Virkeligheden

Det er så bibliotekets formulering. Og det er meget fint at lægge ud med.

Det tvinger os til at overveje hvilken betydning vi lægger i de begreber vi bruger.

Hvad er virkeligheden?

I vil nok spørge: Hvad er problemet? Vi sidder jo her midt i den

Det her er virkeligt (jeg banker på bordet) umiskendeligt. Men hvad det er for en virkelighed, må guderne vide. Det er en del af det ufattelige at der overhoveder er et univers. At der overhovedet er noget. Det forekommer mig mere nærliggende hvis der ikke var noget. Og så ville det hele være meget nemmere. Men der er noget, og det kan vi ikke fatte fordi vi selv er en del af det vi vil fatte. Så møder vi en selvreference som kortslutter videre logisk tankevirksomhed.

Universet møder os sådan (bank på bordet). Med hensyn til spørgsmålet, det møder os sådan (bank på bordet) og det kan vi ikke drage det i tvivl. Hvis vi giver os til at betvivle om den bil der er på vej hen imod os i trafikken er virkelig, så bliver vi ikke gamle. Der er ikke problemer med at erkende den virkelighed, og den holder.

Men jeg kan godt tænke på en virkelighed som det giver mening at tænke på i forbindelse med spørgsmålet: Den fysisk-astronomiske virkelighed, sol, måne og stjerner, vores verdensbillede. Det så en gang sådan ud [Urtid] Det er en rekonstruktion på basis af skriftsteder i det gamle testamente. Vi ser den flade jord. Ikke helt flad, der er bjerge. Men tydeligvis vandret. Det afspejler at op-ned opfattedes absolut. Over hvælver himlen sig med de elementære iagttagelser, sol måne og stjerner og små huller i. så vandet kan trænge ind og lave regnvejr. Det var virkeligheden for datidens mennesker

Den stolede de på. Men det blev ikke ved. Den blev jo skiftet ud.

På et tidspunkt blev jorden rund. Det kræver virkelig abstraktionsevne (Jeg demonstrer med to fingre der nu peget mod jordens centrum. Når man går rundt om jorden, så kommer man herned hvor ned peger op. Australierne går med fodsålerne vendende op mod os). Så når jorden bliver rund, er der indtruffet afgørende nye erfaringer med livet i verden som overtrumfer den gammeltestamentlige verdens erfaringer.

Jeg vil gerne her fremføre min forståelse af virkeligheden i denne sammenhæng: Verden er. Lige så snart vi siger noget som helst om verden, er det vores tolkning af vores oplevelser i verden. Denne tolkning er vores virkelighed. Læg mærke til at der er et uundværligt mellemled mellem verden og virkeligheden, nemlig mennesket. Igen er der en selvreference. Vi skaber selv vores virkelighed. Det vil sige at virkeligheden, ændrer sig når mennesket får afgørende nye erfaringer i verden. Vi kan allerede her svare på spørgsmålet: Vi kan være sikre på at vores erkendelse af virkeligheden ikke holder. Men den holder i lange perioder hvor vi stoler på vores virkelighed – nemlig så længe den virker. Når den ikke svarer til vores tolkning, indtræffer et såkaldt paradigmeskifte som jeg skal komme ind på senere.

Med den runde jord opstod det verdensbilledet vi kender vældigt godt til, det antikke. [Oldtid]. På basis af det verdensbillede opbyggede den store autoritet Aristoteles en bred forståelse af stof og bevægelse på jorden og i sfærerne uden om jorden. Det holdt i yderligere 2000 år.

Så fandt Kopernikus på at anbringe solen i centrum og lade jorden kredse om solen. [Vortid]. Kopernikus holdt sine beregninger for sig selv til han kun havde kort tid tilbage. Han frygtede med god grund den stærke katolske kirkes reaktion. Og det var midt i inkvisitionens blomstringsperiode hvor mennesker blev brændt i hobetal for kætteri. Den havde ikke bare helt naturligt godtaget Aristotelses’ verdensbillede. Det var i perfekt harmoni med Guds plan: Menneskets Gud havde naturligvis anbragt sin ypperste skabning mennesket i universets centrum. Da Kopernikus kort før sin død i 1574 lod sine ideer sive, viste det sig imidlertid at kirken var interesseret i Kopernikus’ beregninger. De tilbød et bedre og lettere grundlag for præcist at fastlægge årets astronomiske begivenheder som var afgørende for kalenderen end det hidtidige, Ptolemæus’. Kalenderen var kirkens ansvar. Kirken udgav dem faktisk Kopernikus’ system med den anerkendelse forordet, at det var interessante teoretiske beregninger, med denne tilføjelse: men det har ikke noget med virkeligheden at gøre. Det var altså direkte udtrykt kirkens mening om virkeligheden og dermed befolkningens som helhed. Det var virkelig virkeligheden den gang. Naturligvis.

Kopernikus kom ikke til selv at forsvare sit verdensbillede. Men det forsøgte Galilei i 1633, selvom han faktisk kendte risikoen. I år 1600 blev Giodano Bruno brændt på bålet. Han var faktisk langt mere visionær end Kopernikus. Han mente at universet var uendeligt og uden centrum – et vildt imponerende fremsyn som først mange hundrede år senere blev den almindelige opfattelse. Men det var jo helt galt; han måtte brændes. Galilei blev anklaget for kætteri af inkvisitionen og tvunget til at afsværge sine synspunkter. Han reddede sit liv ved at aflægge falsk vidnesbyrd, og måtte leve resten af sit liv i husarrest.

Men når ånden er ude af flasken slår det det nye verdensbillede igennem. Det varede næsten halvandet hundrede år, så afsluttede Newton processen med udgivelsen i 1687 af Principia, et tobindsværk på latin indeholdende hans tre dynamiske love og loven om tyngdekraften.

Kopernikus’ virkelighed holder endnu. Men videnskaben arbejder i dag med et langt mere kompliceret univers med en kompliceret dynamik og evolution begyndende med The Big Bang. [Nutid]. Det er et nærmest præmaturt billede som indeholder vanvittige udfordringer. Man har forsøgt sig med mørkt stof og mørk energi, men ’mørk’ forklarer ikke andet end at man ikke aner hvad det er, og vi aner ikke hvor det ender. Det vil jeg forlade her.

Hvis vi under ét ser tilbage på de tre virkeligheder jeg har fremstillet, må vi sige: Virkeligheden har virkelig fremstået på forskellige måder i tidens løb. Og hver gang har man tænkt på det som virkeligheden. Men det er menneskene selv der har fremstillet verdensbilledet. Vi er altså selv medskabende i vores forestilling om virkeligheden. Den er ikke noget i sig selv. Som virkelighed eksisterer den kun i vores forestilling. En virkelighed kan eksistere længe i samme form. Vi er tilfredse med vores virkelighed så længe den virker. Virkeligheden er til enhver tid det vi tror på. Men afløses når vi får tilstrækkelig nye erfaringer af en ny.

Så på spørgsmålet: ”Hvordan kan vi overhovedet være sikre på at vores erkendelse af virkeligheden holder?” er svaret: Vi kan være sikre på at den ikke holder! Andet vil være åbenlyst meningsløst og historieløst.