Bevidstheden

Hvad er så bevidstheden? Vi spørger Wikipedia: "Bevidsthed er nok det mest undersøgte emne i psykologien, men til trods herfor det vanskeligst forståelige”.

Det var ikke til hjælp.

Så googler man. Der er opslag om bevidstheden uden ende. Jeg har ikke læst dem alle, men mange. På lidt forskellig måde siger de alle: ”Vi ved ikke hvad bevidstheden er”.

Der er ingen der kan finde bevidstheden. Er det fordi vi ikke har en bevidsthed? Vil de som mener de ikke har en bevidsthed række armen op!

Vi har en bevidsthed. Hvorfor er der så ingen der kan finde den? Det er svært at finde noget når man ikke ved hvad man leder efter. Især hvis man også leder et forkert sted.

Så må Descartes (1596-1650) ind i billedet, for ifølge Wikipedia står han som den ubestridte grundlægger af den moderne filosofi.

Og grundlaget finder han ved at forestille sig at se verden udefra. Så ser han verden som bestående af to væsensforskellige substanser, en immateriel tænkende, og en udstrakt materiel substans, hhv. res cogitans og res ekstensa.

At se på verden udefra!? Kan man det når man selv er en del af verden? Hvad er det der prøver at se verden udefra og tænker over hvad det forestiller sig at se? Er Descartes selv en tredje guddommelig, transcendent instans der helt kan forlade alting og se ind i resten(?), eller er det hans res cogitans der har distanceret sig fra det den vil se på - og så får øje på sig selv?

Når Descartes mener at verden er tvedelt, er det hans tolkning, jf. min definition af virkeligheden. Når man mener at se verden udefra, fantaserer man frit. Og alligevel er Descartes den ubestridte grundlægger af den moderne filosofi som altså skal frigøre sig fra Altet og studere verden ved at se den fra nowhere. Det er absurd.

Ved at se verden indefra vil vi opfatte verden som en helhed hvoraf vi selv er en del. Når vi befinder os i verden, kan vi rette vores opmærksomhed udad mod resten af verden, eller vi kan rette den indad i os selv. Udad ser vi den materielle verden herunder vores legeme og alle de fysiske sammenhænge. Her kan vi lave laboratorieeksperimenter og blive klogere på den fysiske verden. Indad kan vi registrere og strukturere indre oplevelser. Her oplever vi at leve og opleve og føle, og her oplever vi at være simpelthen. Her lever vi vores liv.

Jeg holder meget af følgende redegørelse for ældgammel vedisk filosofi (kilder 5000 år tilbage) ved en nulevende filosof og professor inden for Hare Krishna-filosofien, Jahnu Dasa. Særligt interessant for os her er den ubesværede opdeling af bevidsthedens opmærksomhed i de to komplementære retninger, ’se udad’ og ’se indad’:

”I den moderne naturvidenskab har man kun stof som undersøgelsesobjekt. Man observerer og studerer materien i dens utallige vekselvirkninger. I den åndelige videnskab har man sin egen bevidsthed som forsøgsobjekt, og man undersøger materiens indflydelse på bevidstheden og sindet. Den materielle videnskab rækker ikke til at forstå den virkelighed, vi lever i. Og hvorfor gør den ikke det? Fordi naturvidenskaben intet fornuftigt har at sige om vores bevidste oplevelse af verden. Den taler kun om materiens vekselvirkninger, men siger intet om vores oplevelse af disse. Og det er vores oplevelse af verden, som er det mest grundlæggende ved den virkelighed, vi befinder os i.”

Det kan ikke siges bedre. Vores grundlæggende virkelighed er de indre oplevelser der opstår i bevidstheden som følge af ”materiens indflydelse på bevidstheden og sindet”.

Er det ikke sådanne indre oplevelser vi opfatter som bevidstheden?

Vi kan også spørge direkte: Hvad er bevidstheden? Og så opdager vi at det er bevidstheden der spørger til sig selv. Bevidstheden er den totale, fuldstændige selvreference. Bevidstheden finder sig selv i sig selv og ikke ude i verden hvor vores videnskab leder. Den udspringer ikke af noget udefra. Når vi spørger til vores totalt selvberoende bevidsthed, så ser den sig selv som i et spejl og hvad indhold angår ser den det, den har oplevet gennem livet. Bevidstheden skaber sig selv. Igen en afgørende selvreference.

Jamen, vi hører da hvorledes hjerneforskningen kan lokalisere områder der aktiveres ved forskellige følelser. Jo, det kan hjerneforskningen. Men disse områder rummer bare aktivitet i den materielle verden parallelt med oplevelserne. At denne aktivitet medfører mentale indre oplevelser i bevidstheden, er ufatteligt. De eksisterer ikke i nerveprocesserne. Hvordan skulle man kunne forklare hvad en oplevelse er for noget? Den kan nok beskrives, men ikke forklares. En oplevelse kan kun opleves.

Det er når vi ser indad i bevidstheden at vi oplever at vi lever, ikke i kraft af den registrerbare neurologiske aktivitet. Denne kategoriske sondring foretager vores videnskab ikke. Den leder fortsat efter bevidstheden ude i den materielle verden. Den ønsker at forstå ved at se udefra, og mener tilsyneladende at hvis den leder længe nok, så må en bevidsthed som rummer oplevelserne, dukke op dér. Men det gør den ikke.

Ved at se verden indefra opstår en dualisme i bevidstheden - og ikke i verden som hos Descartes. Ved at iagttage denne kategoriske adskillelse, at kigge udad og at kigge indad, får vi det perfekte grundlag for en komplementær forståelse af vores bevidsthed og et grundlag hvorpå vi kan forstå den frie viljes problem. Det udbygges under behandlingen af netop dette emne.