Sommerturen 2020

 

 

Turen fandt sted i den juli måned som blev en af de koldeste i mange år, og samtidigt meget blæsende. Det lagde ud med vestenvind, og det gik rask østpå hvor vi håbede at runde Møns klint inden vinden da måtte opgive det vestlige hjørne, så vi kunne vende snuden hjemad. Til turen var der hyret en ny letmatros, Edith. Hun skulle være i Sønderborg senest d. 1. august. Men vinden vedblev at være i vest, og da vi kom til Hårbølle på Vestmøn, kunne meteorologerne ikke se andet end vestenvind så langt deres øjne rakte og flere gange med høje vindstyrker med forudsigelige indeblæsninger. Så er der meget langt hjem. Altså måtte vi vende om. Da vi mod turens afslutning blæste inde i Troense øjnede vi en mulighed for at planlægge en perfekt sidste tur d. 1. 8. for der var udsigt til den første østenvind på vores tur. Vi tog derfor en ikke nødvendig ekstra overnatning i Troense. Af de 155 registreringer af vindretninger i juli måned er der kun to der er SØ (Vordingborg, 18. og 19.). Resten er fra S over V til NV. Det er sguda ikke normalt!

 

Edith skrev dagbogen undervejs. Hendes tekst står i ordinær, mine bidrag i kursiv.

Værsågod:

Mandag 6.7.

Sov længe, tur rundt i Sønderborg. Om eftermiddagen pakkede vi båden, lavede mad og spiste i båden og gik tidligt i seng for at sejle af sted kl. 7 tirsdag morgen.

 

HERE WE GO!

 

 

De enkelte ture kan ses tracket levende! på https://keepsailing.net/logbook?mapkey=2bdac71241c34595aa668cf4aff0c5cf.

Klik på kalenderen (som ligner et batteri) midt på højre side – og vælg din tur! (Prøveturen var 19.-23. maj)

Tirsdag 7.7, blå himmel, kold morgen.

Sønderborg -> Søby

Startede kl. 7.05 og nåede til Søby efter en tur med høje bølger og megen blæst i medvind. Claus blev søsyg, da han arbejdede med snore på dækket, og jeg lidt utilpas efter at have ledt efter mine regnbukser i kahytten.

Her må jeg ind i billedet:

Vi tog vi af sted under omstændigheder som bragte en advarsel fra en ven (Hans) i mine tanker: "Pas nu på ikke at forskrække hende."

Der var lovet 9 m/s op til 15 i vindstød og vinden stort set bagfra. Jeg fortalte så godt jeg kunne hvad det ville indebære, berettede om hvor ofte jeg havde hørt, at ”så havde han taget konen med ud i blæsevejr, og så blev hun så forskrækket at hun slet ikke ville sejle mere”. "Sådan er jeg ikke", erklærede Edith. Hun kunne nok mærke at jeg gerne ville af sted, men jeg følte det meget oprigtigt da hun erklærede "jeg syns vi skal". "Godt!"

Så skulle jeg bare gøre min del ordentligt. Jeg havde købt lynafleder og radarreflektor og en pose kiler af blødt træ som man kan hamre i et hul i skroget, hvis et sådant skulle opstå! Og jeg overvejede ALT før vores første tur i den hårde vind; hvordan vi kunne fortryde og vende om, gå ind i Høruphav, eller i Mommark, hvad der ville ske hvis jeg fik et ildebefindende (det så jeg bort fra) og alle andre usandsynlige hændelser hvoraf jeg havde planer for det meste, og så tog vi af sted, idet jeg mente at have været omkring alt af betydning - og så blev jeg søsyg! og brækkede mig villigt. Jeg ved at man får det bedre straks efter. Jeg havde ikke i min forberedelse været omkring at jeg ikke skal sætte mig ud - påmonteret sikkerhedsline for Ediths tryghed skyld - og foretage en længerevarende ændring af fokkens skødepunkt, som jeg eksperimenterer med, med stor koncentration om at binde knuder op og binde dem på ny, mens båden ruller voldsomt i bølgerne bagfra.

Edith kunne allerede fint holde en kurs, og det blev der jo brug for (selvom jeg dog på intet tidspunkt var helt ukampdygtig).

Vi kom fint til Søby, og Edith erklærede at det havde været en fin tur. (Vi havde faktisk alt for lidt sejl oppe. Det gentog sig ikke. Edith viste sig i stigende grad mega sej!)

Lidt problemer med at få lagt til i Søby havn; jeg var ikke god nok til at holde fast til et reb med bådshagen, så Mini kom til at ligge på tværs hen over 3 pladser.

Nåede at få teltet slået op inden den første store regnbyge, derefter kom bygerne slag i slag. Kl. 16 tog vi bussen gratis, busserne er gratis på hele Ærø, ind til Ærøskøbing, hvor vi spiste is, og jeg viste Claus de steder jeg holdt af, dengang jeg kom på højskolen næsten hver sommer.

Bussen hjem til Søby, stegt laks og tidligt i seng.

Onsdag 8/7, enkelte byger, mest sol, 15°

Søby -> Avernakø

Sov længe, helt til 7.30. Brusebad og morgenmad. Tur hen til skibselektrikeren efter en ny afbryder til elkedlen. Pris 10 kr. Men da vi ikke havde kontanter med, ville han hellere give os den gratis end modtage MobilePay. Videre op til DagligBrugsen og Søby Mølle, som stråtækt helt ned til jorden. Om møllen!

Afsejling mod Avernakø kl. 12 under en bygesky, der ikke gav vand, men ekstra vind. Det er helt anderledes at sejle mod bølgerne end med (mod vinden har jeg prøvet før, men uden bølger). Det er mærkbart at der er mere vind under en sky, end når man kommer ud under blå himmel. Jeg havde ikke fået mine regnbukser på, så jeg blev rigtig våd af skumsprøjt. Det endte med at jeg bare sad i bunden af cockpittet og prøvede at undgå at være i vejen. Følte mig mest som en mus, men dog ikke som en druknet mus.

Min version: Også onsdag var vi ude i rigtig sejlervejr - til den sjove side. Lidt for sjovt, syntes Edith, men det var altså fordi hun var blevet meget våd af de mange sprøjt fra bølgerne forfra.

Claus' mobil løb tør for strøm, og vi fik ikke gang i vores tablets til søkortet. Det var ret stressende.

Jeg misforstod en grøn bøje. Vi skal ikke styrbords rundt om den, men have den på styrbords side af os. Claus opdagede det i sidste øjeblik og fik rettet op.

Der ligger kun én bøje, grøn, som hjælp til anduvningen imellem banker med meget lidt vand.

Inde i havnen fik vi hjælp af vores søde tyske naboer med at komme ind på den eneste frie grønne plads.

Dejligt at få tørt tøj på. Nu hænger mine joggingbukser og lange uldne underbukser og flagrer i vinden.

Klokken er blevet 15.15 så vi venter til i morgen med at tage ud på cykel og udforske øen. Nu skal vi have kaffe og honningkager.

En lille flok svaleunger lavede flyveøvelser lavt over bådebroen. Når de kom ud over vandet i modvind, stoppede de op og lod vinden føre dem tilbage over tørt land.

Torsdag 9/7, overskyet->aftensol

Avernakø -> Bjørnø

Efter morgenmaden lejede vi cykler og kørte ud mod øst over Drejet til den østlige ø Korshavn. Hyggelig snak med et par, der havde holdt ferie i et hus uden vand, toilet og varme, men det var hendes barndoms sommerferier hos bedsteforældrene.

Videre ud til den østligste ende hvor vi efter et par forsøg fandt en fodsti op til et "bjerg", hvor Claus havde været på Noah lejr for ca 40 år siden. Opgav dog at finde frem til udsigtspunktet, hvor man kan se til Flæskholm og Bregnimge Kirke på Tåsinge.

Efter frokost endnu en kortere cykeltur rundt på øen. Claus ville hele tiden vende om, men vi nåede rundt og tilbage ad hovedvejen. Nå det husker jeg ikke.

Så sejlede vi i ganske svag vind for motor ud til en turbøje ved Fyns kyst ud for Bjørnø.

Navionics søkort skal altid følges med forsigtighed. Vi prøvede at komme direkte til turbøjen, men dybden blev meget bekymrende.

 

   Vi gik uden om   

Her er sol, smukt og stille, og her vil vi sove i nat.

Fredagens regnvejr er aflyst, men det bliver kraftig vind lørdag (hvis ikke det også bliver aflyst), så planen er at vi sejler til Fåborg og ligger i havn dér til søndag.

Nu er det ved at blive for koldt trods solen, så det er tid at gå i seng.

Fredag 10/7, overskyet, stille vejr, 15⁰

Bjørnø -> Fåborg

Sejlede for motor det korte stykke ind til Fåborg, hvor vi fik en fin plads inderst i havnen, hvor vi lagde os langskibs. Lige bag ved os kom et stort skib med mand, kone og to voksne døtre fra Gilleleje. Han har solgt sit hus og købt en båd i stedet! Konen var måske ved at fortryde efter det hårde vejr i onsdags, hvor de sejlede ind i et skybrud. De bliver her lørdagen med ligesom vi, for at slippe for at sejle i endnu et blæsevejr lørdag.

I løbet af eftermiddagen kom der endnu tre store skibe og lagde til uden på ham. Underholdende at se deres manøvrer for at give plads for andre skibe. Vores nabo måtte ud med sin gummibåd og hjælpe med at trække og skubbe. Bemærk i øvrigt at der er en der sejler rundt med et klimaanlæg bundet på hækken! Hvorfor bliver de ikke bare hjemme?

Gik eftermiddagstur i  byen, hvor vi kom frem til kirken netop som en kort andagt skulle til at starte. Satte os og sang med på salmerne for bagefter at gå rundt og se på Jim Lyngvilds 7 store kontroversielle malerier, som menighedsrådet ønsker fjernet, men menigheden vil beholde. De er meget smukke, men underlige. Det flotteste er et billede af nedtagelsen fra korset med en nøgen Jesus og 6 smukke mennesker i skønne højrøde brokadedragter. Og så var der et billede af Lysets Engel med ledsagetekst fra Johannesevangeliets indledning i den gamle oversættelse. I begyndelsen var ordet.

I dag var det mig der lavede mad.

Lørdag 11/7, vekslende skydække, blæst

Overligger dag.

Besøg på Fåborg Museum. Pga Corona er indgangen flyttet, så man ikke kommer ind gennem det smukke blå runde rum med indgangssøjlerme. Separatudstilling med Anna Sybergs (gift med Fritz Syberg) smukke blomsterbilleder. Hun fik 7 børn og overkom alligevel at male en umådelig masse akvareller.

Claus bliver sulten på faste tider, så vi måtte ile hjem for at spise frokost. Senere gik jeg igen til Brugsen på indkøb. Jeg har ild i røven og har svært ved bare at sidde stille, når vi ligger i havn.

Søndag 12/7, overskyet,  koldt – det ændrede sig meget gunstig!

Fåborg -> Drejø Gamle Havn

Gav os god tid i Fåborg, endnu en tur alene op nord for kirken med udsigt over mod Svanninge Bakker (Men det er for langt at gå derover). For mig var det afgørende a båden tog sig godt ud – for en gangs skyld. Derefter et sidste indkøb i Brugsen, frokost, og så af sted.

Vi sejlede  til Drejø Gl. Havn, hvor vi kom til at ligge ved siden af en vældig sød familie med far, mor, næsten voksen datter, to friske drenge og en 1-årig datter, der endnu ikke kunne gå. De boede alle 6 i en båd på størrelse med vores! Og uden cockpittelt. Der er den orange som ligger lige bag vores. Her er de ved at skifte den mindste.

Stod op kl. 1 nat for at se kometen Neowise. Lavt over horisonten mellem Karlsvognen og Cassiopeia. Flot syn med det blotte øje, men endnu flottere med kikkert.

Drejø gamle havn er noget for sig selv. Småt er godt når man skal ind, for renden er smal og lav. Når man så kommer ind er det i en lille, intim havn med udmærkede normale faciliteter. Men dertil et sejlerskur hvis indre er en åbenbaring. Her står der en velkomstcognac, med små glas ved siden, og her det andet køleskab med kolde drikke og rød- og hvidvin ovenpå. Det skulle man dog betale for.

Mandag 13/7, skyet -> eftermiddagssol, 20°

Drejø -> Hjortø

Sejlede fra Drejø kl. 9.50 med storsejl og fok, senere også spiler. Ankom til Hjortø efter kun 1½ time. Blev modtaget og budt velkommen af en sød havnemester-dame, der er smilende og aktiv for hver eneste båd der kommer ind. Det er ikke på grund af klirrende penge i kassen. Vi nævnte for hende at vi måske ville tage ud og ligge for anker. ”Så skal I ikke betale noget” – og hun var stadig lige venlig. Tidlig frokost og derefter en tur rundt om den midterste del af øen, som er den eneste mulige indtil 15.7., fordi begge ender af øen er fuglereservater. Kom i snak med en fransk borger fra Odense. Han har boet her i 33 år, er gift og har børn og børnebørn, men kan stadig ikke rigtig tale dansk selvom han forstår det (ligesom Denis i BKK). Han var på gratis færgetur med sin kone, hendes tvillingesøster og dennes mand. Slog følge med søsteren, som har gået i gymnasiet på Sønderborg Statsskole,  og hendes mand Henrik.

Da vi kom tilbage til havnen, var færgen gået i stykker - efter sigende var den gået i stå i Højesteneløbet og var klar til at haste anker, men nåede at blive undsat - så de måtte sejles tilbage til Fyn med Hjortøs lille åbne jolle.

Færgen var ellers spøjs. Der var plads til én bil, og her ser vi den ved afgangen til den uheldsramte tur med MINI i baggrunden.

Gik en tur i vandet; dejligt, men for koldt til at blive længe i. Skøn eftermiddag på båden i solen.

Her ligger MINI med havneindløbet i baggrunden. Indsejlingsrenden er ikke meget mere end vi har brug for, 1,3 m og en sejler som angav at have været på øen adskillige gange berettede om tre grundstødninger undervejs i år.

Og her er en af den slags situationer som jeg holder så meget af. En vaskeægte paddledog!

14-07-2020Tirsdag 14/7, grå -> regn i stride strømme

Hjortø -> Langeland, Lindelse Nor.  

Sejlede fra Hjortø i svag vind op til Lindelse Nor ved Langelands vestkyst syd for Rudkøbing. Så lidt vind, at vi  måtte bruge motoren det sidste stykke.

Lagde os for anker i noret lige inden regnen kom, og så regnede det ellers hele eftermiddagen, aftenen og natten indtil kl. 2.

Onsdag 15/7, sol og en enkelt byge, god vind.

Langeland -> via Rudkøbing til Lunkebugten

Vågnede op til en klar blå himmel med cumulusskyer hele vejen rundt om os, men stort hul i midten. I dagens løb blev hullet dog mindre og mindre.

Billede af en af de små øer i noret taget kl. 10:16 på vej ud.

Efter morgenmad sejlede vi ind til Rudkøbing. I sejlrenden derind kom vi i snak med en anden sejlbåd (fra Frederikssund). Meget større end vores, men vi fugtes fint ad! Gik på toilettet, men kunne ikke komme til at bade; det kræver en kode som man kun får hvis man betaler for en nat.

15-07-2020Efter frokost gik vi ind til byen for at købe ind i Brugsen. Claus skulle til elektrikeren for at købe et elektrikerrør - forgæves. Jeg ville lave en ekstra bøjle som kunne hæve cockpitteltet så der ikke dannedes en sø når det regnede meget.  Jeg gik på udsalg og fik en smart skjorte for 100 kr.

Så sejlede vi videre mod nord til Lunkebugten på østsiden af Tåsinge, hvor vi nu ligger for anker. På vejen kom vi igennem en kraftig byge. Vi havde heldigvis nået at få regntøj på, men ikke noget af det varme tøj, så vi frøs begge to.

Men kort efter vi var kommet på plads, kom solen frem og varmede, og så smed vi tøjet og hoppede i vandet til bad, hårvask og lidt svømning. Jeg bliver altid for hurtigt kold, men Claus svømmede videre med svømmebriller for at se om der var noget vi kunne risikere at støde i mod, hvis det bliver lavvande i nat.

Lunkebugten kl. 18:24. Smuk aftensol, Claus prøvede at fiske fladfisk, men fangede ikke noget.

Torsdag 16/7

Tåsinge -> Lundeborg

Stod op til dejligt solskin og sejlede forbi Valdemar Slot på vej ud af Lunkebugten. Havde planlagt at sejle til Lohals på det nordlige Langeland, men valgte i stedet Lundeborg på Fyn lige overfor. Gik i havn for at spise frokost og gå en tur, men sejlede ud og lå for anker (se Storebæltsbroen i det fjerne) ud for Præsteskov og Fredsskov. Ja, jeg burde svømme ud med min mobil, som tilmed er vandtæt, og fotografere MINI så det ikke altid er de andre som hygger. MINI ville også se meget idyllisk ud liggende dér…

Claus prøvede igen at fiske, men linen  knækkede,  så han mistede sine kroge til fladfisk. For koldt til at svømme ud og lede efter dem, og med båden var det umuligt at finde dem. Vi håbede at linen ville flyde ovenpå og dermed kunne opdages.

Fredag 17/7, sol og varme

Lundeborg -> Omø

Vågnede begge kl. 4 til en skøn rød himmel (skal ses!) og Venus stående lige under en meget smal aftagende måne. Vild solsortesang. Vågen igen kl. 5 til at se solopgang. Sov videre til kl. 6, hvor vækkeuret ringede. Skulle af sted tidligt for at udnytte vinden.

Jeg insisterede på en nat i havn, men det gør jeg aldrig mere. Alt for mange mennesker og for meget støj.

Men det blev en vidunderlig sommerdag, skyfrit hele dagen og dejlig varmt. Svømmede, vaskede tøj og spiste torskeloins og som forret jomfruhummere, der blev stegt sammen med torsken og gav en overraskende dejlig sovs. Dyrt, men lækkert.

Aftentur om til den anden side af den lille bugt vi ligger ved for at se solnedgangen spejle sig i rødt vand. Men den gik ned i en sæk, så det blev jeg snydt for. Men dog smuk!

Lørdag 18/7, sol og varme.

Omø -> Bisserup

Vågnede allerede 5.30 fordi jeg skulle tisse NU. Men Claus var også vågen, så vi besluttede at stå op og gå i bad med det samme. Det var heldigt, for senere på morgenen var der lang kø til båd bad og toilet.

Efter morgenmad tog vi af sted på gratis låne-cykler, først til købmanden, og senere til en 2 timers cykeltur rundt på øen.

Op til fyret på nordkysten, hvor en havetraktor kørte rundt for at slå græs i en lillebitte have.

Bagefter ned til sydspidsen af øen, hvor der er sommerhuskvarterer. Så mange rullesten at jeg måtte trække cyklen det meste af vejen. Mødte to hvide dådyr på en markvej, men de løb væk inden jeg kunne nå at få kameraet frem.

Dejlig sejltur til Bisserup Havn, først for sejl  men den sidste time for motor i havblik. Så varmt at vi kunne sejle med bare arme. Bemærkelsesværdig i sommeren 2020.

I Bisserup blev vi modtaget af en meget jovial havnemester. – om hvilken skal fortælles: Da vi skulle lægge til, stod han klar og modtog en line fra Edith som derpå prøvede at fæstne den til båden. Det fik ham - hjælpsomt - til at bemærke: "if you can't bind a knot, bind a lot." Og det gjorde hun så.

Vi lånte kano og roede på lagunen. Også tur til stranden med håndklæde og badetøj, men det fristede ikke alligevel, så vi gik over og tog brusebad i stedet.

Aftensmad: lun røget makrel med nye kartofler og wok-grønt. Lækkert og meget billigt!

Aftentur alene ad "lagunestien".

Søndag 19/7, vekslende skydække, 25°

Bisserup -> Karrebæksminde

Efter morgenbad og morgenmad cyklede vi op til Dagli’brugsen -bogstavelig talt op ad en stejl bakke. Min cykel havde indvendige gear, som ikke fungerede, så den kunne kun køre i højeste gear. Ergo måtte jeg trække den op ad bakken.

Sidst jeg var i Karrebæksminde fik jeg meget stor respekt, nærmest frygt, for strømmen. Går man ind mod broen i medstrøm og motoren svigter, så bliver man afmastet! som den venlige havnemester i Bisserup udtrykte det. Jeg så derfor nøje på høj- og lavvande for Karrebæksminde på min app og prøvede at tænke på hvornår strømmen var rolig imod. Jeg kom frem til at kl. 16 var et godt tidspunkt. Men så havde vi meget god tid og besluttede at tage ud til Venegrund, kaste anker og spise frokost. Så kunne vi samtidigt se det vrag som ifølge Navionics skulle ligge synligt derude. Navionics, alså! Vi så ikke skyggen af vrag, og vi sejlede på langs ad det mørkeblå, hvor dybden skulle være under 2m og et sted 0,6m, men registrerede ingen dybde mindre end 5 m. Vi kastede anker på 6 m. Det holdt fint i den svage vind, og vi havde en pragtfuld frokost midt ude i det hele.

Der var hverken lavt vand eller vrag, men et dejligt hul i skydækket, så vi nød livet i fuld sol. Lå for anker på 6 m vand!

Kl. 13.45 måtte vi bryde op for at være sikre på at nå Karrebæksminde senest til broåbningen kl. 16. Men vinden friskede op og var god og vi sejlede over 5 knob. Allerede kl. 15 kunne vi se den åbne bro, og ved næste åbning kl. 16 sejlede vi igennem som de første. Claus havde frygtet/glædet  sig til (?) at sejle ind mod strømmen, men der var slet ingen strøm!

Hyggeligt turistliv med masser af restauranter og fiskeforretninger langs kanalen. Vi vil måske lægge til i morgen inden vi sejler ud.

Nu ligger vi for anker langt inde i Karrebæk Fjord. Lidt bekymring om vi var sejlet for langt ind og går på grund når det bliver ebbe (det er sket før), men vi tager chancen (det er gjort før). Faktisk er jeg sikker på at vi stod på en blød grund om aftenen.

Mandag 20/7, gråt -> sol, 20°

Karrebæksminde -> Hårbølle på Møn.

Ingen problemer med dybden, da vandet steg i nat, gled vi udad i fjorden.

Stod tidligt op og nåede broåbningen kl. 9 efter et par æresrunder (kl. 8:54) mens vi ventede. Denne gang var der masser af strøm udad, men det gik fint. Masser… når man ikke har oplevet meget mere. Det var en situation jeg egentlig ønskede at undgå, men vi ville ret langt den dag. Jeg var meget opmærksom på redningsmuligheder hvis motoren skulle svigte.

Vi havde besluttet at droppe Vordingborg og sejle direkte til Møn for at spare en dag.

Ret kraftig vind og bølger, men jeg fik ros for at have lært at styre, med kun nogle få fejl. Fra kl. 11.30 blev det dejligt solskin. Smukt at sejle under både Storstrømsbroen og Farøbroen. Ankom til Hårbølle Havn kl. 15 efter 6,5 timers sejlads med gennemsnitsfart ca. 6 knob, den længste tur indtil nu. Måtte have hjælp af flere naboer med at lægge til. Måtte og måtte... Man tager jo gerne imod venlighed.

Vi havde smurt madpakker, som vi spiste undervejs, men vi var sultne da vi nåede frem, så vi gik på havnecafeen og fik varme sandwich og cappuccino. Satte os ved et bord med en fotograf og hans familie. Han havde haft til opgave at fotografere Alsik, da det blev bygget, og var interesseret i lokalbefolkningens mening om stedet. Lang, god snak.

Da vi havde ryddet op i sejlene og fyldt vand på tanken, gik vi de to km til Fanefjord Kirke med Elmelundemesterens skønne kalkmalerier. Samtidig med os var der et par, der havde fået en forkert bog med, så jeg læste højt for os alle fra Politikens 'Jeg ser på kalkmalerier' hvor jeg havde scannet de relevante sider hjemmefra og lagt på min telefon, og fik også her stor ros.

Studerer vejrudsigter. Det tegner til konstant vestenvind fra nu af, så det  bliver langsommeligt at komme tilbage til Sønderborg. Men først ville vi gerne videre ud mod øst til Klintholm Havn og Møns Klint, men foreløbig ser det tvivlsomt ud. Claus siger vejret er røvsygt. 

 

Tirsdag 21/7, gråt og koldt blæsende fra V

Hårbølle -> Stubbekøbing

Vi opgav tanken om at nå ud til Møns Klint, og krydsede i stedet den korte tur mod vest til Stubbekøbing. Ja, udsigten var stadig vestenvind så lang DMI kunne se og tilmed med perioder med meget kraftig vind. Så er der meget langt hjem! Edith ville være i Sønderborg aller senest lørdag d. 1. august.

Spadseretur i byen, med mange fine og gamle og nogle skæve huse hvor vi gik ind kirken, som har nogen pæne diskrete kalkmalerier; jeg gætter på at de er fra 1800-tallet.

Indkøb hos fakta. Byen virkede aldeles øde sammenlignet med de andre steder vi har været.

Onsdag 22/7, gråt  -> solrigt

Stubbekøbing -> Vordingborg

Ved midnatstid vågnede jeg ved at det blæste det op, og i 3 timer larmede blæsten så meget at jeg ikke kunne falde i søvn igen. Lå og overvejede om vi skulle blive en nat mere i Stubbekøbing og tage bussen til Nykøbing. Deprimeret da jeg stod op.

Men det  gik over, da vi kom ud at sejle. Krydsede til Vordingborg og fik en havneplads inderst, lige ved borgmuren, til gengæld meget langt til bad og toilet.

Da vi sad i solen og spiste frokost undrede jeg mig over at se alle mennesker gå rundt i shorts og T-shirt, mens jeg sad og frøs i mit sejlertøj. Det viste sig at jeg havde 38.0 og på en time steg den yderligere til 39.1. Men jeg havde ingen andre symptomer. Lægevagten anbefalede at drikke meget, med det resultat at jeg skulle tisse hele tiden.

Gik en tur op på borgen, så udstilling i to containere og Claus gik op i Gåsetårnet og havde en flot udsigt - det havde jeg ikke kræfter til.

Torsdag 23/7, mest sol

Vordingborg -> Femø

Stadig feber. Ringede til den nærmeste læge, kunne det være blærebetændelse? Men jeg kunne ikke producere tis nok til en urinprøve, så det er det nok ikke.

Sejlede kl. 13 og var først fremme på Femø kl. 19, så vi måtte ligge på langs som den fjerde båd uden på tre store flotte skibe.

Når der ikke er mange på havet, så er der jo  mange i havnene.

24-07-2020Fredag 24/7, mest sol, men kraftig blæst. Screenshot Kl. 8:36

Hviledag på Femø.

Sov længe og gik i bad. Da vi kom tilbage, fik vi at vide at den inderste båd gerne ville sejle om en halv time  - i øsende regnvejr. Men vi misforstod beskeden, og troede at flytteoperationen skulle starte om en halv time, så Claus gik i gang med at tilberede morgenmad. Da vi blev klar over at det var NU, måtte vi skynde os i regntøjet og starte motoren for at finde en anden plads. Efter lidt rokeren rundt endte vi først på en meget urolig plads, langskibe ud for indsejlingen. Men så lidt efter på en dejlig plads helt inde i hjørnet ud for høkerens gule hus med masser af svalereder under taget. Men dyngvåde trods regntøj. Ind i hjørnet kom vi først efter i en lille times tid at have ligget langskibs i bassinet ud for indsejlingen.

Vi kunne leje cykler efter kl. 14 til halv pris, men jeg havde ikke kræfter til at okse op og ned ad bakker i den kraftige vind, så jeg ville hellere gå. Claus valgte heldigvis at følges med mig. Først kom vi til en loppemarkedslade ved siden af præstegården, hvor jeg fik et smukt langt tørklæde (nyt) for 5 kr. Forretningsprisen skulle være 12 £. Gad vist, hvordan han har skaffet 700 nye tørklæder, som han kan sælge til den pris?

Han fortalte at præstegårdshaven havde fri adgang, så vi gik videre gennem den smukke og meget varierede have. Ind gennem Sønderby og videre ad stier og Eventyr-vejen med træer fyldt med dukker der illustrerer forskellige eventyr, her Snehvide og de  syv dværge. De var der alle og let genkendelige. Nåede op til Nørreby, som har et meget stort gadekær, hvor jeg satte mig på en bænk mens Claus fik spurgt hvor vi kunne købe landæg. Det var en håndværker, der var i gang med noget arbejde, og han havde friske landæg hjemme lige ved havnen, så vi kunne komme forbi ved 18-tiden. Hans kone holdt høns hjemme på Lolland, og her var de i deres sommerhus, som de også udlejer, men de har altid friske æg med til Havnehøkeren, når de kommer herover. 2 kr/stk. Gad vist hvad høkeren så sælger dem for?

I starten af turen opdagede jeg at jeg var ved at få et forkølelsessår på underlæben. Jeg burde være gået hjem efter Zovir med det samme i stedet for at vente til vi kom hjem to timer senere, for da var det allerede i fuldt udbrud. Øv!

Alt i alt en dejlig travetur. Desværre havde jeg glemt at slå Endomondo til. Men vi var enige om at det var en fordel at gå.

For første gang spiste vi dåsemad, forloren skildpadde med 2 æg til hver. Claus blev ikke rigtig mæt, og måtte supplere senere med knækbrød og ost.

Lørdag 25/7, sol -> vekslende  skydække, lunt

Femø -> Lohals

Tidligt op, for vi havde 26 sømil foran os til Lohals, dvs. ca. 6 timers sejlads.

På vej nord om Vejrø så vi noget, som vi først troede var et dambrug. Men det flyttede sig. Det måtte være et skib. Da det forsvandt ind bag Vejrø, ragede toppen op over skoven på øen. Det kan næsten kun være en af Mærsks super containerskibe.

I sejlrenden langs østsiden af Langeland mødte vi mange mindre containerskibe, så vi måtte passere sejlrenden (dybvandsruten for store skibe genne Store Bælt) med opmærksomhed. Da vi nåede nord om Langeland, måtte vi krydse ned til Lohals.

Det kneb med plads i den inderste del af havnen, men en venlig dame råbte at der var 4 tomme pladser i den sydligste ende. En sød tysk dreng vinkede os ind på en tom plads med begge arme. Kom til at ligge over for en flok friske piger fra Søspejderne i Vedbæk.

Trængte for en gangs skyld til eftermiddagskaffe i solen på båden. Satte teltet op inden vi gik ud for at købe ind. Der var kun en ledig cykel, så vi måtte gå de 1,6 km op til Dagli’Brugsen.

Oplevede et pludseligt meget kraftigt blæsevejr, som kun varede 10 min.

Lørdagsleben på havnen med megen støj, men kl. 22 blev alt stille som ved et trylleslag!

Søndag 26/7, regn i stride strømme.

Lohals hviledag.

Vågnede for første gang uden feber, men med vådt nattøj af sved. Så nu må jeg vel være blevet rask!

Vi havde ikke lyst til at sejle i formiddagens regn eller i eftermiddagens kraftige vind, så vi tager en ekstra nat i Lohals.

Jeg fandt brochurer om hvad man kunne foretage sig ud fra rutebussen, som kører hver anden time, men Claus ville hellere ud på cykel når regnen holdt op.

Så jeg har brugt formiddagen til at skrive mail om BKK generalforsamlingen (Ballerup Kammerkor), og til at skrive dagbog.

Kl. 14 holdt det op med at regne, men Claus mente der ville komme byge mere. Jeg gik op til toilettet, og der stod 4 cykler. Men da Claus var klar, var der ikke flere. Jeg var skidesur, og Claus havde lidt symptomer på ondt i ryggen, så det endte med at jeg gik en 4 km tur alene rundt i Vestre Stigtehave skov - og blev i godt humør igen. Der kom en byge undervejs, men jeg havde regntøj med - og Claus fik reddet vores håndklæder der hang ude på båden.

Mandag 27/7, sol -> overskyet -> byger, varmt >20°

Lohals -> Troense

Fin sejltur for god vind til Troense, hvor vi regner med at blæse inde i 2 dage. Det blev til tre overnatninger, for det var ideelt at tage den lange tur hjem lørdag hvor der varsledes den første østenvind i flere uger.

Fik hjælp af en sød mand med stort, krøllet gråt hår til at lægge til på et hjørne, med agterfortøjninger til naboskibet og skråt frem til kajen og to spring til naboen.

Vaskemaskine og tørretumbler er gratis, så jeg kunne få mit tøj gjort klar til højskolen. Så er vi ikke afhængige af at nå til Sønderborg allerede fredag. Alt var gratis. Bad, strøm, vand, vaskemaskiner, cykler. Og prisen var bare kr. 140. Et fantastisk sted at blæse inde. Det er en hyggelig og smuk havn uden ydermole. Og meget spændende omgivelser.

Tur til købmanden og eftermiddagskaffe med makronsnitter.

Tirsdag 28/7, sol -> overskyet -> sol -> blæst, 20°, Screenshot kl. 8:46

28-07-2020Troense

Tidligt op, men kø til badet. Fik to gode låne-cykler, også gratis.

Efter morgenmaden cyklede vi af sted til Valdemars Slot med slotskirke. Man kan med billet komme ind på slottet og ud i parken, men den yndige pavillon ved vandet er privat område. Gode beskrivelser af hvad man ser i de forskellige rum. I entreen står en stor isbjørn, rejst på bagbenene.

På 1. sal er den smukke riddersal, som også bruges til koncerter. Husker også en smuk spisestue til 16 personer med håndmalet tapet.

På 2. sal  en række meget forskellige soveværelser og et badeværelse med bidet og badekar og prismelysekrone!

Gik også ned i kælderen til køkkenregionerne.

Efter en kort tur i parken cyklede vi videre til Bregninge. Lækker frokost på kroen, hvor Claus lånte værktøj til at justere saddelhøjden på hans cykel. Den var blevet mindst 15 cm lavere på vejen dertil. Desværre fik han ikke sat den helt nok op.

Bregninge Kirke med altertavle af Sven Havsteen Mikkelsen. Og op i tårnet (95 trin) for at nyde udsigten. Jeg savnede dog noget vindtæt tøj deroppe, så min tålmodighed var ikke stor nok.

Videre mod S til Landet Kirke, hvor Elvira Madigan og Sixten Sparre er begravet. Folk plejer at lægge deres brudebuketter der, men der var ingen i dag. Smuk cykeltur tilbage gennem skoven til Valdemars Slot og Troense.

Efter aftensmaden vældig hyggelig snak med vores tyske naboer. De bor i Harzen, og deres yndige datter går på kostskole på et musikgymnasium i Wernigerode. Hun spiller klaver og synger i kor, og får en lige så grundig musikuddannelse som drengene fik på SAG.

Onsdag 29/7, gråt, koldt og stormende kuling.

Stadig i Troense.

Tog bussen ind til Svendborg kl. 10. Kom i snak med en pensioneret præst fra et par danske kirker i Sydslesvig, som ærgrede sig lige så meget over den ministerielle indblanding i præstearbejdet, som Claus ærgrede sig over indblandingen i lærernes undervisningsfrihed. Ja, vi snakkede ivrigt i munden på hinanden og sagde det samme.

I Svendborg startede vi med en kop formiddagskaffe på en fortovscafe. Derefter nedad mod havnen for at finde Museet for Lystsejlads. Gratis og spændende. Bl.a. den Finnjolle, som Poul Elvstrøm vandt 8 OL guldmedaljer med, næppe netop den, men en magen til. Og historien om optimistjoller, som børn over hele verden sejler i: To drenge i San Francisco havde bygget sæbekassebiler og sat sejl på. Bageren blev så irriteret over deres køren op og ned, at han kylede bilerne i havnen. Og så var det jo endnu sjovere at sejle!

Der var også plancher om Troels Kløvedal og hans jordomsejlinger. Og om andre, der har sejlet jorden rundt alene non-stop med en båd som var mindre end MINI. Det kan det godt være!

Mødte et par, som kunne huske os fra Omø havn.

Frokost på et lille pizzeria hos en tyrkisk mand og hans tørklædeklædte kone. Hun turde kun smile til kunderne, når hun stod bag sin mand så han ikke så det. Pizzaerne var store nok til at vi blev mætte af resterne om aftenen!

Videre op til Danmarks Forsorgsmuseum, som er indrettet i den eneste bevarede fattiggård i Danmark. Den skulle have været revet ned, men blev bevaret fordi Nenes (Ediths søster) studiekammerat Henrik greb ind, og fik den lavet om til museum, hvor han blev den første leder.

Rystende at se hvordan beboerne blev behandlet, især "de uværdige", dvs. arbejdsløse, alkoholikere og psykisk syge, som man mente skulle lære at bestille noget.

Der skulle have været en specialudstilling om 7 søskende og deres liv på fattiggården og senere, men den var ikke blevet færdig pga. Corona. Men der var en masse om Godhavndrengene og andre børnehjemsbørn.

Ved busstoppestedet hjem mødte vi et par fra Nykøbing Sj., som også ligger her i Troense.

Torsdag 30/7, stadig kraftig vind, men lidt sol

Stadig i Troense.

Valgte at blive endnu en dag i Troense pga. vinden. Den var ikke for stærk, men vest både torsdag og fredag, men øst lørdag! Vist kun for 2. gang på vores tur. Altså var den gunstig for Marstal fredag og Sønderborg lørdag. Og hvilken tur det blev lørdag, bare vent!.  Claus skrev sin kronik færdig, og jeg gik tur rundt i Troense og så på smukke bindingsværkhuse.

Resten af dagen dovnede vi bare, snakkede med naboerne og nød synet af nye sejlere der kom ind. Et ungt tysk par lagde til ved enden af vores søde tyske naboer, men de havde et oppusteligt paddleboard, så de kunne komme ind til land.

Dagen 30-07-2020 var dagen hvor jeg fangede en fisk! Og det var på det eneste regulære kast. Ved det første kast plumpede spolen i vandet, så jeg måtte trække avnet op med hånden, og derefter små 100 m snøre ligeledes manuelt, spændt på om snøren var bundet fast i spolen. Det var den, og så kunne jeg fortsætte. Men tænk selv igennem hvad det indebærer. Det næste kast var forsigtigt for at se om jeg havde skaffet mig nok line til at kaste til. Det havde jeg, og jeg kastede til - og trak en fin sild op. Der var nok gået tre kvarter og det var blevet mørkt, så jeg gik opløftet hjem med min fangst. Vi spiste den dagen efter, og den smagte meget fint.

Fredag 31/7,

Troense -> Marstal  -> Ristinge

Fin sejltur op mod Svendborg og ned gennem Sydfynske Øhav til Marstal, hvor vi valgte at ligge for anker ved Ristinge ovre ved Langelandssiden. Dejlig rent klart vand, bunden lignede næsten den vi oplevede på Anholt, og Claus tog en svømmetur, men jeg havde ikke rigtig lyst. Var vist bange for at blive forkølet inden højskolen. Helt stille og smuk aften.

Lørdag 1/8, lidt sol og megen blæst

Ristinge -> Sønderborg

I nattens løb var det blæst op, og vinden ville blive værre ved 14-tiden, så det var om at få gjort klar til at komme hurtigt af sted.

Rigeligt kraftig vind, men medvind, så vi sejlede med spiler i de store bølger. Smuk tur.

Der er også en video.

 

Ja, vi sejlede:

Keep Sailing standsede uden jeg opdagede det kl. 11:19 på minuttet hvor jeg sendte en SMS til havnen om at vi var på vej hjem, så vores plads kunne reserveres. Turen varede fra kl. 8:53 til kl. 12:50 og var på 30 SM. Dvs. en gennemsnitsfart på 6 knob. Da vi sejlede hurtigst fra kl. 9:35 til kl. 11:19 sejlede vi 11,4 SM dvs. 6,6 knob i gennemsnit.

Det var halv vind til sydspidsen af Ærø. Da vi rundede den, fik vi en agten for tværs som drejede til næsten plat læns hen mod Sønderborg. Det var en skøn tur. Høj sol, rigelig vind, store bølger og en spiler der bare stod! - efter 10 minutters uro med at få den sat. Det var lidt dristigt - meget hvis man tænker på at det var Ediths jomfrutur. Men hun kunne godt mestre pinden. Det gik kun galt ved roret når hun skulle se hvad jeg lavede ved spileren. ”Nu passer du dit og ser ikke på mig!” var en efterhånden ofte givet ordre. Godt inde i Sønderborg Bugt bjærgede vi spileren i det hårde vejr lettere end nogensinde.

På et tidspunkt hvor bølgerne var meget store, og jeg egentligt ville have forventet nogen ængstelse, spurgte jeg Edith: ”Hvad mener du om situationen?” Hun så sig lidt omkring. ”Pragtfuld!” sagde hun sgu så! Men hun har altså heller ikke oplevet spilerkaos endnu. Helt fuldbefaren er hun nu ikke. Men meget imponerende!

Når jeg i eftersæsonen snakkede med andre sejlere på havnen om sommerens oplevelser og sluttede med denne beretning om min nye kæreste som aldrig før havde sat sine ben i en sejlbåd og nu havde oplevet fire uger på havet med allehånde udfordringer, afslørede reaktionerne entydigt mandesejleres ofte bitre erfaringer med koner: ”Dér har du fanneme været heldig!”

 

PS. Juli var ”Den koldeste juli i 41 år og mest blæsende i mands minde.

Men næppe havde vi sluttet årets ”sommer”tur, så satte sommeren ind! ”August 2020 Syvendevarmeste siden 1874, femtesolrigeste siden 1920 – og relativt tør. Mange nedbørsdøgn, skybrud og sommerdøgn, ubetydeligt antal tropedøgn. Langvarige regionale og landsdækkende varme-/hedebølger.” Og så var jeg alene med MINI! Med udsigten til ulidelig hede på fastlandet tog jeg to eneture, 6.-8. og 14.-16. august, begge til Skelde Vig for første overnatning og Høruphav for anden overnatning. Solnedgang i Skelde Vig d. 14.8. På vejen til Høruphav brugte jeg en halv time på at finde Brudestenen om hvilken der går mange fortællinger.

Der var utroligt mange både både i Skelde Vig og i Høruphav. Der er langt mellem gode ankerpladser omkring Sønderborg Bugt når vinden er i øst. Op mod 80 % tyske vil jeg gætte på.

 

Årets tilbagelagte distance blev 479 sømil. Det rakte til en 4.plads. (mod sidste års 2.plads)