Den frie vilje

Forskning på afveje

 

Hvad er et menneske og hvad er en ’vilje’?

·         Kan man være et personligt menneskeligt individ uden at stå ved sig selv, altså føle og tage ansvar for sig selv over for sig selv?

·         Kan vi omgås hinanden som personer uden at kræve et tilsvarende ansvar af hinanden? Svarene giver sig selv.

At tage eget ansvar betyder ikke blot at man over for sig selv vedkender sig sin adfærd. Ansvar praktiseres gennem sproget hvormed vi begrunder vores udsagn og handlinger over for os selv og hinanden. Således øver vi indflydelse på hinanden, stiller vores krav, afstemmer vores forventninger og udvikler vores samfund. Ansvaret via sproget i tanke og i tale er måden hvorpå vi definerer os selv både personligt og som art.

Men det har en afgørende implikation: Mit ansvar giver kun mening for mig i forbindelse med noget jeg kan opfatte som mit valg. Så når vi tager ansvar for vores udsagn og vores handlinger, oplever vi naturligvis at vi selv har valgt dem. Og når vi faktisk har valgt og ikke bare undladt at vælge, så oplever vi det som at vi har haft en vilje til at vælge.

Således opstår fænomenet ’vilje’. I handlingsøjeblikket er det vores indre oplevelse af at have magten til at udføre en ønsket handling. Vilje kan ikke tilskrives andet og mere indhold: vores indre oplevelse af at handle.

Når vi lægger den indiskutable umiddelbare betydning i de begreber vi anvender, så kommer vi frem til at vilje skaber personen: vilje ] valg ] ansvar ] person.

Og, som det i almindelighed er tilfældet, så kan vi se tilbage på at der i handlingsøjeblikket var mulighed for at træffe mange andre valg. Vi havde frit valg, viljen var fri til at vælge.

Således opstår den ’frie’ vilje. Det er en virkelig følelse – blandt alle de følelser og indre oplevelser som udgør vores bevidste indre liv.

Denne opfattelse af at være menneske er ikke forenelig med det videnskabelige verdenssyn. For på den anden side…

 

Problemet

Når vi iagttager naturen, så har den fra tidernes morgen udviklet sig helt uden vores tilstedeværelse styret af kausaliteten i naturens egne love. I naturen hersker determinismen. Som følge af disse naturlove gør Homo sapiens langt om længe sit indtog som en del af denne natur, indiskutabelt.

Her opstår problemet. For homo sapiens er skabt af naturlovene, men forsynet med en bevidsthed som oplever individets netop beskrevne frie vilje som afgørende for at kunne føle sig som et personligt individ. Men kausaliteten i naturlovene…? Kan vores bevidsthed så pludselig på egen hånd træde ud af kausaliteten og sætte naturlovene ud af kraft?

Her opstår så det grundlæggende spørgsmål: Har vi fri vilje eller har vi ikke? Svaret vil blive fundet.

 

Problemet ligger i relationen mellem bevidstheden og verden. Det er et resultat af bevidsthedens forestilling om sig selv og sin placering i verden.

Problemer findes ikke i verden.

De opstår som følge af bevidsthedens måde at gå til verden på

Undertegnede i al beskedenhed

Heraf er problemet opstået og hermed søges det løst. Det er imidlertid ikke muligt:

No problem can be solved from the same level of consciousness that created it.

Albert Einstein

 

Videnskaben har da heller ikke nærmet sig en forståelse. Den fortsætter tilmed ud fra den forestilling at vores bevidsthed på egen hånd kan træde ud af kausaliteten og sætte naturlovene ud af kraft. Vi skal derfor opleve Forskning på afveje.

For snart et halvt århundrede siden skete der noget afgørende. Analysen af de nerveprocesser som hører til forskellige sanseindtryk, emotioner og motoriske handlinger m.m. var nået et stade, hvor man kunne gøre sig håb om at finde et videnskabeligt svar på spørgsmålet: Hvordan kan vi indplacere den frie vilje i den store viden om hjernen der er opnået?

Neurovidenskabsmanden Benjamin Libet satte sig for at besvare det første nærliggende spørgsmål: Hvornår i forhold til en ønsket handling sætter viljen gang i de nerveprocesser som fører til handlingen? Libets forestilling var følgende[i]:

"Hvis en bevidst intention eller beslutning om at handle skal indlede en viljesbestemt begivenhed, så må den subjektive oplevelse af denne intention gå forud for, eller i det mindste falde sammen med begyndelsen af de særlige processer i hjernen, der formidler handlingen.

Således som vi oplever at være herre i eget hus, må det være den selvfølgelige forventning - som straks giver hele problemstillingen den ultimative udfordring, for hans eksperimenter viste det modsatte.

De særlige processer som formidler en handling kan iagttages 0,35 sekunder inden beslutningen om at udføre handlingen opleves. De er altså ikke sat i gang af det der opleves som en vilje. Så går der yderligere 0,2 sekunder fra beslutningen opleves til handlingen udføres, men neurofysiologisk og deterministisk var handlingen i gang inden.

Libet kunne ikke acceptere sit eget forskningsresultat. Den frie vilje måtte reddes - in casu ansvaret. Selv fandt han i form af de sidste 0,2 sekunder at der var plads til et bevidst veto[ii], altså en fri uvilje. Det er tydeligvis et desperat forsøg på at redde ansvaret. Og da kun for ikke at gøre noget uønsket. Fortjeneste for at gøre noget godt kan man ikke opnå. Men helt absurd er det i forbindelse med problemets kerne, en u/viljes mulighed for at sætte naturlovene ud af kraft.

Stadig efter et halvt århundrede kan man opleve en hjerneforsker rejse rundt i landet og underholde med forskningens forbløffende indsigter fremførende netop dette tidlige løsningsforsøg fra ophavet selv[iii].

Den eksperimentelle teknik er siden udviklet meget. Det har kun yderligere underbygget essensen af Libets resultater.

Altså ser man stadig Libets eksperiment fremført som videnskabens afgørelse: Mennesket har ikke en fri vilje. Men samtidigt vånder de samme videnskabsfolk sig over situationen. Vi kan ikke undvære den frie vilje.

Filosoffen Arno Victor Nielsen karakteriserer det kort og godt således:

Man kan godt lave en naturvidenskabelig konstatering af, at vi ikke har fri vilje.

Men vi kan ikke acceptere det”.

Sådan! Det er ikke en situation man fortløbende kan leve med. Libets eksperimenter er derfor en uafviselig udfordring på et konkret arbejdsgrundlag. En omfattende forskning forsøger stadig at nærlæse og fortolke de fysiologiske eksperimenter for at finde plads til et viljesindgreb i den ellers kategoriske determinisme. Ofte foregår det ved en fortolkning/udvanding af viljesbegrebet så det ikke strider mod determinismen. Og stadig mere fantasifuldt - meget mere[iv] – men uden at komme til en opfattelse der anerkender determinismen og samtidigt åbent omfatter vores oplevelse af ansvar og vores oplevelse af at være os selv.

Forskningen er åbenlyst på afveje. Spørg enhver: ”Har du en fri vilje?” Er du ansvarlig for dine handlinger?” Og svaret vil være ”Ja! Ja!”

Vi tager nu fat hvor vi slap tidligere:

No problem can be solved from the same level of consciousness that created it.

Det er i relationen mellem bevidstheden og verden problemet ligger. Verden kan vi ikke lave om. Altså må vi finde et andet ”level of consciousness”; bevidstheden må finde en anden forståelse af sig selv og sit forhold til verden. Kan den det? Det kan den, og læserens parathed til at afprøve den tanke er afgørende for at få videre udbytte af teksten.

Hvad er bevidstheden?

Ja, hvad er overhovedet bevidstheden?

Når vi stiller spørgsmålet, så opdager vi at det er bevidstheden selv der stiller det til sig selv om sig selv. Ifølge Wikipedia: "Bevidsthed er nok det mest undersøgte emne i psykologien, men til trods herfor det vanskeligst forståelige". Der er ikke noget at forstå videnskabeligt. Min bevidsthed opleves kun af mig selv og er utilgængelig som sådan for andre, herunder videnskaben.

Hvis bevidstheden derimod prøver at se ind i sig selv efter et svar, så kan den kun se sig selv som i et spejl, og det er svært at komme længere end til en lettere omskrivning af Descartes: ”Jeg tænker, altså er der noget der tænker.” Vores bevidsthed er en på ultimativ selvreference hvilende illusion, og den eksisterer kun som sådan, for sig selv er den et mirakel og samtidigt et blot og bart faktum.

Vores verdensbillede, herunder vores videnskab med dens indbyggede problemer, er altså opstået som sådanne arbitrære bevidstheders tolkning af de udfordringer de møder i verden. Vi kan med god grund kalde dem fri fantasi. Vi kan godt nok ikke se vores eget verdensbillede som fri fantasi. Men sådan ser vi på fortidens verdensbilleder, og sådan vil fremtiden kunne se på vores. Så længe forestillingerne om verden hjælper os til at begå os i verden, så længe de virker, er de virkeligheden, vores virkelighed.

Men vores virkelighed virker ikke mere. Den kan imidlertid ændres. Det er sket mange gange, og det vil ske igen. Det sker ved såkaldte paradigmeskift.

Paradigmeforståelsens fader, Thomas Kuhn, har opstillet bl.a. disse betingelser som kan udløse et paradigmeskift

1. Varige uløselige problemer (den frie viljes problem, det psyko-fysiske problem, bevidstheden)

2. Noget indtræffer som ikke burde være muligt (kvantemekanikken)

Den frie viljes problem behandler vi her. Alle de nævnte problemer finder deres løsning baseret på det komplementaritetsprincip som især kvantemekanikken uomgængeligt har påvist er et vilkår for vores bevidsthed når vi iagttager den verden hvoraf vi selv er en del. Se mere her: Ved vejs ende

Nye muligheder kan åbne sig hvis vi foretager en analyse af hvordan vi opstår som individer.

Ja, hvem tror du egentlig du er?

Ofte hørt: ”Hvis ikke din far og mor havde mødt hinanden, var du aldrig blevet født”. Nej, at det skulle være din tur, så du bare blev født af andre forældre, det giver slet ingen mening.

Nu mødte din far og mor hinanden, men du er ikke et nødvendigt resultat af det møde. Du kan have søskende af samme møde.

Nå, men så er det måske kombinationen af en bestemt sædcelle og et bestemt æg, der har resulteret i dig? Det kan også straks afvises, for enæggede tvillinger udvikler helt separate ’jeg’er. Ja, det er vanvid at knytte netop dit ’jeg’ til din krops gener eller til dit stamtræ overhovedet.

At dine forældre mødte hinanden er godt nok en nødvendig betingelse for dine ydre personlige karakteristika. Men det er ikke det der er på tale her. Det er din indre oplevelse af netop dit enestående ’jeg’ – hele dit mentale indhold som ikke har eksisteret før dig og ikke vil eksistere efter dig – og for det kan en tilstrækkelig betingelse ikke findes. At det overhovedet opstår er uforklarligt. Dets eneste eksistens er at det opleves af netop dig, og derfor er det utilgængeligt for andre, herunder videnskaben.

Jamen, hvorfor var det så netop dig der blev født? Svaret er at det var det heller ikke! Det var ikke dig der blev født. Et nyfødt barn er ikke nogen. Du blev dig efterhånden som du i dit sprogbeherskende miljø lærte at sætte ord på de indre oplevelser samtidigt med at de opstod i din bevidsthed. Efterhånden overtog du selv den sproglige tilegnelse af dine oplevelser og formede en sammenhængende fortælling i dig selv om dig selv. Du var blevet dig.

Men du skal tage vare på dig selv. Som denne artikel startede, så er du for at fremstå som et troværdigt individ for dig selv og andre, nødt til i din indre fortælling om dig selv at stå til ansvar for og kunne forsvare dine handlinger. Den frie vilje giver indhold til processen ’vilje ] valg ] ansvar ] person’. I den proces er din oplevelse af fri vilje afgørende. Det er en faktisk eksisterende del af din virkelighed.

Samtidigt er det i denne sammenhæng, i de indre oplevelser, vi oplever vores liv, glæder, sorger, alle følelser, ’jeg’oplevelsen, bevidstheden, vilje, ansvar… alle disse fænomener er kategorisk personlige.

Men du er også en forbigående, mirakuløs unik bevidsthed til låns for evolutionen. I den tid du har, danner du dig et verdensbillede som du arbejder med på. Og du giver dine bidrag videre til de næste generationer, alt under påvirkning af den kultur du er i.

I andre kulturer opstår andre ’jeg’er med samme selvfølgelighed og med andre verdensbilleder med samme ret som dit.

Aktuel videnskabs analysemetode består i at beskrive problemerne set udefra og forsøge at få dem indpasset i en større allerede accepteret teoridannelse. Det fører til at verden udvikler sig efter naturlovenes kausalitet. Set i den sammenhæng følger dine handlinger også deraf, og som Libets eksperiment viser, afspejler de sig derefter i din bevidsthed.

Vores handlinger eksisterer i verden inden de opstår i bevidstheden. Det kan næsten formuleres som en selvfølgelighed: Vores handlinger må naturligvis eksistere i verden inden de kan træde ind i bevidstheden. Når eksperimenterne stred mod Libets forventninger, var det fordi han inddrog den indre oplevelse af en vilje i en ydre eksperimentel neurofysiologisk opstilling. I litteraturen om Libets forsøg kaldes ’viljen til at handle’ også ’træffe beslutning om’, eller ’få bevidsthed om’, eller ’føle tilskyndelse til’, eller ’mærke ønske om’ etc. at handle. Det er åbenbart at netop dette element i eksperimenterne, forsøgspersonens oplevelse af handling, ikke lader sig definere i den sammenhæng hvori forsøget udføres. Den er udtryk for indre, private oplevelser. Vilje og oplevelse af beslutning har ingen plads i naturvidenskabens rammer. Dine indre oplevelser kan du fortælle om til andre. Men ingen kan opleve dit ’jeg’, altså hvad det vil sige at være dig, at opleve det som dit ’jeg’ oplever, ud over dig selv.

Vi lever altså vores liv både med betragtninger udefra af ydre fænomener tilgængelige for alle og med personlige, private indre oplevelser, fænomener som kun eksisterer for os enkeltvis. I den første sammenhæng hersker determinisme, i den anden fri vilje. Her fremstår så løsningen: Der er tale om

Komplementaritet.

Komplementaritet er en logisk struktur, indtil da ukendt, som løste et fundamentalt udfordrende problem da de atomare fænomener trådte frem i begyndelse af 1900-tallet. Der skete noget som ikke burde kunne ske, naturen modsagde sig selv. Elementære fænomener som f.eks. fotoner og elektroner præsenterer sig for os som bølger når vi betragter dem på én måde og som partikler betragtet på en anden måde. Det drejer sig om to forskellige eksperimentelle opstillinger.

I den situation løste Niels Bohr den logiske knude ved at iagttage at de to betragtningsmåder ikke kunne anlægges samtidigt, den ene opstilling udelukkede den anden. Dermed kunne modsigelsen ikke indtræffe. Men det betyder også at verden først får form, træder frem som noget bestemt, når vi har valgt opstilling. Det er et helt fundamentalt andet forhold mellem bevidstheden og verden.

Radikaliteten i dette vilkår er ikke trængt igennem i store dele af fysikerverdenen:

Nobelpristager og en af de mest indflydelsesrige amerikanske fysikere i det 20. århundrede med uvurderlige bidrag til teorien for kvanteelektrodynamik, Richard Feynman, siger

”Jeg mener jeg med sikkerhed kan sige, at der er ikke nogen der forstår kvantemekanik… Lad være med at blive ved med at sige til dig selv ”Jamen hvordan kan det lade sig gøre?” for du bliver trukket ind i en blindgyde hvorfra ingen endnu er undsluppet. Ingen ved hvordan det kan lade sig gøre” [v]

Der advares mod at stille spørgsmål. Det er en særpræget videnskabelig doktrin som viser at en stor udfordring ikke er overkommet. Jeg fortsætter her i artiklen på et grundlag som ikke er aktuelt anerkendt (endnu!?), at anvende fundamental komplementaritet uden for atomfysikken. Læs meget mere om dette i En anden forståelse af forståelse.

Den atomare verden opfatter vi som selve grundlaget for den verden vi lever i. Altså er en komplementær tilgang nødvendig for bevidstheden når den forholder sig til den verden hvoraf den selv er en del. Det er så løsningen på den tidligere opstillede udfordring:

Problemet ligger i relationen mellem bevidstheden og verden,

og løsningen er komplementaritet.

Lige så snart vi åbner for denne mulighed, får vi øje på ’bevidsthed’, ’vilje’, ’beslutning’, ’ansvar’ og ’jeg’et m.m. og spørger forbløffet: Hvad laver de begreber i hjerneforskningen som udefra måler elektriske potentialer i neurofysiologiens ramme? Her kan de ikke inddrages.

Vi står altså med to tilsyneladende modstridende kendsgerninger. Men komplementaritetsprincippet kan redde logikken hvis de to kendsgerninger hører hjemme i helt separate emnessphærer.

De to komplementer er

·         Verden set udefra. Her gælder determinisme i en naturvidenskabeligt forstået verden.

·         Introspektionen. Her oplever vi livet med fri vilje i vores egen private verden.

Begreber fra de to områder kan ikke behandles sammen.

Den klare distinktion mellem de to kategorier kan udbygges:

·      Indefra oplever vi livet subjektivt og opbygger individuelle ’jeg’er med værdier, frie valg, ansvar m.m.

Naturvidenskaben beskriver fænomenerne objektivt udefra og opbygger vores kollektive virkelighed med lovmæssigheder.

·      De indre oplevelser eksisterer kun i ét menneske ad gangen.

Naturvidenskabens begreber er kulturelle og videnskabeligt universelle.

·      Peronligt ser vi fremad og koncentrerer os om valget for fremtiden.

Naturvidenskaben ser tilbage og behandler indhøstet erfaring.

Som bevidstheden har gjort i hele menneskekulturens udviklingshistorie, vil den gennem paradigmeskift ændre sig i overensstemmelse med fundamentalt nye udfordringer den møder. Så skal man bare vænne sig til en ny virkelighed, og det er absolut muligt.

Otte år efter at Newton i 1687 publicerede sine tre dynamiske love og loven om gravitationskraften, skrev han til Richard Bentley[vi]:

At et legeme kan virke på et andet på afstand gennem vacuum uden at betjene sig af noget som helst gennem hvilket deres virkning og kraft kan formidles fra det ene til det andet, er for mig så absurd en tanke, at jeg tror intet menneske, som har anlæg for at tænke fornuftigt, kan tilslutte sig den."

Det burde ikke kunne lade sig gøre. Men det virkede. Og så blev det virkeligheden. Jeg, som livslangt har undervist unge mennesker i Newtons gravitationslov, kan bevidne at ikke en eneste elev har løftet et øjenbryn i den anledning. Det er fuldbragt.

Newton udtaler sig fuldstændigt som Feynman. Og nu står vi med en komplementaritet som virker, og så…?

Og Libet bragte os i en helt tilsvarende situation. Og nu står vi med en komplementaritet som virker, og så…?

 

En afgørende grund til at forskningen slår knuder på sig selv for at få plads til den frie vilje, er at det ser ud som om vi ikke kan straffe hvis vores handlinger er kausalt betinget. Dvs. hele retsvæsenets grundlag er væk.

Men det er en misforståelse med hensyn til ansvarets placering. Men en komplementær verdensopfattelse er der to separate områder hvor vores ansvar kan placeres.

Vi er ikke ansvarlige for vores handlinger set udefra. Som denne artikel startede, så er vi ansvarlige for indefra at identificere os med vores handlinger og formulere vores person i overensstemmelse hermed. Vi kan kun opretholde vores personlighed hvis vi anerkender dette ansvar. Med denne bagage lever vi i vores sociale liv med intens interaktion gennem sprog og handling og påvirker hinanden på godt og ondt. I den sammenhæng fungerer klare sociale mekanismer. Det gør der i samme grad i dyreflokke som lever socialt. Det er vores sprog som får os til at tænke på vores adfærd på en anden måde og får os til at formalisere vores adfærd med en juridisk overbygning. Men vi handler efter samme lovmæssigheder som en dyreflok.

Men vores handlinger er vores liv og ansvar for vores handlinger er noget vi påtager os i livet.

Et belysende eksempel (for de ældre blandt læserne?):

Lad Clinton sige (tale sandt) "I did have sexual relations with that woman, miss Lewinsky." og tilføje "but it wasn't my intension". Så var præsident Clinton ud af det hvide hus med det vuns. Og hvis han fortsatte med at fralægge sig ansvar, hævde at han ikke havde noget valg, men at noget andet styrede ham (hvad man jo bestemt kan forestille sig), så ville han melde sig ud af den sociale sammenhæng og ende i psykiatrien - som nok ville sørge for den endelige opløsning af hans ego, hvis han fastholdt. Selvom ’noget andet’ set udefra styrer ham, så må han gøre det til sit, og påtage sig ansvaret. Det hænger fint sammen set indefra, han kunne jo bare have ladet være. Og det ved han godt. Altså valgte han at gøre det.

Han oplevede sin frie vilje, og han anerkendte og påtog sig sit ansvar. 

Ansvar i denne betydning er tilstrækkeligt grundlag for et velfungerende retsvæsenet.

 

Q.E.D. in toto

 



[i]      https://www.informationphilosopher.com/freedom/libet_experiments.html John Eccles speculated...”

[ii]     https://www.informationphilosopher.com/freedom/libet_experiments.htmlthe diagram shows room for a "conscious veto.

[iii]   I spørgsmålet om en viljes mulighed for at gribe ind i determinismen er ’Fri vilje’ og ’fri uvilje’ det samme. I Leif Østergaard: Hjernen fra serien Tænkepauser (måske en undskyldning?) fremstilles tankegangen således:

Der foreligger mulighederne: A B C D E F G som er potentielle valg

Jeg vil vælge C, men har ikke den frihed.

Jeg har frihed til at fravælge A B D E F G   -   og C bliver tilbage!

Det er åbenbart sådan det skal forstås. På s.58-59 om et ph.d.-forsvar:

De skulle stille Mads vanskelige spørgsmål og sikre, at der ikke var huller i hans arbejde og viden. Da opponenterne var overbevist, stillede den ene det spørgsmål, jeg havde glædet mig til at høre svaret på: "Så har vi en fri vilje?". Mads svarede klogt, at det er der nogle forskere, der stadig mener. Men han tilføjede, at vi nok snarere har frihed til at vælge, hvilke handlinger vi ikke vil udføre. Med andre ord: Vores hjerne arbejder hele tiden med mulige scenarier og planer for den nære og mere fjerne fremtid og efterhånden som de modnes, kan vi stoppe de handlinger, som ikke passer i situationen. Så du har muligvis ikke valgt at læse denne bog, men snarere fravalgt at se en film i fjernsynet, tømme opvaskemaskinen — eller noget helt andet.

En fiks løsning!

 

[iv]    http://claus.munchow.net/BerthelsenKonklusion.htm   med henvisninger til En anden forståelse af forståelse

[v]     Gamma 138 s.43, 

[vi]   Newtons brev til Bentley