Den frie vilje
Et gammelt problem med en helt ny
løsning
Stil ethvert
menneske som ikke har interesseret sig for filosofi, spørgsmålene: ”Har du en
fri vilje?” og ”Er du ansvarlig for dine handlinger?”
Svarene vil være ”Ja!” og
”Ja!” - uden tøven.
Det er først når
filosofferne kommer ind i billedet at problemer opstår. De stiller spørgsmål.
Det må vi så også gøre. Men i modsætning til filosofferne som trives fint med
uløselige problemer, insisterer vi på at komme videre ved at ændre de rammer
inden for hvilke vi søger. Først, hvad er det vi har med at gøre?
Hvad er et menneske og hvad er en
’vilje’?
Kan man være et
personligt menneskeligt individ uden at stå ved sig selv, altså føle og tage
ansvar for sig selv over for sig selv? Alt det jeg gør,
siger og tænker og tager ansvar for udgør mit ’jeg’. Uden ansvar, intet jeg.
Gør jeg noget, er jeg nødt til at sige ”det var mig der gjorde det”. Altså
tager jeg ansvar for det. Videre: Jeg
kan ikke føle ansvar for noget jeg ikke selv har valgt. Altså har jeg selv
valgt. Og når jeg faktisk har valgt og ikke bare undladt at vælge, så oplever
jeg det som at jeg har haft en vilje til at vælge.
Således opstår fænomenet
’vilje’. I handlingsøjeblikket er det vores indre oplevelse af at have
magten til at udføre en ønsket handling. Vilje kan ikke tilskrives
andet og mere indhold: vores private indre oplevelse når vi handler.
Men det er den der skaber os som den vi er.[i] Ansvar for vores
handlinger er noget vi påtager os hvorved vi skaber os selv.
Når vi lægger den
indiskutable umiddelbare betydning i de begreber vi anvender, så kommer vi frem
til at vilje skaber personen: vilje > valg
> ansvar > person.
Og, som det i almindelighed er
tilfældet, så kan vi se tilbage på at der i handlingsøjeblikket var mulighed
for at træffe mange andre valg. Vi havde frit valg, viljen var fri til at
vælge.
Således opstår den ’frie’
vilje. Det er en virkelig følelse – blandt alle de følelser og indre oplevelser
som udgør vores bevidste indre liv.
Ansvaret via sproget i tanke
og i tale er måden hvorpå vi definerer og forstår os selv både personligt og
som art. Med sproget øver vi indflydelse på hinanden, stiller vores krav,
afstemmer vores forventninger og udvikler os selv og vores samfund.
Denne opfattelse
af at være menneske er imidlertid ikke forenelig med det videnskabelige
verdenssyn. For på den anden side…
Problemet
Når vi iagttager
naturen, så har den fra tidernes morgen udviklet sig helt uden vores
tilstedeværelse styret af kausaliteten i naturens egne love. I naturen hersker
determinismen. Således har man betragtet naturen siden antikken.
Som følge af disse naturlove gør Homo sapiens langt om længe sit indtog som en del af denne natur, indiskutabelt.
Her opstår
problemet. For homo sapiens er skabt af naturlovene, men forsynet med en
bevidsthed som oplever individets netop beskrevne frie vilje som afgørende for
at kunne føle sig som et personligt individ. Men kausaliteten i naturlovene…?
Kan vores bevidsthed så pludselig på egen hånd træde ud af kausaliteten og
sætte naturlovene ud af kraft?
Svaret må være ”nej”, og så
opstår det grundlæggende spørgsmål: Har vi fri vilje eller har vi ikke?
På det her skitserede
grundlag har problemet været analyseret og diskuteret siden antikken.
For snart et
halvt århundrede siden skærpedes konflikten yderligere. Analysen af de
nerveprocesser som hører til forskellige sanseindtryk, emotioner og motoriske
handlinger m.m. var nået et stade, hvor man kunne gøre sig håb om at finde et
videnskabeligt svar på spørgsmålet: Hvor hører den frie vilje hjemme i
den store viden om hjernen der er opnået?
Neurovidenskabsmanden Benjamin Libet satte sig
for at besvare det første nærliggende spørgsmål: Hvornår i forhold til en ønsket
handling sætter viljen gang i de nerveprocesser som fører til handlingen?
Libets forestilling var følgende[ii]:
"Hvis en bevidst
intention eller beslutning om at handle skal indlede en viljesbestemt
begivenhed, så må den subjektive oplevelse af denne intention gå forud for,
eller i det mindste falde sammen med begyndelsen af de særlige processer i
hjernen, der formidler handlingen."
Således som vi oplever at
være herre i eget hus, må det være den selvfølgelige forventning - som
straks giver hele problemstillingen den ultimative udfordring, for hans
eksperimenter viste det modsatte.
De særlige processer som
formidler en handling, kan iagttages 0,35 sekunder inden beslutningen om at
udføre handlingen opleves. De er altså ikke sat i gang af det der opleves som
viljesbestemt. Så går der yderligere 0,2 sekunder fra ’beslutningen’ opleves
til handlingen udføres. Altså 0,2 sekunder inden handlingen mærker vi at den er
på vej. Det er altså muligt at opleve at vi har udløst handlingen. Men
neurofysiologisk og deterministisk var handlingen i gang inden.
Libet kunne ikke acceptere
sit eget forskningsresultat. Den frie vilje måtte reddes - in casu ansvaret for
vores handlinger. Selv fandt han i form af de sidste 0,2 sekunder at der var
plads til et bevidst veto[iii], altså en fri uvilje.
Det er tydeligvis et desperat forsøg på at redde ansvaret. Og da kun for ikke
at gøre noget uønsket. Fortjeneste for at gøre noget godt kan man ikke opnå.
Men helt absurd er det i forbindelse med problemets kerne, en u/viljes mulighed
for at sætte naturlovene ud af kraft.
Den eksperimentelle teknik
er siden udviklet meget. Det har kun yderligere underbygget essensen af Libets
resultater. Altså ser man stadig videnskabelige eksperimenter fremført som
videnskabens afgørelse: Mennesket har ikke en fri vilje.
Men samtidigt vånder de
samme videnskabsfolk sig over situationen. Vi kan ikke undvære den frie vilje,
for det ville fjerne hele grundlaget for vores samfundsstruktur hvor det er afgørende
at vi kan drages til ansvar for vores handlinger.
Filosoffen Arno
Victor Nielsen karakteriserer det kort og godt således[iv]:
”Man
kan godt lave en naturvidenskabelig konstatering af, at vi ikke har fri vilje.
Men vi kan ikke acceptere
det”.
Vi kan ikke acceptere
videnskaben, og det kan den naturligvis ikke leve med. Libets eksperimenter
byder derfor på en uafviselig udfordring på et konkret arbejdsgrundlag. En
omfattende forskning forsøger derfor stadig at nærlæse og fortolke de
fysiologiske eksperimenter for at finde plads til et viljesindgreb i den ellers
kategoriske determinisme. Uden held. Snarere bevæger den sig længere og længere
ud i absurditeter[v].
Diskussionen er derfor på afveje. Man glemmer at diskussionen ikke er startet
af Libets eksperiment, men handler om et mere end 2000 år gammelt elementært
tankedilemma. Det er det der skal løses.
Der foretages
også rene filosofiske analyser som tilsigter at løse problemet. Det kan foregå
ved en afsporing af viljesbegrebet så det ikke strider mod determinismen.
Således for eksempel det nok mest søgte filosofiske tilflugtssted,
kompatibilismen. Alene navnet viser at det fundamentale problem ikke
respekteres, ja, R. E. Hobart opfatter simpelthen determinismen som en
forudsætning for den frie vilje[vi].
Hobart ræsonnerer som så:
Determinismen er en forudsætning for at ens handlinger er i overensstemmelse
med ens personlige karakter, den hvorpå man bedømmes for fortjenester og dadel.
Dvs. determinismen sikrer at man handler i overensstemmelse med den man er.
Uden determinisme kunne man risikere at ens ben begyndte at gå et andet sted
hen end ønsket af den man er. Altså ren determinisme. Med den frie vilje som vi
oplever den, kan man f.eks. vælge at eksperimentere og beslutte at udføre
handlinger – mange, ja, hvad som helst! - som jo ikke er det man ville gøre
hvis ikke man satte sig for at eksperimentere. Det oplever man ubetinget som udslag af en fri viljes gennemslagskraft.
Som den frie
viljes problem har været diskuteret siden antikken, har den været ført på
grundlag af antikkens syn på menneskets forhold til naturen. Det er i den
sammenhæng problemet er opstået, og i den sammenhæng det søges løst. Det er
imidlertid ikke muligt:
No problem can be solved from the same level of
consciousness that created it.
Albert Einstein
Vi må skaffe
plads til vores oplevelse af fri vilje ved siden af determinismen i naturen. Vi
må altså søge en dualitet i vores bevidstheds funktionsområde. Det findes ikke
i vestlig videnskab som beskæftiger sig med den fysiske verden, og i den
udstrækning bevidsthedsfænomener undersøges, så søges de inddraget i og
forstået på et materielt neurofysiologisk grundlag, jf. Libet.
Problemer findes ikke i verden.
De opstår i bevidstheden
som følge af dens måde at gå til verden på
undertegnede
Bevidstheden må finde en anden forståelse af sig selv i forhold til
verden, et andet grundlag at tænke på.
For at åbne for overhovedet at overveje den mulighed, som i dette
tilfælde faktisk er et grundlæggende paradigmeskift, kan vi lige kaste et
sideblik:
Otte år efter at Newton i
1687 publicerede sine tre dynamiske love og loven om gravitationskraften, skrev
han til Richard Bentley[vii]:
”At et legeme kan virke
på et andet på afstand gennem vacuum uden at betjene sig af noget som helst
gennem hvilket deres virkning og kraft kan formidles fra det ene til det andet,
er for mig så absurd en tanke, at jeg tror intet menneske, som har anlæg for at
tænke fornuftigt, kan tilslutte sig den."
Et par
generationer senere var det ikke noget problem. Hvad skete der? Det virkede! og
så blev det virkeligheden[viii].
Altså står
både Libet og Feynman, se senere, nu i
fuldstændigt samme situation som Newton. De står med kendsgerninger som ikke
burde kunne forekomme.
Altså står
vi nu foran et paradigmeskift. Og som
det gik med Newtons nye paradigme, kan det ende med at vi bare vænner os til en
ny virkelighed en gang i fremtiden.
Vi må starte med spørgsmålet: Hvad er da vores aktuelle
virkelighed?
Vestlig filosofi og videnskab
Filosoffen Whitehead
(1861-1947) konstaterede, at "den sikreste beskrivelse af den
europæiske filosofitradition er, at den består af en række fodnoter til Platon".
I Platons hulelignelse ser mennesket på den egentlige verden udefra. Det er blevet den position
vestlig videnskab har indtaget og opretholdt siden. Man har forsøgt at opnå en
forestilling om verden som den er i sig selv uafhængig af os som iagttagere,
altså set udefra. Al videnskabelig indsigt forsøger at opretholde denne
uafhængighed mellem verden og os som iagttagere.
At stille sig uden for
alting er en umulig position, for vi er en del af verden.
Det skulle vise sig helt
konkret da vi kom i kontakt med atomare fænomener. Der er en uundgåelig selvreference når vi iagttager den verden
hvoraf vi selv er en del. Med denne gentagne passus gør Bohr opmærksom på
at kvantemekanikken har afsløret denne position, det iagttagedes uafhængighed
af iagttageren, som selvbedrag.
Det kunne for så vidt være
indset for længst, men der skulle for den etablerede vestlige verdensforståelse
noget så drastisk til som kvantemekanikken. Den afslører så til gengæld også
uigendriveligt at vores måde at gå til verden på ikke er anvendelig.
Det sætter os på sporet af
løsningen på den frie viljes problem. Af kvantemekanikken fødtes nemlig en ny
logisk mulighed hvormed vi uden at trodse logikken kan håndtere tilsyneladende
modsætninger. Med determinisme og fri vilje er det er jo det vi står med.
Kvantemekanikken fandt sin
formulering midt i 1920’erne. Med den kan vi med enestående præcision
beskrive den materielle natur fra det mindste til det største. Den virker, men
fundamentalt forstår vi den ikke. Hør hvad nobelpristager og en af de mest
indflydelsesrige fysikere i det 20. århundrede med uvurderlige bidrag til
teorien for kvanteelektrodynamik, Richard Feynman, siger:
”Jeg
mener jeg med sikkerhed kan sige, at der er ikke nogen der forstår
kvantemekanik… Lad være med at blive ved med at sige til dig selv ”Jamen
hvordan kan det lade sig gøre?” for du bliver trukket ind i en blindgyde
hvorfra ingen endnu er undsluppet. Ingen ved hvordan det kan lade sig gøre”[ix]
Lad
være med at spørge – en særpræget videnskabelig doktrin.
Men i
begejstringen over hvad kvantemekanikken kan præstere instrumentelt, har man levet
med det, ja, ligefrem arbejdet efter devisen ”hold kæft og regn!”. Og således
foregår der nu en rivende udvikling udnyttende særlige kvanteeffekter,
kvantemekanisk sammenfiltring m.m., om hvilke man kan gentage ”Ingen ved
hvordan det kan lade sig gøre”. Dér kan vi ikke blive stående. Vi må ændre de rammer inden
for hvilke vi tænker.
Her drejer det sig ikke om
at forstå hvordan der regnes på basis af kvantemekanikken. Det har vi folk til.
Vi kan nøjes med at beskrive de åbenlyse udfordringer som resulterede i Bohrs
begreb komplementaritet og den nye
logiske mulighed knyttet hertil og læse Bohrs tekster om konsekvenserne for vores erkendelsesvilkår.
Komplementaritet
Efter 1913 hvor Bohr
fremsatte sin model for brintatomet, hvor de hidtil fuldstændigt uantastelige
egenskaber, kontinuitet og kausalitet i naturen, måtte ofres, blev fysikken
konfronteret med en overflod af nye udfordringer. I løbet af efteråret 1926 og de første
måneder af 1927 arbejdede Bohr og Heisenberg sig frem til den ultimative
udfordring. De stødte på Feynmans konflikt at en atomar bestanddel både kan
optræde som partikel og som bølge.
Heisenberg, matematikeren, havde sin udgave af kvantemekanikken som var partikelbaseret, og den virkede. Den mente han derfor de burde kunne enes om. Men det var Bohr slet ikke parat til. De havde netop haft besøg af Schrödinger som havde en beskrivelse som var bølgebaseret. Den virkede også! Bohr: ”Selv ikke den matematiske formalisme hjælper. Jeg må først forstå hvordan naturen undgår modsætninger”[iv]. Den dualisme kunne Heisenberg først ikke acceptere. Men Bohr mente at den afslørede et afgørende vilkår for vores kontakt med den atomare verden. Udfordringerne og uoverensstemmelserne gik dem på i en grad så der måtte ske noget drastisk. Bohr tog helt alene på fire ugers skitur i Norge, mens Heisenberg var glad for at blive ladt alene hjemme. For Bohr gjaldt det klar luft og højt til loftet. For Heisenberg var det papir og blyant. Men de månedlange intense diskussioner havde modnet to afgørende dele af løsningen hos dem. Med udgangspunkt i kvantemekanikken fandt Heisenberg sine ubestemthedsrelationer og Bohr vendte hjem med den filosofiske ramme, komplementaritetsprincippet. De supplerer hinanden perfekt.
Komplementaritet er den logiske ramme hvori ”naturen undgår modsætninger”. Ved hjælp af Heisenberg
ubestemthedsrelationer kunne Bohr påvise at i en situation hvor et atomart
objekt optræder som partikel, vil en samtidig optræden som bølge være
udelukket, og omvendt. Naturen kan altså ikke modsige sig selv. Yderligere, om
det er den ene eller den anden fremtrædelsesform der opstår, afhænger af
hvordan vi tilrettelægger iagttagelsen. Vores forsøgsopstilling er derfor
medbestemmende for de oplysninger vi får. Selvreferencen
er uundgåelig i vores kontakt med den atomare verden. Det klassiske ideal, at
opnå en forestilling om verden som den er i sig selv uafhængig af os som
iagttagere, er altså udelukket i forbindelse med den atomare verden – som er
det egentlige grundlag for den verden vi oplever.
Vores bevidsthed
må finde at andet ’level
of consciousness’.
Nærværende tekst, Den frie vilje - Et gammelt problem med en helt ny løsning, er skrevet i forbindelse med en
artikel
i fysiktidsskriftet Kvant som
eksempel på anvendelse af komplementaritetsprincippet uden for fysikken.
Læs artiklen Arven efter Niels Bohr – var der mere? Kvant, December 2022, 4
Hvad er bevidstheden?
Ifølge Wikipedia: "Bevidsthed
er nok det mest undersøgte emne i psykologien, men til trods herfor det
vanskeligst forståelige".[x] Der søges en videnskabelig
forståelse, og det vil sige problemet indpasset i en allerede accepteret
videnskabelig sammenhæng.
Men når vi stiller
spørgsmålet Hvad er bevidstheden?, så
opdager vi at det er bevidstheden selv der stiller det til sig selv om sig
selv. Vores bevidsthed er den ultimative
selvreference. Bevidsthedens forståelse af sig selv kan ikke baseres på andet
grundlag end bevidstheden selv. Den findes ikke i en accepteret videnskabelig
sammenhæng. Min bevidsthed opleves kun af mig selv og er utilgængelig som sådan
for andre, herunder videnskaben. Den er væk når jeg er væk.
For sig selv er den et blot
og bart faktum hvori vi oplever vores
liv. Men i sit væsen kan den betragtes som en illusion.
Det for os
fælles verdensbillede, herunder vores videnskab med dens indbyggede problemer,
er altså historisk opstået som sådanne arbitrære bevidstheders tilpasning til
de udfordringer kulturen har mødt i verden, men er grundlæggende en slags fri
fantasi. Vi kan godt nok ikke se vores eget verdensbillede som fri fantasi. Men
sådan ser vi på fortidens verdensbilleder, og sådan vil fremtiden kunne se på
vores. Så længe forestillingerne om verden hjælper os til at begå os i verden,
så længe de virker, er de virkeligheden, vores virkelighed.
Men vores virkelighed virker
ikke mere.
Når
eksperimenterne stred mod Libets forventninger, var det fordi han behandlede
hele problemkomplekset i én ydre eksperimentel neurofysiologisk sammenhæng. I
litteraturen om Libets forsøg kaldes ’viljen til at handle’ også ’træffe
beslutning om’, eller ’få bevidsthed om’, eller ’føle tilskyndelse til’, eller
’mærke ønske om’ etc. at handle. Det er åbenbart at netop dette element i
eksperimenterne, forsøgspersonens oplevelse af handling, ikke lader sig
indpasse i den laboratoriemæssige sammenhæng.
Vi lever altså
vores liv både med oplevelser af ydre fænomener tilgængelige for alle, og med
personlige, private indre oplevelser, fænomener som kun eksisterer for os
enkeltvis. I den første sammenhæng hersker determinisme, i den anden fri vilje.
Den komplementære logik
fungerer i situationer hvor samme fænomen optræder i to uforenelige udgaver når
de to udgaver ikke kan optræde samtidigt. Så mon ikke…
Der er tale om komplementaritet. 
Lige så snart vi åbner for denne mulighed, får vi øje på ’bevidsthed’,
’vilje’, ’beslutning’, ’ansvar’ og ’jeg’et m.m. og spørger forbløffet: Hvad
laver de begreber i hjerneforskningen som udefra måler elektriske potentialer i
neurofysiologiens ramme?
Modstriden, fri vilje kontra
determinisme, bliver et skinproblem med den komplementære logik, for så
forsvinder kontra. Fri
vilje og determinisme hører hjemme i helt disjunkte emnessphærer.
Vores oplevede liv lever sit eget liv. Vores vilje skal ikke trodse
naturlovene.
Muligheden for at tildele
vores bevidsthed denne duale tilgang til verden er ny
for vestlig filosofi. Men findes i ældgammel vedisk filosofi.[xi]
I den moderne
naturvidenskab har man kun stof som undersøgelsesobjekt. Man observerer og
studerer materien i dens utallige vekselvirkninger. I den åndelige videnskab
har man bevidsthed som forsøgsobjekt, og man undersøger materiens indflydelse
på bevidstheden og sindet. I den åndelige videnskab … har man sin egen
bevidsthed som forsøgsobjekt.
…Den materielle videnskab
rækker ikke til at forstå den virkelighed, vi lever i. Og hvorfor gør den ikke
det? Fordi naturvidenskaben intet fornuftigt har at sige om vores bevidste
oplevelse af verden. Den taler kun om materiens vekselvirkninger, men siger
intet om vores oplevelse af disse. Og det er vores oplevelse af verden, som er
det mest grundlæggende ved den virkelighed, vi befinder os i.
Det kan ikke siges bedre.
Den virkelighed vi oplever, er den indre virkelighed i form af de indre oplevelser som følge af materiens
indflydelse på bevidstheden og sindet.
Libets
eksperiment viser blot det helt selvfølgelige set udefra: Vores handlinger
må naturligvis eksistere i materien inden de kan træde ind i bevidstheden.
Det oplagte svar
er nu fundet.
Har vi fri vilje?
Ja! Gælder der
determinisme? Ja!
Determinisme
og fri vilje er ikke kompatible,
de
er
komplementære
Det afgørende er
så at der klart kan skelnes mellem de rammer hvor den frie vilje opleves
virkelig og tilsvarende de rammer hvor den ikke hører hjemme, og at indse at
domænerne er disjunkte.
·
Indefra oplever vi livet subjektivt og opbygger
individuelle ’jeg’er med værdier, frie valg, ansvar m.m.
Naturvidenskaben beskriver
fænomenerne objektivt udefra og opbygger vores kollektive
virkelighed med generelle lovmæssigheder.
·
De indre oplevelser, bevidsthederne, er individuelle og
eksisterer kun i ét menneske ad gangen.
Naturvidenskabens begreber
er kulturelle og videnskabeligt universelle.
·
Personligt lever vi fremad og koncentrerer os om valget
for fremtiden.
Naturvidenskaben ser tilbage
og finder lovmæssigheder i indhøstet erfaring.
En komplementær
opfattelse af vores bevidsthed i verden indebærer at vi oplever os selv som ansvarlige
for vores handlinger og derfor accepterer at vores retsstat dømmer og straffer,
selvom videnskaben udefra kan se vores handlinger som kausalt udløst. Et
belysende eksempel (kun for de ældre blandt læserne?):
Lad Clinton sige (tale sandt) "I did have sexual
relations with that woman, miss Lewinsky" og så tilføje "but
it wasn't my intension". Så var præsident Clinton ud af det hvide hus med det vuns. Og
hvis han fortsatte med at fralægge sig ansvar, hævde at han ikke havde noget
valg, men at noget andet styrede ham (hvad man jo bestemt kan forestille sig),
så ville han melde sig ud af den sociale sammenhæng og ende i psykiatrien - som
nok ville sørge for den endelige opløsning af hans ego, hvis han fastholdt.
Selvom ’noget andet’ set udefra styrer ham, så må han gøre det til sit, og
påtage sig ansvaret. Det hænger fint sammen set indefra, han kunne jo bare have
valgt at lade være. Og det ved han godt. Altså valgte han at gøre det.
Han oplevede sin frie vilje,
og han anerkendte og påtog sig sit ansvar.
Ansvar i denne betydning er
tilstrækkeligt grundlag for et velfungerende retsvæsenet.
Q.E.D. in toto