Paradigmeskifte

Vi står nu med en kvantemekanik som bruges med overvældende succes af mennesker som ikke fatter at det kan lade sig gøre.

Og med et begreb ”Fri vilje” som har været et mysterium i mere end 2000 år for filosoffer og for teologer (som filosoferer over det enkelte menneskes ansvar i lyset af Guds almagt).

Vores virkelighed virker ikke mere. Og som jeg har sagt: Så må vi finde på en ny. Det siger Einstein også:

No problem can be solved from the same level of consciousness that created it.

Da jeg fandt formuleringen var den tilskrevet Einstein, og det giver lidt pondus. Men det er i virkeligheden ikke særligt dybsindigt. Når en tankegang skaber et problem, kan man naturligvis ikke løse problemet med den samme tankegang. Det vil bare frembringe problemet igen. Hvis vi vil løse de to problemer, må vi finde et nyt paradigme. Og det er så det jeg er ude i.

Videnskabsfilosoffen Thomas Kuhn har introduceret begrebet ’paradigme’ i forbindelse med videnskabeligt arbejde og givet det et vældigt løft - også i alle andre sammenhænge hvor det bliver brugt i tide og utide:

• Paradigme: En sammenhængende, bredt accepteret videnskabelig virkelighed. (Jf. tidligere tiders verdensbilleder)

• Normalvidenskab: Den videnskab som dyrkes så længe man trives godt med det aktuelle paradigme

• Anomali: Et fænomen som opstår i normalvidenskaben, men ikke kan indpasses – og ikke kan bortforklares

Så trænger et paradigmeskifte sig på. Kuhn fremfører tre typer anomalier, tre kriterier, som hver for sig kan foranledige et paradigmeskifte:

1. Noget indtræffer som ikke burde være muligt (Og det er jo så at kvantemekanikken virker selvom vi umuligt kan forstå det, dvs. den burde ikke virke)

2. Varige uløselige problemer (Den frie vilje er et uløst problem gennem mere end 2000 år.)

3. En omvæltende god ide hos en autoritet man må lytte til (Kopernikus)

Kopernikus gør vi ikke mere ved her.

De to andre kriterier viser at et paradigmeskifte står for døren. Det vil ske. Feynmans udsagn kan ikke være det sidste ord! Men jeg synes ikke det videnskabelige samfund har reageret korrekt på det endnu.

Foran et paradigmeskifte må vi forberede os på at det bliver vildt! Hør f.eks. hvad Newton mener om den tyngdekraft som han selv opdagede, og som var kronen på værket i renæssancens paradigmeskifte.

8 år efter at han have publiceret sin tyngdelov, skrev han til Richard Bentley, klassisk forsker, kritiker og teolog:

”At et legeme kan virke på et andet på afstand gennem vacuum uden at betjene sig af noget som helst gennem hvilket deres virkning og kraft kan formidles fra det ene til det andet, er for mig så absurd en tanke, at jeg tror intet menneske, som har anlæg for at tænke fornuftigt, kan tilslutte sig den."

Newton levede længe efter at det var livsfarligt at plædere for nye synspunkter. Men nu kom truslen åbenbart fra ham selv. Han må da mene at han har anlæg for at tænke fornuftigt. I samme sætning tager han afstand fra sig selv. Det er da noget af en udfordring!

Og kraften kan sandelig ikke en bagatel. Hvis der ikke var nogen [Tyngdekraft] og jorden skulle holdes i sin bane omkring solen, så skulle wiren af det stærkeste moderne stål være 5.000 km i diameter. Jordens diameter er 12.700 km.

Et paradigmeskifte må opleves som vildt!

Første vilde påstand: Kvantemekanikken giver det grundlag hvorpå forståelsen af den frie vilje kan hvile. Altså må kvantemekanikken komme først.