Den frie viljes problem, Libet

Vi har en fri vilje, sagde salen ud fra en indre fornemmelse. Det har vi ikke siger videnskaben henvisende til naturlovene. De to positioner vil jeg nu tage under behandling hver for sig.

Hvorfor har vi en fri vilje?

Vi må analysere vores begreber. Altså Hvad er et menneske og hvad er en ’vilje’?

Kan man opfatte sig som et personligt menneskeligt individ uden at stå ved sig selv, altså uden at føle og tage ansvar for sig selv over for sig selv? (– andre kommer først i næste omgang.) Alt det jeg gør, siger og tænker, tager jeg ansvar for, for det udgør mit ’jeg’. Tager jeg ikke dette ansvar, forsvinder mit ’jeg’. Ansvar for vores handlinger er noget vi påtager os hvorved vi skaber os selv.

Uden fri vilje og tilhørende ansvar er et retssamfund umuligt. Uden fri vilje og tilhørende ansvar er socialt samvær umuligt.

Med en handling følger ansvar. Ansvar for noget man ikke selv har valgt, giver ingen mening. Altså føler jeg samtidigt med ansvar at jeg selv har valgt. Og når jeg faktisk har valgt og ikke bare undladt at vælge, så oplever jeg også at jeg har haft en vilje til at vælge. Følelse af ansvar, valg og vilje er samtidige oplevelser når vi foretager en handling. Således opstår fænomenet ’vilje’. ’Vilje’ kan ikke tilskrives andet og mere. Det er en indre oplevelse som alle andre indre oplevelser deriblandt oplevelsen af at leve. Den er altså lige så virkelig som vores livsoplevelse.

Som det i almindelighed er tilfældet, så kan vi se tilbage på at vi i handlingsøjeblikket havde mulighed for at vælge anderledes. Vi havde frit valg. Således opstår den ’frie’ vilje.

Ansvaret via sproget i tanke og i tale er måden hvorpå vi definerer og forstår os selv både personligt og som art. Med sproget øver vi indflydelse på hinanden, stiller vores krav, afstemmer vores forventninger og udvikler os selv og vores samfund.

Denne oplevelse af livet har intet med laboratorieeksperimenter at gøre

Hvorfor siger videnskaben at vi ikke har en fri vilje [Videnskab.dk]. Det gør den under henvisning til naturlovene. Det var tilstrækkeligt til at holde liv i debatten i 2000 år. Henvisningen til naturlovene har fået voldsomt mere substans i nyere tid.

Analysen af de nerveprocesser som hører til forskellige sanseindtryk, emotioner og motoriske handlinger m.m. havde i 1980’erne nået et stade hvor man kunne gøre sig håb om at finde et videnskabeligt svar på spørgsmålet: Hvor hører den frie vilje hjemme i den store viden om hjernen der er opnået? Neurovidenskabsmanden Benjamin Libet satte sig for at besvare det første nærliggende spørgsmål: Hvornår i forhold til en ønsket handling sætter viljen gang i de nerveprocesser som fører til handlingen? Forestillingen måtte på forhånd være: "Hvis en bevidst intention eller beslutning om at handle skal indlede en viljesbestemt begivenhed, så må den subjektive oplevelse af denne intention gå forud for, eller i det mindste falde sammen med begyndelsen af de særlige processer i hjernen, der formidler handlingen."

Således som vi oplever at være herre i eget hus, må det være den selvfølgelige forventning - som straks giver hele problemstillingen den ultimative udfordring, for hans eksperimenter viste det modsatte. De særlige neuroprocesser som fører til en handling, kunne Libet iagttage 0,35 sekunder inden beslutningen om at udføre handlingen opleves. Og senere undersøgelser har bekræftet og kraftigt udvidet Libets resultater. De er sågar i 2008 konstateret 8 sekunder tidligere! [Videnskab.dk].

Handlingen er altså sat i gang inden vi opfatter en vilje til at udføre handlingen. Der går yderligere 0,2 sekunder fra ’beslutningen’ opleves til handlingen udføres. 0,2 sekunder er den muskulære reaktionstid. Altså 0,2 sekunder inden handlingen mærker vi at den er på vej. Dermed er det altså muligt at opleve at vi selv har udløst den. Men neurofysiologisk og kausalt styret var handlingen allerede i gang. Således betragtet har vi ikke fri vilje. [Videnskab.dk].

Libet kunne ikke acceptere sit eget forskningsresultat. Vi kan ikke undvære den frie vilje, af de grunde jeg lige har fremført. Den frie vilje måtte reddes. Selv fandt han i form af de sidste 0,2 sekunder at der var plads til et bevidst veto, altså opererer han med en fri uvilje. Det er tydeligvis et desperat forsøg på at redde ansvaret. Redder det retssamfundet? Til en der anklages for et biltyveri, kan dommeren sige: ”Du havde 0,2 sekunder til at bremse din handling. Altså er du skyldig.”

Ansvaret kan tilmed kun gøres gældende over for noget man burde fortryde. Fortjeneste for selv at gøre noget godt kan man ikke høste, for man kan ikke sætte processer i gang. De er i gang inden man bliver bevidst om dem.

Filosoffen Arno Victor Nielsen er god til at skære problemer skarpt og provokerende op:

”Man kan godt lave en naturvidenskabelig konstatering af, at vi ikke har fri vilje. Men vi kan ikke acceptere det”.

Der er i problemet en tydelig tosidighed og som kalder på en komplementær løsning. Og vender vi nu tilbage til Libets eksperiment hvor Libet forsøgte at placere en ’vilje’ sammen med laboratoriemålinger med stopure og voltmetre, så må vi forbløffet spørge: ”Hvad laver det mentale begreb i den sammenhæng?”

I litteraturen om Libets forsøg kaldes ’viljen’ også ’viljen til at handle’ (aktivt), ’træffe beslutning om…’(a), eller ’få bevidsthed om…’(passivt), eller ’føle tilskyndelse til…’(p) eller ’mærke ønske om…’(p) etc. at handle. Aktive og passive opfattelser af personens signal er vidt forskellige i forhold til personens inddragelse i målingen. Helt åbenbart er netop dette led et fremmedelement som ikke lader sig indpasse i laboratorieopstillingen. Samme overvejelse kan vi gøre gældende over for alle vores indre oplevelser ’bevidsthed’, ’vilje’, ’beslutning’, ’ansvar’, ’glæder’, ’sorger’, ’bekymringer’, angst, håb m.m. De indre oplevelser kan ikke behandles sammen med måleudstyret.

Den komplementære logik er anvendelig i situationer hvor to kendsgerninger om samme sag, her bevidsthedens opmærksomhed, udad/indad går hver sin vej uden overlap.

Når vi vil anvende komplementaritetsprincippet er det afgørende at begreberne i det pågældende tosidede emne entydigt hører til i den ene kategori og ikke i den anden.

• De indre oplevelser i bevidstheden er individuelle og eksisterer kun i ét menneske ad gangen / Naturvidenskabens begreber er kulturelle og videnskabeligt universelle.

• Ingen andre end jeg selv har direkte adgang til min bevidsthed / Naturvidenskabens emner er fælleseje.

• Personligt oplever vi livet subjektivt indad og opbygger individuelle ’jeg’er med værdier, frie valg, ansvar m.m. / Naturvidenskaben beskriver fænomenerne objektivt udad og opbygger vores kollektive virkelighed med generelle lovmæssigheder.

• Personligt lever vi fremad og koncentrerer os om valget for fremtiden. Naturvidenskaben ser tilbage og søger lovmæssigheder i indhøstet erfaring.

Fri vilje og determinisme hører hjemme i helt disjunkte emnessphærer med hver deres elementære begreber med uforenelige attributter. De kan ikke behandles under ét. Når man behandler problemet uden at adskille de to sider af opmærksomhedens retning, er en logisk løsning umulig.

Den oplagte løsning er nu fundet.

Fri vilje og determinisme er komplementære

Har vi fri vilje? Ja! Gælder der determinisme? Ja!

Svarene gælder i hvert sit komplement. Libets eksperiment viser blot det helt selvfølgelige: Set udefra – og det er det Libet gør i sit eksperiment, og kun det! - må vores handling naturligvis eksistere i den stoflige verden inden den kan træde frem i bevidstheden. Men i bevidstheden oplever vi at den træder frem 0,2 sekunder før handlingen. Dvs. vi tager ansvaret for den – og føler vi har valgt og haft en vilje til at handel.

Interessant er tilmed at begge Kuhns to første kriterier er til stede. Den frie viljes problem er mere end 2000 år gammelt, og Libets eksperiment burde ikke kunne falde ud som det gør.

Det må da pege på et nødvendigt paradigmeskifte.