Orden og retfærdighed

 

I dyreflokke er der, som blandt mennesker, tydelige hierarkier og adfærdsregler. De udvikler sig evolutionært i fuldstændig sammenhæng med artsindividernes udvikling. Løver, aber og mennesker m.m. ville slet ikke kunne overleve uden regelstyret samarbejde. Hvis en ung, kåd hanabe stjæler en banen fra en abemor med barn (for at gøre det helt klart!), så får han flokken på nakken. Der indtræffer en øjeblikkelig opdragelse, ordløst, men med smæk.

Her konstaterer vi at kropssproget, flokkens trussel, trænger ind i kroppen på den truede og sidder som ubehagelig hukommelse i kroppen med ændret adfærd til følge. Uden determinisme, ingen opdragelse.

Gensidig påvirkning/opdragelse er et helt generelt træk også arterne imellem. Dyr indbyrdes, og vi, vi opdrager vores kæledyr og andre dyr, vi omgås.

Men der opdrages gensidigt. En hunds truende gøen kan gøre stort indtryk – og vi respekterer hundens grænser.

En hund kan også gøre det kærligt, men bestemt: Jeg har set en flok drenge, 4-6 stykker, og en hund lege. Det var meget muntert, og i overensstemmelse med drengenes alder blev det vildere og vildere. På et tidspunkt blev hunden tydeligt nervøs ved det. Så tog den resolut fat om den vildeste drengs underarm. Drengen forstenede forskrækket. Hunden holdt fast i nogle sekunder. Så slap den, og drengen havde forstået. Så legede de videre. - Ordløs, umisforståelig, interracial kommunikation.

Her er en fredelig grindehval som synes at nu kan det være nok. En helt tilsvarende irettesættelse.

 

Samme mekanismer fungerer ved opdragelse mennesker imellem. Men vi sætter ord på. Sproget kan alt fra venlig irettesættelse til trusler med ord, som associeres med en slags abstrakt smæk. Det går også med de midler ind i kroppens hukommelse med ændret adfærd til følge.

Men det kan nærme sig vold og blind selvtægt. Begge dele giver utryghed i samfundet, og det er ikke evolutionært gunstigt. Derfor har institutionaliserede irettesættelser i form af retsvæsenet udviklet sig. Det opretholder grænserne for acceptabel adfærd som de er sat af folketinget. Her skal til stadighed essensen af de aktuelle flokdynamiske regler iagttages og afklares, hvorefter der, dynamisk, lovgives for korrekt adfærd; med masser af detaljer og masser af skrevne ord.

Adfærd som kommer på tværs af lovgivningen, opfattes som en trussel mod flokken og pådømmes. Den dømtes adfærd er naturligvis en følge af vedkommendes hele situation, og man kan sagtens fristes til at istemme den gamle parole ”det er samfundets skyld”. Den dømte kan prøve at indarbejde ”samfundets skyld” i vedkommendes fornuft, således at årsagen og ansvaret kan placeres udenfor så vedkommende føler sig skyldfri og uretfærdigt behandlet. Men det vil ofte føre en på afveje. Dog kan ”samfundets skyld” og uretfærdighed indgå i samfundsdebatten i forbindelse med evt. ændring af lovgivningen.

Yderligheder for samfundets reaktioner er total opgivelse, livstid eller dødsstraf i den ene ende, eller tro på muligheden for at resocialisere vedkommende i den anden.

Denne påvirkning er absolut mulig. Tilvænnet adfærd kan være sejlivet, dvs. tidligere erfaringer stikker dybt. Men vi mennesker har med vores sprog en udvidet muligheden for at nuancere påvirkningen verbalt, snakke med den andens bevidsthed og opbygge konkurrerende motivationskræfter. Retsvæsenet betjener sig dog mest af ”motiverende” tvang/vold (bøde, fængsel, opdragelse på dyreniveau!). Uanset hvad, så bygger sådanne påvirkningsforsøg på en tillid til determinisme i adfærden.

Når vores biologiske art har udviklet et retsvæsen, er det et evolutionært fænomen som ikke kunne opstå uden determinisme. Det opretholder den sociale orden og sikrer dermed artens overlevelse hvorfor det er en indiskutabel bestanddel af samfundet.

Den dømte må under presset fra samfundet arbejde med sin fornuft (som Clinton), vedkende sig personlig frie vilje ved at tage ansvar for sit ’jeg’; dette hvad enten resocialisering virker, og vedkommendes fornuft samler sig om et ’jeg’ der kan glide ind i det store fællesskab, eller vedkommendes ’jeg’ stadig befinder sig bedst i det kriminelle miljø. ‘Jeg’et konsolideres i begge tilfælde. Uanset hvad den dømte vælger, så opleves det som et frit valg der tages ansvar for. Og et valg er vigtigt. Hvis ikke en af disse veje betrædes, er vedkommende i identitetskrise.