Sommerturen 2002

- gik til Tjekkiet.
 
(designet til 1024x768)

 

Beretningen her er en lettere omskrivning af den oprindelige som vi lavede til familie og venner i stedet for de sædvanlige postkort og hjembragte billeder. Postkort er jo indholdsmæssigt lidt tyndt. Og billeder fra denne tur måtte også blive det, for jeg var bekymret ved at tage mit nye digitalapparat med. Det var noget med tyveri. Men det kunne jeg roligt have gjort. Man er overordentligt veltilpas blandt tjekker i det offentlige rum - når vi lige undtager politiet som spøgte under hele turen og da også endte med at slå til 30m før grænsen til Tyskland.
Rejsen fandt sted i juli 2002. De rejsende er Claus som skriver, og Annamarie, bosat i Sønderborg. Vi har tidligere været i Prag. Jeg har været der 4 gange, Annamarie 2, og vi er blevet anbefalet at besøge landet uden for Prag.
Det var en meget god oplevelse. Landskabeligt varierer det meget og er meget smukt. Begrebet "de dybe skove" melder sig tit. Og lave og høje fladlandsområder med skov eller gigantiske marker, set med en dansk landmandsdatters øjne, veksler med undertiden særprægede bjerglandskaber med skove, søer og floder.
Og mens de sidste oplevelser af priserne i Prag er skuffelsen over at de nærmer sig et almindeligt europæisk niveau, så er det stadigt vanvittigt billigt for en turist at leve uden for Prag. Når man ser ned over et spisekort og sammenligner med erindringen om et dansk spisekort, så ser det billigt ud. Og så er det jo tjekkiske kroner hvilket vil sige at man derefter skal dividere med mere end 4.
Jeg sidder f.eks. her med regningen på en middag i Ceský Krumlov som indeholdt ½ L fadøl (18 Kc), 0,2 L rødvin (26 Kc) en fin kødret (105 Kc) og gullasch (69 Kc - absolut lækkert!), garniture og salat, 1 kaffe og 1 palacinken (absolut meget lækker!) kostede i alt 338,- Kc - og divider så lige med 4, hvabbehar! Og øl er ikke bare øl, det er pivo!
Og det er særdeles nemt at komme til alle steder. Der er en påfaldende overkapacitet af privatindkvarteringsmuligheder, restauranter med indendørs og udendørs borde og stole - tomme i mængder. Ja, og af ludere langs vejene ved grænsen til Tyskland, en voldsom overkapacitet!
Vi boede privat for 700, 800 og 1000 Kc pr. nat inkl. morgenmad.
 

Følgende er bearbejdning af notater fra turen.

Notat lørdag aften d.20.7. i Nordtorp

Det var det dårlige danske sommervejr der satte gang i os. Fredag d. 19.7. faldt der næsten 100mm regn i Sønderborg. Og der var kun udsigt til møgvejr så langt meteorologernes øjne rakte. Lørdag kom Tjekkiet på bane, men vi var lige ved at opgive det da vi ikke havde overblik over de formelle krav i det gamle østland. Vi opdagede f.eks. hurtigt at gerne ville have haft det grønne kort til bilen (bevis for at ansvarsforsikringen er i orden). Men det er ikke lovbefalet i Tjekkiet, kun anbefalet (også i Tyskland) på grund af sprogforståelsesvanskeligheder. En veninde kom tilfældigt forbi og var på sin egen facon helt sikker på at vi ikke ville komme galt af sted på noget punkt. Mærkeligt nok virkede det helt overbevisende (vi må have haft meget lyst til at komme af sted), så vi pakkede fra kl. 12:30 og drog af sted kl. 14:35, intet arrangeret, "Zimmer frei" eneste plan. Først til Annamaries forældre i Smedeby hvor Annamarie kogte 6 lokale æg til madpakken, mens jeg lige kiggede ned i maskinrummet på den sommerferieforberedendeværkstedseftersete bil - og fandt en knækket slange! (varmluftindsug til karburatoren). Den lavede vi så lige. Så lige forbi og sige til lykke til Annamaries ældste. Så var eftermiddagen gået.
Vi tog til Kappeln hvor vi kunne se hjem til Sønderborg (Der er et godt udsigtspunkt ved Steinberg Kirche som vi må besøge - med københavnergæster evt.) og hvor vi spiste fiskesandwich ved en tarvelig bod på en griset parkeringsplads. Men det smagte udmærket og kompenserede lidt for det dyre hotel i Nortorp.
Turen skulle dagen efter fortsætte sydpå over Hamborg, Hannover, Braunsweig, Magdeburg, Leipzig , Chemniz, Annaberg-Buchholz, Bozi Dar (grænse), Karlovy Vary.
 

Mandag morgen i Karlovy Vary

Så virkede det alligevel, det med "Zimmer frei". Det startede ellers med en katastrofe i Nordtyskland. Flensborg - Gelting - Eckernsförde - Rendsborg, vi så ikke et eneste skilt med "Zimmer frei". En forespørgsel på en tankstation resulterede i: "Uhh, das wird schwierig. Alle sind vollgebucht". Så var der kun hotellerne tilbage og de findes ikke under tre stjerner i det område. Vi prøvede et som var helt udsolgt, men kunne henvise til et andet i Nordtorp. Det blev så lige 623 Dkk - i Nordtyskland! Og Annamarie ville have overnattet hjemme for at spare penge - Det kunne ikke have startet værre!
Men nu sidder vi i et privathjem (gennemført smagløst indrettet, men fint og rent) og spiser et overdådigt morgenmåltid til i alt 700 Kc ca. 2 km uden for Karlovy Vary, det dyreste område efter Prag. Og der var mange "Zimmer frei". Det lover godt.
Trafikken her til har været meget behagelig og beskeden. Et alvorligt uheld lige inden vi forlod Tyskland tvang os til en større omvej (det var jo i bjergene) ca. 20 minutter. Ellers er det bare gået derudad. 

Hotel Pupp I Karlovy Vary er kæmpestort og i klasse ikke ringere end d'Angleterre.

Det til venstre er til at tage bad i.
Så har de naturligvis tandhjulsbane i baghaven
til det lokale bjerg, kører hvert kvarter.
Vi prøvede også den og udsigtstårnet på toppen.

 

I Karlovy Vary helbreder de alting med kurvand. Det strømmer op fra et utal af kilder og temperaturen i kildevandet er 50 - 78 grader. Det kommer fra 2 - 2,5 km's dybde og har altså  kontakt med de svovlsydende jordlag og smager derefter. Smagen kan måske forklares til folk der har smagt dansk brøndvand i gamle dage: Sådan, bare meget mere, og så er det jo altså brandvarmt. De er ført op i små rør (kunstfærdigt udsmykket) hvorfra de løber kontinuert.

Her er to kilder forbundet med en beskeden overdækning, så man kan gå i tørvejr fra den ene til den anden:

Der er flere og større kolonnader der rummer flere kilder. En af kilderne kommer med stort tryk og springer som et uroligt springvand 12-15 m til vejrs (det koger måske længere nede – skrev jeg oprindeligt. Næh, det får hjælp af pumper, siger Jakulff, men det siger de ikke noget om i Karlovy Vary).
De rigtige gæster i byen gik rundt med små kander med en lille tud. Så gik de hen og samlede vand fra en kilde i kanden hvorfra de så drak det gående rundt i gaderne.
Vi købte også en - og prøvede at se rigtige ud (ikke foreviget).
 

Tirsdag morgen

I går frokost i Karlovy Vary, så til Loket via en omvej på grund af gal start ud af byen. De byer man vil køre efter på kortet findes ikke på vejskiltene og vice versa. Loket har en imponerende borg (til en forandring!) og er en lille middelalderby under kraftig renovering. Kan blive et trækplaster af format.
Så til Cheb. Flot middelaldertorv.
Videre til Marianske Lazne (Marienbad).

Her er næsten endnu flere flotte hoteller a la d'Angleterre (bare større, naturligvis!) og meget grønt. "En by badet i grønt" siger man om den. "Jo, jo", siger vi! Se selv!

På vej ind i Marianske Lazne så vi stribevis af "Zimmer frei", og jeg sagde: "Det ser ud til at blive endnu lettere end jeg turde håbe". Men om aftenen da vi vendte tilbage, var der i mange af dem ingen hjemme. Vi fandt dog et, og indkvarteringsproblemer havde vi aldrig. Vi fik anvist en lokal restaurant. Og det skal man prøve! De laver fremragende mad. De lokale går vist ofte ud og nyder det. Hvis alle vender sig om og kigger på en når man træder ind af døren (fordi der ikke plejer at komme fremmede), så har man fundet det rigtige sted! Og så er det naturligvis meget billigt! Vi betalte under 90 Dkk for den dyreste kødret, to glas vin til damen, en lille øl og en vand til chaufføren.
Og nu (tirsdag morgen, husker man nok) videre til Ceske Budejovice og Cesky Krumlov!
 

Onsdag morgen

På turen sydpå traf vi ustandseligt politiet. Det var altid foruroligende. Vi havde læst hjemmefra at der blev krævet vejafgift i Tjekkiet. Men ved grænsen så vi ikke noget. De steder vi overnattede i begyndelsen prøvede vi at få en redegørelse. Det nærmeste vi kom, var en antydning af at det kun var på motorveje. Men hvad ved de lokale om kravene til turisterne? Vi forsøgte os også med tysk og engelsk på et par tankstationer, men de forstod ikke et hak. En tilbød russisk - det er rimeligt nok lige at sætte os på plads.
Så så vi politiet med en anden bil med åben bagklap. Så så vi politiet køre efter os. Så så vi politiet lave systematisk kontrol af alle - på den modgående vejbane. Og gudhjælpemig om der ikke også kom en røst fra oven som sagde noget som i hvert fald indeholdt ordet police. Senere bemærkede jeg ofte højttalere placeret i træmaster langs veje gennem landsbyer og overvejede om det var en automatisk advarsel om for høj hastighed ligesom vores blinkende tavler. Men det kan man da ikke byde landsbyens beboere. Og var det os der havde kørt for stærkt?
Hvis nogen ved noget om disse højttalere, så lad os det vide. Nå, politiet var altså et stadigt urovækkende element. Og endte da også med at slå til.

Det var vores hensigt at tage ind i Ceske Budejovice, dvs. Annamaries. Hun syntes vi havde kørt nok den dag. Jeg ville (inderst inde) gerne videre. Vi fulgte skilte mod centrum og blev ved med køre rundt uden at opdage noget centrum. Pludseligt var vi ved et skilt med Ceský Krumlov. "Så lad os da køre til Ceský Krumlov", sagde Annamarie. Det var lige det jeg ønskede. Ceske Budejovice står med to stjerner (og det er max) på vores vejatlas, mens Ceský Krumlov kun har en. Det ligner et fejlagtigt stjernedrys.
Vi besluttede os for to overnatninger Ceský Krumlov, UNESCO, World heritage, Og ro faldt på os. Det skulle senere blive til tre overnatninger. Det er en fantastisk by.

En diskret rød cirkel omkranser vort logi, 1000,- Kc pr døgn med megen morgenmad. Og bilen kunne holde på et lille areal lige uden for døren. Morgenmaden - og aftenglasset - blev naturligvis nydt på en terrasse ud mod Moldau (Vltava) og med udsigten til kirken som tronede højt oppe.
Alt stort i byen troner højt oppe. Især var muren op mod slottet/borgen frygtindgydende.

Vi så Bymuseet og marionetmuseet. Så frokost (klam pizza, det eneste middelmådige måltid på hele turen nåhja så lige fiskesandwichene i Gelting). Derefter rundt i gratisområdet på slottet/borgen.

Der var et muntert vandfald hvor kanoerne næsten alle sammen skulle prøve det sjoveste som mindst hver anden gang resulterede i en kæntring (på ca. ½ meter vand).
Det var meget underholdende. Der var en serveringsterrasse lige overfor hvor folk sad og morede sig. Det var for en gangs skyld svært at få plads. Men det lykkedes os hjulpet af et tordenvejr - takket være vores paraplyer. Det er vel nok godt at rejse med en vejrpessimist/-realist. Annamarie tog bare to paraplyer med da vi kørte hjemmefra). Så sad vi under paraplyerne og nød kæntringerne samt en lille en.
Vi sad til bords med to yngre tyskere som havde sejlet kano i 14 dage (det må næsten være en uges tid på Lipnosøen først) og camperet og fanget en stor fisk som de havde spist.
 
 

Torsdag

Rundvisning på slottet/borgen.
Frokost på hostel lige uden for. Hostels for unge var der også mange af i selve byens midte. 250-300 Kc for en overnatning. Nu vi er ved det: Det vrimler også med billige privatindkvarteringer i selve byen.
Om eftermiddagen var vi på rokokoteatret.

...
Tilskuerrummet                                         Scenerummet

Det er bevaret fra 1700-tallet fordi ejeren af slottet gik fallit og måtte sælge hele molevitten til en person med endnu mere omfattende besiddelser. Han har ikke boet der og ikke haft brug for at teatret fulgte med tiden. Det stod altså bare og blev mere og mere værd som historisk fænomen.
Dekorationerne på scenen rummer perspektivmanipulation. De bagerste er kun halvt så høje som de forreste. Foruden dette er der af rokokoteatre i Europa kun Drottningholms teater i Stockholm tilbage.

Torsdag aften mens vi sidder og venter på gullasch, noterer Jeg: I Karlovy Vary serverer de øllen kuldslået. Det smager pragtfuldt. I Ceský Krumlov serverer de øllen kold. Det smager pragtfuldt. (Det er jo også pivo!)

Senere torsdag aften var vi til vores eneste forestilling på turen. I byens teater opførte Národní Divadlo Marionet Don Giovanni af Mozart. Jeg har set den forestilling annonceret allerede første gang jeg var i Prag. "Nej, se! De opfører Don Giovanni! ... øv, det er bare marionetteater. Det gider vi ikke!" Sådan reagerede jeg dengang. Men efterhånden som jeg blev bekendt med tjekkisk kultur, gik det op for mig, dels at der er en lang dukke- og marionetteatertradition i landet, dels at jeg hver gang jeg overgav mig i nogle timer til kulturlivet i landet, gik derfra med en oplevelse. Nu var jeg moden! Og det var bestemt en herlig oplevelse. Marionetteaterdelen var naturligvis meget dygtig og også meget humoristisk. Når man elsker operaen fra traditionelle opførelser var der visse passager hvis humoristiske udførelse gjorde ondt, som f.eks. da kommandanten udånder i den meget korte molterzet i begyndelse af operaen. Men det er nok en følge af at personerne er dukker. Til gengæld var champagnearien (hvori Don Giovanni varmer op til næste fest) et rent guldkorn: Don Giovannidukken affører sig med Leporellos hjælp sit tøj - en herlig forvandling fra det meget flotte ydre til et morsomt stykke pindebrænde, dog med samme førlighed - hvorpå han hopper op i et stort vaskekar syngende på livet løs og under lidt sprøjten stikker arme, ben og rumpetten ud over kanten til en særlig skruppetur af Leporello. Herligt!
Og musikken var en nydelse. Sangerne var alle slanke, klare og rene stemmer, typisk tjekkisk, tænkte jeg. Først bagefter fandt jeg en lille notits i programmet som fortalte hvem der spillede og så at solisterne var hovedsageligt nordiske. Og orkestret var Drottningholms (!!) hofteaters orkester! Bortset fra ouverturen hvortil orkestret var klart for spinkelt, så var det en nydelse med netop dette underbemandede orkester og den deraf følgende meget nuancerede og lette artikulation til de slanke sangstemmer - og til de letbenede aktører på scenen, ikke mindst!
 

Fredag

Så oprandt den morgen hvor vi måtte forlade Ceský Krumlov.
Vi ville køre til Kutna Hora og der beslutte om vi ville overnatte. Undervejs spiste vi frokost i en af de dybe skove.
Byen var ikke til så meget, men kirken!
Der tilbragte vi en times tid. I Kutna Hora som så mange andre steder i Tjekkiet har minedriften været af afgørende betydning for byens udvikling. Men vi har aldrig set minearbejdere lovprist i kirkerne – og så længe før den kommunistiske tid. Der står en flot menneskehøj skulptur af en minearbejder med lygte i den ene hånd og et arbejdsredskab i den anden og med et læderforklæde som beskyttelse både under arbejdet og under rutscheturene på de lange slisker.
Og oppe ved alteret opdagede Annamarie to træfigurer, arbejdere omgivet af brikker som de vel ser ud når de lige er hugget til og transporteret op.
Nå, skulle vi videre? Der var det problem at det efter min mening var meget uklogt at overnatte og køre hjem lørdag. Annamarie sagde pyt, lidt Stau... Men efter min mening, så enten overnattede vi (og skulle bruge lørdagen på noget, men hvad?) eller også kørte vi igennem. Vi valgte at se hvad kræfterne rakte til. Heldigvis rakte de. Da vi kom hjem hørte vi at det er årets travleste dag på motorvejene, industriferiens slutning.
Der var nogle timers ret kedeligt landskab. Vi fik købt lidt ind (Karlovarska Becherovka, Bøhmisk sect og lidt læskedrik i en lille bys potraviny (levnedsmidler). Men så begyndte nogle besynderlige bjerge. En koncentreret stor pyramidetop på over 600 m f.eks. Og senere kom Riesengebirge som er meget smukke på den Tjekkiske side hvor vi møder Elben. Vi spiste i Decin med udsigt over floden.
Og så gik det mod grænsen ved Hrensko.
Vi tankede op på den sidste station i Tjekkiet, benzinen er dér små 20% billigere, og Jeg ville bruge den sidste tjekkiske valuta. Annamarie foreslog at vi tog en af grænsebutikkerne i stedet for tankens butik. OK, men så pludseligt tonede grænsekontrollen frem. Jeg stoppede og parkerede på den lidt snævre vej lige foran grænsekontrollen under protest fra Annamarie. Men hva pokker, jeg havde 150 Kc som lige skulle fyres af i en fart. Det blev de, men imens havde en tjekkisk toldbetjent adstadigt, i mørk truende belysning vandret direkte hen mod bilen med den efterladte Annamarie. "Wo ist der Chauffeur? Es muss zahlen!"
"Darf ich Ihre Führerschein sehen? Und Ihre pass! Und des Autos Papiere!!"

Det blev en bøde på 500 Kc. "Det har jeg ikke!" "Nehmen Sie Euro?" "Nein, wechseln!" Så måtte jeg i Wechselstube og skaffe 500 Kc efter lige at have skaffet sig af med 150 af samme mønt! Bagefter begyndte jeg at fundere over hvad bøden egentlig blev givet for. Jeg hælder nu mest til den forklaring at det var på grund af to hjul ført op på fortovet og ikke på grund af parkeringen 30 m foran grænseposten. Men man er ikke så offensiv når det kører rundt i hovedet om han kunne finde på at kræve ting vi ikke havde, f.eks. det grønne kort. Og hvad med vejafgiften. Vi accepterede uden at spørge om noget beløbet 500 Kc og halsede over på den anden side.
Vi slap fri! (Det er påfaldende som en gammel irrationel angst pludselig kan dukke op i os der har levet mange år under den kolde krig med et Øst- og et Vesteuropa.)
Jeg kørte hele vejen fra Ceský Krumlov og til Dresden hvor vi var ved 22-tiden. Jeg kører ret godt når jeg kan holde sig vågen! så det var planen at Annamarie (hun kører også ret godt, men slapper mere af ved ikke at køre) skulle overtage når søvnen var ved at overmande mig. Det gjorde den nu ikke, men Annamarie overtog alligevel rattet ved Dresden.
I Dresden forlod vi en hurtigvej som, viste det sig senere, var helt rigtig for at se på kortet om det kunne betale sig at køre over Berlin. Vi havde lidt svært ved at finde tilbage. Vi kørte takket være kompasset (som sejler snuppede jeg lige et kompas på vej ud af døren i lørdags) i den rigtige retning, men en del tøvende. Og kapitulerede og spurgte på en tankstation. "I skal bare videre lige ud!" Ja, det sagde kompasset jo også.
Så gik det derudaf. Jeg fik så 1½ time på øjet, men så måtte Annamarie kapitulere over for trætheden. Vi holdt ½ times tid, vand i hovedet og en kop kaffe til mig, så kørte jeg  videre til ½3. Så følte jeg at tiden var inde. Desværre kunne Annamarie ikke rigtigt sove mens jeg kørte, så det blev til at vi begge tog os en lur på en benzintank med megen trafik. Der lå for øvrigt også nogle sovende i bilen ved siden af. (Hvis benzintanken havde været øde kunne noget sådant have været kamuflerede røvere har jeg senere tænkt; det skal huskes.)
Kl. ½5 var vi klar igen og det gik nordpå med Claus ved rattet indtil kl. ½7, så Annamarie. Trafikken var allerede da tæt, lige under grænsen hvor det nedsætter rejsehastigheden. Senere på dagen var trafikken gået helt i stå, hørte vi.

Kl. 8 kørte vi ind på gårdspladsen i Smedeby efter at have købt rundstykker i Padborg.
Kl. ½12 var vi hjemme.
Alt vel.

Og så bør vi slutte med en varm tak til vores 20 år gamle Polo. Hvor var den sød! Den bremser ikke så godt, men som den dog kører! De lange stræk med 130 +-10 km/h. Vi kørte 2393 km på 168,41 L (14,21 km/L) og ikke brok en eneste gang! Og vi kan slet ikke se at den har brugt olie. Tak!

Også tak til de læsere som måtte være med endnu!
Kærlig hilsen til disse, Annamarie og Claus .
 

PS. Det sidste her er ikke referat af oplevelser, men af forestillinger:

Man kan ikke undgå at gøre sig forestillinger om hvordan byen har taget sig ud når de rejsende i gamle dage kom ad vandvejen - og det var jo den eneste vej - til Ceský Krumlov. Ud af de dybe skove og op ad de flodskabte stejle klipper dukker pludselig en prægtig by.
Det kan næsten stadig opleves (næsten) ved at komme i kano til byen. Hvis vi kunne overtale nogle som ikke anede om byens eksistens til at sejle fra Lipnosøen ned ad Moldau (Vltava), bare sådan. Så ville vi gerne snakke med dem bagefter. Det er jo altså for sent nu. Men stadig: Vi anbefaler meget kraftigt at leje en kano, sejle rundt på Lipnosøen og derefter begive sig ad floden ind i de dybe skove. God tur!

PPS. Det aller sidste indtraf 14 dage efter vi kom hjem:

   

På et billede kunne vi se ca. 3m vand det sted hvor vores bil havde stået 14 dage tidligere. I huset hvor vores vært boede i stueetagen ragede kun 1. etage op over vandet.

Det var ikke til at bære – og jeg kunne slet ikke tage mig sammen til at offentliggøre vores glade rejseoplevelser. Det sker faktisk først nu, juli 2003.

Trods det enorme oprydnings- og restaureringsarbejde var byen hurtigt på fode:

Good news for everybody: Tourist’s season continues in Český Krumlov from 19.08.2002!

Dear friends, you might have heard that Czech Republic has suffered great flooding. Even our town of Český Krumlov was seriously affected by huge water. The largest damages were done on buildings and monuments in historical center of the town. In connection with those sad circumstances, we decided to help with the fast recovering from the disaster. Further information here.