Sommertur til Portugal d. 22.-30. juli 2003.

Denne beretning er skrevet 3 år for sent.

Anledningen er at jeg er blevet spurgt : "Hvad skal man gå efter i Portugal?". Tjah, så er det man ærgrer sig over ikke at have lavet en ordentlig dagbog straks, dels for at kunne hjælpe, men da også for overhovedet at kunne genopleve en dejlig rejse på en kvalificeret måde. Nåm, her kommer det, kvalificeret bedst muligt ved hjælp at mails til familie og venner dengang og en minimal dagbog ved Annamarie:

Rejsen

Vi fløj til Lissabon hvor vi var i tre dage. Så lejede vi en bil i tre dage og kørte gennem landet til Porto hvor vi var i 2 dage.

Hjemturen gik med fly fra Porto til Lissabon og derfra til København.

På nedturen landede vi i det skønneste solskin. Og Lissabon, Atlanterhavet og Tajo var et overvældene smukt

syn deroppefra. Desværre blev det meddelt at ved landingen skulle elektroniske apparater være slukkede.

Jeg spurgte nærmere ved udgangen om det også gjaldt fotografiapparater. "Næh, det var ikke så strengt med

det". Så jeg var klar da vi landede anden gang. Men da var vejret ikke lige så klart.

Hav apparatet klart for tilfældet!

Lissabon

Byen ligger vidunderligt ud til vand i tre retninger. Her d.22.7. kl. 20:26  Tejo med en færge på vej over til den sydlige kyst

med Costa da Caparica.

Når man kører rundt med sporvognen, hvad man absolut skal ikke bare som

gammel københavner, så får man jævnligt de herligste udsigter.

Det er taget fra sporvognen d.23.7. kl.11:50.

Det med de lilla blomster er ikke taget fra sporvognen, men dejlig udsigt immervæk.

Vandet, lyset, sporvognene ind og ud og op og ned i hele byen

er det helt specielle ved Lisabon.

Vi nød også den botaniske have. Seværdigheder opremses i enhver rejsefører.

Men det var varmt, så vandet trak meget.

En af dagene tog vi en båd til Trafaria og bussen videre til Costa da Caparica.

Her kører man langs den vist nok 13 km lange kyst med et lille tog.

som holder ved vist nok 20 stationer derudad.

Vi stod af og nød frokosten 24.7. kl. 13:18 ved ved denne:

Som sædvanligt prøver vi de lokale specialiteter.

Stranden og vandet er forbløffende. Stranden 50-100 meter bred og totalt ren.

Intet andet end sand, sand og sand. Og vandet, intet andet...

En flaske med dette og en med postevand; man ville ikke kunne afgøre hvad der var hvad uden at smage på det.

Vi tog en udflugt fra Lisabon, tog til Sintra. Et forbløffende

eventyrbyggeri 25.7. kl.15:02 med en vidunderlig park.

Tilbage med bus via Cabo da Roca, Fastlandseurasiens vestligste punkt. Som det også vil fremgå af billedet:

Køreturen

Vi havde fundet vores logi i Lisabon hjemmefra fordi vi ankom ret sent om aftenen.

Ellers holder vi meget af at køre efter Zimmer frei.

Évora

I Évora bragte det os denne udsigt fra vores balkon, d.26.7. kl.17:23.

Byen er meget charmerende by med en byggestil og -farve som dukkede op igen og igen.

I byen er et meget velbevaret romersk tempel,

og endnu en af de mange akvadukter fra romertiden som bare står der endnu,

i hvert fald d.26.7. kl.19:30.

Så gik det nordpå

over Estremoz, Portalegre til Mavão som ligger 10 km NNØ for Portalegre.

Undervejs så vi kohejrer og korktræer (de har ellers mest hjemme i det sydligste Portugal)

Mavão er ret imponerende, ikke? d.27.7. kl.16:25.

Overnatningen i Castelo Branco.

Der var vi tæt på de meget store skovbrande.

Ved morgenmaden d. 28.7. tog jeg et 180^o horisontbillede (røg fra brandene):

Og da vi senere fløj over det tog jeg dette (røg op gennem skyerne):

Serra Estrela

Så gjaldt det bjergene, Serra Estrela, 1933 m, toppen af Portugal.

Det var sgu flot! Det er en meget koncentreret klump af tydeligvis vulkansk oprindelse.

Hver gang man kommer op på en top kan man se langt ud over Portugal.

Oppe på topen er der en bedårende (i hvert fald i godt vejr) sø som fungerer som vandreservoire.

Faktisk kommer det meste af flaskekøbevandet herfra, læs selv på etiketten!

Og skiløb finder åbenbart også sted deroppe.

Det var et højdepunkt. Så gik det nedad. Mod vindistrikterne først Dão syd for Douro som løber ud ved Porto. Stordriften er tilsyneladende et nyt og moderne fænomen. Se vingården, se markerne

i Portugal   og i Toscana:

De fotograferede marker (28.7. kl. 18:56) er ned mod floden Dão lige nord for Serre Estrela.

Senere kom vi til  Douro. Og vi fik kørt for langt inden vi standsede og fotograferede. D. 28.7. kl. 20:17:Den var smukkere højere oppe ad løbet.

Det næste er fra d.29.7. kl. 9:53.Vi overnattede to timers kørsel fra Porto, hvor vi skulle være kl. 12. Og det var vi.

Vi valgte altså en rute gennem det centrale Portugal. At holde sig nær kysten er også meget fristende når man læser "Turen går til Portugal".

Og om området nord for Porto starter samme rejsefører: "Det nordlige Portugal er skammeligt undervurderet". Ak ja, alt det man ikke når. Det er sikker et oplagt sted i de deciderede sommermåneder.

Men vi standsede ved Porto. Og det er en perle! Og således slutter beretningen. Se der vand på næsten alle billederne.

Et af billederne - gæt selv - viser hvordan man laver en koncertsal:

Nåja, vand. Der skal altså også leveres en badeberetning her. Det er helt uden konkurrence min sjoveste badetur.

Jo, det var jo sådan at det var meget varmt i Porto. Og ret ulideligt at gå rundt i byen under middagssolen, så hva så? Til stranden naturligvis!

Vi fandt en lokalbus (det brugte vi en del. Det er meget sjovt også) og tog til Matosinhos's strand Leça da Palmeira. Bølgerne slog ind over en mole i det fjerne mod syd og rejste sig tilsyneladende 3-5 meter. Der stod en strid NV ind fra Atlanterhavet. Det er jo ret stort, så det er svært at opvarme. Det er næppe mere end 20^oC hele sommeren. Og den luft der fejer ind over stranden i menneskehøjde er derfor heller ikke mere. Vi gik en tur frem og tilbage for at orientere os og kom til at fryse. Vi slog os ned. Bølgerne mandshøje. Jeg har aldrig set noget lignende. Men flaget var gult, så jeg tænkte "herligt, så er det sjov uden at være frarådet/forbudt!"

Vi lagde os ned i solen ½ times tid for at få varmen. Så gik jeg i vandet. Og derefter så jeg at flaget var rødt. Hvornår det skiftede ved jeg ikke. Men at det var sjov...! Uhadada!

Badegæsterne løb 10 m frem og tilbage, frem når vandet trak sig tilbage og skrigende tilbage når den næste bølge brusede frem. Nogle unge mennesker svømmede rundt 20-40 meter uden for strandbrændingen, nogle med våddragt og alle med en slags surfbrædt, vel 70 cm langt. Jeg lå og iagttog dem for at blive klogere på teknikken. Det var klart at ind kom man ved at ride på bølgerne. Jeg har engang hørt at ved en sådan strand, dér går strømmen direkte væk fra kysten. "Det kan den da ikke" var min umiddelbare reaktion. "Hvor kommer så vandet fra?" Men det er klart når man ligger og iagttager. Der kommer store mængder vand ind med de brusende bølger. Det sprøjter så at sige hen over den øvrige vandflade. Det vand skal ud igen med den øvrige vandflade, den man helst vil svømme på hvis man ikke ustandseligt skal tumles rundt. Aha, strategien var klar:

Jeg lagde brillerne, konfronterede - ansigt til ansigt - en bølge og sprang direkte igennem den og var ude, udenfor hvor strandbølgerne brød. Derude brød bølgerne usystematisk, vidnende om at der næppe var nogle revler.

Og så svømmede jeg ret kraftigt nordpå, for der var en stærk strøm sydpå. Jeg undgik de brusende bølger, evt. ved at dykke lidt. Så skulle jeg jo lige se om jeg kunne bunde. Det kunne jeg slet ikke. Brændingen viste også tydeligt at det gik ret stejlt nedad. Samtidigt syns jeg nok at afstanden til kysten voksede. Så var det jeg syntes at jeg nok måtte svømme lidt indad.  Og som forudset kom stranden ikke stort nærmere. Og så var det strategien skulle stå sin prøve:

Jeg lagde mig op i en bølge der skulle til at kamme over. Og det gjorde den så og tog mig med. Herligt. Rundt og rundt og blandet godt med masse af luftbobler. Og sollyset i disse, som hvirvlende diamanter, saltvand i næsen, lys, lys, lys og vand, vand, vand! Den bragte mig helt ind hvor vandet vel nåede mig til lårene. Men det var vand der var i stor fart på vej ud, så jeg havde svært ved at stå. Så jeg fulgte lidt med og udså mig den næste bølge. Den smed jeg mig i ligesom den knækkede, og så var op og ned ikke-eksisterende begreber for mig. Men den tog mig med endnu længere ind og skubbede mig op på havstokken. (Tænk, "strandvasker" faldt mig ind). Da jeg prøvede at komme på benene, var vandet så på vej ud og var ved at tage mine bukser med. Annamarie var flad af grin da jeg kom hen til hende. Det boblede også i mig af glæde over oplevelsen. Bølgen havde efterladt mig med en del sand på kroppen, så det måtte jeg jo lige ud og skylle af. Igennem en bølge og hurtigt ind igen på en anden. Så en ny overraskelse: Jeg kom på benene og gik ind på det jeg troede var stranden. Men det var et tidspunkt hvor vandet bare havde trukket sig helt tilbage. I den situation er jeg jo ikke rigtig vant til at der er noget stort at tage vare på. Jeg hørte lige Annamarie råbe: "Pas på!!" så blev jeg slået ned bagfra af den næste bølge der rejste sig på selve havstokken. I følge Annamarie så den ud til at nå mig over skuldrene da den kammede over lige bag mig. Sådan føltes det egentlig også.

Det var vandvittigt sprøjst!

Hilsen Claus