BjerggadeRejser
sonderer stadig terrænet.
To højtplacerede medarbejdere har været udsendt til nye områder i uge 4. Denne gang Val d'Ega, Eggental, stadig i det tysktalende område.
Val d'Ega ligger lige syd for Val Gardena, Grödnertal, hvor vi har været så mange gange.
Målet var Obereggen, som tog sig således ud da vi ankom. Det er klart at se at den lille Dorf er kraftigt præget af tourismens udvikling. der var meget få gamle huse at finde.
Obereggen ligger i den ene ende af Skiregion Latemar, opkaldt efter et ret flot bjerg, Latemar, her set på vej op med den første lift.
På kortet er de omtalte lokaliteter markeret med yndig grøn toning.
Transporten, tider og priser. Som det fremgår blev billetterne igen købt hos DB i Flensborg.
Opholdsstedet, Specker, fandt vi på nettet. Det viste sig at være alle tiders fund, billigt, meget velbeliggende, og meget velsmagende!
Ad billigt.
Ad velbeliggende: Her begynder lifterne/slutter pisterne. Og vender man sig 120o mod uret ser man hjem til Specker som ligger med en flot udsigt til venstre.
Ad velsmagende: Det var med halvpension. Det er næsten nødvendigt, for der er ingen forretninger i Dorfen ud over en udvidet kiosk i det dyre hotel. Og værtinden var en utrolig sød og smuk midaldrende dame som sammen med sønnen lavede den dejligste mad. Traditionelle, men meget varierede retter lavet uden falbelader og med stor respekt for håndværket, Vorspeise (suppe eller pasta), Hauptspeise und Nachspeise. Vedr. det sidste gjaldt at ville man ikke have det ene, fik man det andet, kaffe, snaps eller...?
Vi spiste kun lidt i løbet af dagen.
Området var på størrelse med det i Madonna di Campiglio, dvs. i løbet af den første formiddag havde vi løbet fra den ene ende til den anden, dvs. fra Obereggen til Predazzo. Til Predazzo skal man tage liften ned og herefter en skibus til Cavalese, 35 min (Alpe Cermis) eller til Bellamonde, 25 min (Alpe di Lusia).
Dermed er det et dejligt stort område - hvis man ikke lige er vant til Sella.
Vi besøgte begge de to her nævnte Nebengebiete. Der er også mulighed for at tage til Passo di Rolle, inkluderet i det lokale liftkort eller til Passo di Costalongo (Karerpass) kræver Super Dolomiti-kort. Begge steder ligger 50 busminutter væk.
Vi besøgte ikke de to pas. Med de foreliggende temperaturer følte vi os ikke fristet til at tage til et pas og starte i 2000m og så opad. Det blæser sikkert også mere i et pas, så det...
Men vi besøgte
Cavaleses har et smukt skiområde ovenover skovene hvorfra træet, abete rosso (red spruce) til Stradivariusviolinerne blev hentet til værkstedet i Cremona. Der skis også igennem skovene. Her er Annamarie i respektløs fart på vej forbi. Her lidt mere besindigt (jeg skal huske at ånde indad når jeg fotograferer i 15 graders frost).
Det var i Cavalese et hensynsløst amerikansk militærfly i 1998 kappede en liftwire hvorved over 20 turister kastedes i døden.
Ja, vejret. Det var ikke noget at skrive hjem om, så det var jo netop hvad vi gjorde. For det var det egentligt usædvanlige. Vi har været vant til sol fra en skyfri himmel (næsten) hver gang vi har været i Dolomitterne og det sammen med temperaturer som mere gav sommerfornemmelser end det modsatte. Men ikke denne gang. Temperaturen var -18oC hver morgen undtaget den sidste hvor den var -19oC. Og dertil blæste det en del. Vi fotograferede slet ikke de første par dage, og de her viste billeder stammer naturligvis mest fra de undtagelsesvise øjeblikke hvor vejret tegnede bjergene og området i et mildere skær.
Men pisterne! De bliver da også bedre og bedre. Der falder ofte ikke meget sne i Sydtyrol, hvorfor de der har været meget tidligt ude med snekanonerne og har snart bestykket alle pister med sådanne med rigelig kapacitet. Pisterne er meget brede (se! se! og se!) og præpareres totalt hver nat.
Det er alt sammen meget kunstigt når jeg tænker tilbage på min første skisportsoplevelser i Norge og i Østrig. Da måtte man besejre den øjeblikkelige snetilstand, hvadenten der var for meget sne eller for lidt, eller den var kraftigt medtaget af skiløbere til total pukkelpiste overalt. Jeg mindes også hvorledes der var store udfordringer undervejs på Sella rundt for bare 10 år siden. Nu er det snemotorvej hele vejen. Det er lidt trist. Og når man så ser omkring og der slet ikke ligger sne på sydsiderne og ½-1 m kunstigt sne på planlagte pister hvor et stort antal turister løber i røven på hinanden, ja, så kan det forekommer dekadent. Men vi kan jo godt lide solen og hvis man samtidig vil stå på ski så mange mennesker, så er der ikke noget valg.
Men det betyder så at man løber med en sikkerhed selv når sigtbarheden er ringe, som man slet ikke kunne drømme om for nogle år siden. Samtidig er carvingskiene en absolut gevinst. De en klart kortere (jeg løb på 170cm) og bider alligevel lige så godt (snarere bedre) i svingene når man løber gammeldags, og så giver de denne helt nye carvingsvingsmulighed som er meget sjov og inspirerende. (I al beskedenhed (derfor sagt i parentes) syns jeg jeg løber bedre end nogensinde. Men tilskriver det i høj grad udviklingen i pister og ski. Annamarie var ikke helt tilfreds med min carving. "Nå??". "Dine armbevægelser er ikke yndefulde nok!" Javel så! yndefulde! Nå, det kan jeg leve med - i min alder, ikke mindst).
Annamarie får ind imellem rigtigt sluppen den løs. Det kan gå meget stærkt. Yndefuldt! Hun sku' snakke. Men det går stærkt, nedad til venstre, nedad til højre, nedad til venstre, og udad nede til højre i dette smukke modlysbillede.
En attraktiv mulighed som ikke forekommer i Val Gardena er natteskiløb. Pisten der starter ved webcameraet er belyst tirsdag, torsdag og fredag kl. 19-22. Og lyset gør pisten endnu tydeligere end om dagen. Der var det antal skiløbere liften kunne klare uden belastende ventetid. Dvs. stor og god interesse. Vi prøvede hhv. 3 og 2 ture (M/K) om tirsdagen.
Det var også muligt at leje en slæde, rodel (7€ pr. slæde). Der var en tunnelføring under skipisten hvorefter man kom ind på en oplyst vej. Og så gik det bare dernedad i en stor snesky hvis man bremsede med fødderne. Det gjorde vi nu ikke, så det så vi bare når vi drønede uden om de andre. Det prøvede vi om torsdagen. Vi tog 3 ture på hver sin. Det var ski'sme sjov! Så ligger den bageste og lurer på en lille fejl hos den der kører forrest. Og så i et sving, smut, uden om. Det var ski'sme sjov! Liftkortet gjaldt også om natten.
Og bjergene. De ligner helt de andre Dolomitter vi kender. Og i år har jeg luret deres hemmelighed. Da bjergenes materiale blev dannet ved vulkanisme, størknede det i lange strukturer med særlig styrke i en bestemt retning. Da materialet senere blev foldet op, lå disse strukturer hulter til bulter. Alle de som ikke stod lodret er i tidens løb væltet, simpelthen!
Og så kan man naturligvis følge med på webcams. Derfor sendte vi følgende mail til vor mor da vi tog hjemmefra:
Jo, det vil vi gøre hvis vi ikke glemmer det!
- Og hun sad der sgu'! sagde hun. Men så ikke noget. Slet ikke mundaflæsningen. Det var alt for småt. Nå, det kunne jeg nok have set hjemmefra.
Beklager. Men jeg stod der nu også. Her er beviset. Taget med maxzoom: Webcameraet sidder på muren i midten af billedet.
Bolzano, Bozen, er vist hovedstad i det tysktalende område. Vi havde lidt ventetid da vi ankom. Så hyggede vi os i solen, og glædede os ved udsigten. Turen i bus ud af Bozen var temmelig bemærkelsesværdig. På vej op mødte vi en ambulance på vej ned, ups. Der må skaffes hul til vejen.
Slut for denne gang, hilsen Claus.