717 I går var hveden moden

Mel.: Nu blomstertiden kommer

1       I går var hveden moden,

i dag står skoven hvid;

om lidt vil lærker kvidre

om sol og forårstid.

Der råbes mellem grave

om nu'ets evighed,

mens vinden lægger støvet

til ro et ukendt sted.

2       Vi tæller vore dage,

der hober sig til år,

og stædigt vokser stakken

af det, vi ikke når.

De store ord blir mindre,

og planer hentes ned

fra flugt mod morgenstjerner

til døsig aftenfred.

3       Derfor - på ugens morgen

må vi herhen igen,

hvor kirken åbner døren

som for en gammel ven.

Og ord får atter mening;

skønt vi har slidt dem ned,

kan de forundret synge

om håb og kærlighed.

4       Her døber vi de spæde,

vi knytter hjertebånd

og beder, at de døde

må leve i Guds hånd.

De lærte os om troen,

der - rakt fra slægt til slægt -

gir ordet hjertets visdom

og eftertankens vægt.

5       Om alle vore drømme

forsvinder i det blå,

og skyggerne blir lange,

og mørket banker på,

skal kirken stædigt vidne

om troen, der består

og føjer dage sammen

i evighedens år.

Lisbeth Smedegaard Andersen 1994 og 2000.