Er vi rigtig kloge?

Hvad er intelligens?

Hørt i hjernekassen på P1: "En dyreart er intelligent, hvis den kan overleve i sit habitat". Det var i en udsendelse hvor Peter Lund Madsen sammen med en gæst søgte at indkredse bevidsthed og intelligens hos dyr.

- en temmelig utilstrækkelig definition på intelligens, men meningen er vel at uden evne til overlevelse kan man snakke om afgørende mangler i intelligensen.

Og retter vi så blikket mod os selv, må vi med uro spørge om den truende klimakrise er ved at afsløre fatale mangler i vores intelligens. Krisen er tilmed selvskabt, og så burde vi vel kunne klare den. De kulturer som er gået forud for vores, har i følge det indledende kriterium været intelligente - så længe det varede; nu har de ført til os. Klarer vi pynten?

Mennesket har inden for dyreriget nogle specifikke evner for abstrakt tænkning og kommunikation. I kraft heraf har vi været i stand til at gøre så meget ved vores jord at geologer finder det nærliggende at indføre en ny geologisk tidsalder, antropocæn, den af mennesket skabte. Det vi har gjort og fortsat gør ved verden, er en følge af vores bevidstheds syn på os selv i forhold til verden.

Hvad er bevidsthed?

Ja, hvad er bevidsthed? Og så opdager vi at det er bevidstheden der spørger til sig selv, den ultimative selvreference. Den kan ikke stille sig udenfor og finde et svar. Uanset hvad den ser, så ser den sig selv som i et spejl! Dvs. den kan være hvad som helst, som giver mening for den selv i udfordringen fra verden. Bevidstheden er selvberoende. Hvad sker der når bevidstheden leder efter sig selv? Ingenting! ifølge Wikipedia: "Bevidsthed er nok det mest undersøgte emne i psykologien, men til trods herfor det vanskeligst forståelige".

Uanset hvad bevidstheden er, iagttager og tænker vi. De problemer vi derved møder, opstår som følge af den måde vi opfatter verden og os selv på. Verden er givet, så derfor er bevidstheden den tilpasselige del hvis vi vil danne os brugbare forestillinger herunder videnskabelige teorier om verden. Men

bevidstheden behandles slet ikke som på én gang fleksibel og definerende hjemsted for vores virkelighedsopfattelse i aktuel videnskab.

I stedet for at tilpasse bevidstheden, så kaster vi os over verden og danner vores teorier om verden, de vesteuropæiske. Antropologer kan fortælle om et meget stort område for velfungerende bevidsthedsforhold for mennesket i verden. De mennesker som forstår sig selv som en del af helheden, indgår i helheden uden at ødelægge den verden hvoraf de selv er en del. Sådan har tidligere kulturer overlevet.  

I den græske oldtid opstod imidlertid noget nyt. Mennesket begyndte at stille abstrakte spørgsmål om rigtigt og forkert, retfærdighed og sandhed, og den demokratiske tanke, det frie og fra verden frigjorte menneske opstod. Sofokles udtrykte menneskets selvfascination i tragedien Antigone: "Vældige ting er der til, men mest er dog mennesket djærv i dåd". Her lagdes kimen til den vestlige verdens kultur. Det var det, som var så fascinerende i gymnasiets undervisning l oldtidskundskab. Men det er samtidigt en forståelse af menneskets placering i verden, der nu har ført os på afveje. For mennesket distancerede sig fra naturen.

Hvad er forståelse?

Det er det filosofien tilstræber. Men hvordan? Vesteuropæisk filosofi starter i det antikke Grækenland. Med sin hulelignelse indførte Platon idéen om at mennesket stod uden for og kunne derfra iagttage konturer af den primære verden, idéernes verden. Disse to idéer, at iagttagelse af verden må ske udefra, og at verden i sig selv er tvedelt, kan føres tilbage til antikken.

I renæssancen genopstod der en stærk interesse for videnskab og filosofi; vedrørende den sidste i høj grad inspireret af den antikke græske. Herfra tog Descartes (1596-1650) tråden op fra Platon og specificerede at den korrekte videnskabelige iagttagelsesposition er at se verden udefra, og derfra så han så verden bestående af to væsensforskellige substanser, den tænkende åndelige substans, res cogitans, og den udstrakte materielle substans, res ekstensa. Dermed fik Platon en sådan indflydelse på filosofien at filosoffen Whitehead (1861-1947) kunne konstatere, at "den sikreste beskrivelse af den europæiske filosofitradition er, at den består af en række fodnoter til Platon". Det har siden været de uantastelige rammer for europæisk filosofi.

Her er der så opstået det psyko-fysiske problem, om hvilket kan siges, at det ”gennem de sidste ca. 350 år har stået højt på den filosofiske dagsorden og den dag i dag er et af de mest omdiskuterede emner inden for international fagfilosofi”, citat fra emnepræsentationen på bagsiden af Eric Klawonns bog Sjæl-legeme-problemet, Odense Universitetsforlag, 2001.

Til emnet bidrager bogen så ved at vise at der ikke inden for de rammer hvor problemet behandles, kan findes acceptable løsninger, for det er netop dér det er opstået.

No problem can be solved from the same level of consciousness that created it.

Albert Einstein

Tilsvarende martrer problemet med den frie vilje både filosoffer og psykologer. Filosoffen Arno Victor Nielsen udtrykker det klart:

”Man kan godt lave en naturvidenskabelig konstatering af, at vi ikke har fri vilje. Men vi kan ikke acceptere det”.

Naturen, hvoraf vi er en del, beskrives deterministisk, og her opstår problemet. Uden en fri vilje som kan gribe ind i determinismen, kan vi nemlig ikke gøres ansvarlige for vores handlinger. Og det går slet ikke.

Filosoffer som Moritz Schlick og R. E. Hobart angives at have løst problemet, men det er ved at formulere en betydning af fri vilje, en manipuleret betydning, som kan listes ind i en deterministisk forklaring. Dermed manipuleres vores ansvar tilsvarende. Det er altså ikke det egentlige problem som behandles.

Aktuel filosofi fokuserer på problemerne i stedet for at fokusere på bevidsthedens hovedansvar for problemernes opståen. Uden en radikal ændring af denne ansvarsplacering kan ingen grundlæggende ændringer finde sted.

Så længe videnskaben mener at verden skal forstås udefra, opretholdes forestillingen om det fra naturen løsrevne menneske. I den position mener vi at naturen står til rådighed for os, til fri afbenyttelse. Det er den grundlæggende struktur som fører os på afveje, og vi forstår ikke hvorfor. Vi vil hverken kunne løse de fra antikken strammende problemer eller klimaproblemet.

Hvad det sidste angår, vil det blot blive mere af det samme bare på en anden måde, en måde som skjuler og udsætter det uundgåelige sammenbrud for vores aktuelle selvforståelse – og hvis det er for sent, så vores verden.

Hvad er viden?

Viden er godt - så længe den virker. Men den kan komme til kort. For snart hundrede år siden blev det afsløret af fysikken, videnskabeligt uomgængeligt, at vores selv- og verdensforståelse er hjælpeløs når det gælder om at etablere tilfredsstillende forståelse af denne verdens fundamentale grundlag, den atomare verden. 

I år 1900 opdagede Max Planck energiens kvantisering, og den herskende forestilling blandt fysikerne, at man snart var nået til den endelige forståelse af verden, blev grotesk fortid. Den herskende viden blev ugyldiggjort. De nye udfordringer førte i løbet af små 30 år til kvantemekanikken, som fejede fundamentale forestillinger om naturen af bordet og ovenikøbet præsenterede sig med tilsyneladende modsigelser.

Niels Bohr fandt i 1927 en tilfredsstillende løsning. Gennem en lang og til tider udmarvende intellektuel proces sammen med Werner Heisenberg kom han frem til et komplementaritetsprincip, som lod verden fremstå uden modsigelser. Til gengæld efterlader det os principielt uden mulighed for at distancere os fra naturen. De atomare fænomener fremtræder nemlig for os i en form som afhænger af, hvordan vi iagttager dem. Form, f.eks. partikel eller bølge, får de først ved iagttagelsen.

Mere end 2000 års filosofisk grundlag, problemerne i verden betragtet udefra, kunne ikke skaffe os viden der virker i den atomare verden.

Men det er svært at forlade noget så grundfæstet, og det er langt fra alle fysikere parate til. Nobelpristager og en af de mest indflydelsesrige amerikanske fysikere i det 20. århundrede med uvurderlige bidrag til teorien for kvanteelektrodynamik, Richard Feynman, siger:

”Jeg mener jeg med sikkerhed kan sige, at der er ikke nogen der forstår kvantemekanik… Lad være med at blive ved med at sige til dig selv ”Jamen hvordan kan det lade sig gøre?” for du bliver trukket ind i en blindgyde hvorfra ingen endnu er undsluppet. Ingen ved hvordan det kan lade sig gøre”.

Man frarådes at stille spørgsmål! - en særpræget videnskabelig doktrin. Dette dilemma vil vedvarende udfordre bevidstheden, indtil den finder sig selv i en ny form i et nyt paradigme, hvor dilemmaet er forsvundet.

Om vores vilkår i verden siger Bohr igen og igen "...når vi iagttager den verden, hvoraf vi selv er en del." Han indser, at iagttageren må gøre sig til en del af det iagttagede for at opnå tilfredsstillende viden. Og viden er så blot adækvate sproglige formuleringer. Bohr:

"Det er forkert at tro, at det er fysikkens opgave at finde ud af, hvordan naturen er. Fysik handler om, hvad vi kan sige om naturen”.

Dermed betoner Bohr det vilkår, der har drevet den menneskelige kulturs udvikling helt fra sproget opståen, at vi stedse har måttet udvikle begreber og sprog, som kan rumme den stadigt voksende mængde af indhøstet erfaring i verden. Sproget som før var videnskabens middel til forståelse af verden, er nu blevet selve målet.

Hvad er virkeligheden?

Verden er. Så snart vi siger mere, fortolker vi og skaber vores virkelighed. Virkeligheden er under stadig forandring. Stiller vi i dag de grundlæggende spørgsmål, står et paradigmeskift tilsyneladende lige for døren. Men det er som sagt en meget vanskelig erkendelse, og i en overgangsperiode kan en ny virkelighed synes fuldstændig vanvittig.

Da Kopernikus åbnede for sine tanker om solen som centrum for planetbevægelserne, lod den katolske kirke dem faktisk udgive med den bemærkning i forordet, at det var interessante teoretiske betragtninger, men det havde ikke noget med virkeligheden at gøre.

Da tankerne trængte sig på som en mulig virkelighed, blev det dødsens alvorligt. Det kostede Giordano Bruno livet, og Galilei reddede kun sit ved at aflægge falsk vidnesbyrd. Men processen var sat i gang. Otte år efter at Newton i 1687 bandt den sidste sløjfe med sine tre dynamiske love og loven om gravitationskraften, skrev han til Richard Bentley:

”At et legeme kan virke på et andet på afstand gennem vacuum uden at betjene sig af noget som helst gennem hvilket deres virkning og kraft kan formidles fra det ene til det andet, er for mig så absurd en tanke, at jeg tror intet menneske, som har anlæg for at tænke fornuftigt, kan tilslutte sig den."

Newton selv opfattede det altså som det rene vanvid. Men det virkede. Og så må det indgå som en naturlig del af vores verden. Jeg, som livslangt har undervist unge mennesker i Newtons gravitationslov, kan bevidne, at ikke en eneste elev har løftet et øjenbryn i den anledning. Det virker, og så er det virkeligheden!

Sproget er blevet målet som skaber virkeligheden.

Vend så lige tilbage til Feynman og tilføj ”Men det virker, og så er det virkeligheden”. En virkelighed som kan rumme kvantemekanikken, er en virkelighed hvor vi er en uadskillelig del af naturen. Det er i sandhed en ny bevidsthed. Den vil kunne tilgå verden så de tidligere nævnte problemer ikke opstår, se En anden forståelse af forståelse.

Når afgørende nye kendsgerninger trænger sig på, kan forestillingen om os selv og virkeligheden ændre radikal karakter. Kvantemekanikken er en sådan udfordring for en snæver kreds. Men for hele menneskeheden synes klimakrisen også at være en sådan påtrængende radikal ny udfordring.

Klimakrisen er verden der slår igen. Det kan den kun når vi står uden for. Slagsmål kan ikke finde sted når vi ser os selv som en uadskillelig del af naturen. Dér må vi hen.

Paradigmeskiftet kan formidles af artens kollektive reaktion på klimakrisen. Men også ad bagvejen, hvis fysikere og filosoffer tilegner sig udfordringen fra kvantemekanikken til bunds.

Læs Feynmans jeremiade igen og igen!