Mødet med orienten - generelle iagttagelser

 

Når vi nu skulle til det store osmannerriges hovedstad med masser af islamisk tradition - og ditto aktualitet - så havde man jo forestillet sig noget eksotisk. Jeg indrømmer en umiddelbar skuffelse over at komme til en moderne, Europæisk storby - hvad det jo egentlig også er, det meste af den - og en moderne europæisk befolkning.

De første par dage så jeg kun ganske få tørklæder. De kunne tælles på én hånd. Og jeg kan forsikre: Tørklæder er meget mere fremtrædende i Københavns bybillede. Jeg ved hvad jeg snakker om, for jeg sidder og kigger mig omkring i linje 5A mens jeg skriver dette på vej til hovedbanegården.
Men det første indtryk skulle heldigvis nuanceres - betragteligt. Som Ole Dalager sagde da vi overværede fredagsbønnen:

 

"Tag ikke fejl. De klæder sig efter omstændighederne. I aften når de går i byen, er de helt uden tørklæde." Fredagsbønnen er sjov at tænke på når man møder livsudfoldelsen lørdag aften i Kumkapi kvarteret med fiskerestauranterne (se http://sssenior.dk/).

 

 

Det er turister der går i midten og kigger. De lokale gir den gas:

 

Markant anderledes end herhjemme. Der var ingen restriktioner på udskænkningen, og alligevel var der slet ingen fuldskab at spore. Livsglæden var overvældende! Integreret i den løftede stemningen var de 8-10 ensembler med stort set ens besætning fordelt langs vejen. De bestod af et zitarlignende strengeinstrument, Kanun, en saz med knækket gribebrædt, en tromme, en tamburin, og en violin. Og så blev der sunget, både af musikerne og af gæsterne. Det er rytmisk set ret kompliceret musik, og netop det afslører om deltagerne er helt inde i numrene. Det var de; det var flot.

Især måtte man nyde de fuldstændigt virtuose musikere på Kanun. Se her Kanun - med det hele!

Det var sjovt at opleve tyrkisk musik live. Når jeg har set det i fjernsynet, siger det mig intet. Her funklede det.

 

Jeg elsker at få mine fordomme udfordret, og jeg må da tro jeg er kommet med sådanne, for min store glæde ved det jeg oplevede, er svær at skjule. ”Han vil bare sælge mig noget” var en bemærkning vi ofte hørte - på dansk. Og man bliver da godt nok antastet overalt. Men det er en glad livsform. Det syder. Man kommer hinanden ved. Det er ikke bare i basaren, der er basar alle vegne. Men intenst i den overvældende Grand Bazaar. Jeg handlede og har ikke fortrudt. Jeg kunne være kommet meget galt af sted, men det er min klare fornemmelse at uskrevne regler overholdes konsekvent. Hvis man hopper på en forkert pris, er det ens egen skyld. Der stikkes ikke noget under stolen, og når der er sagt OK, så udveksles varer og penge med et smil.

I bakspejlet er det også bemærkelsesværdigt i et så ret stort selskab i en så meget stor by, at ingen har berettet at de er forsøgt bestjålet. Det har jeg i et selskab på bare 2 oplevet i Barcelona, Firenze, Rom og Dresden - sådan hvad jeg lige kan huske…

 

Og så drikker de te! Da vi ankom og sad og ventede på hotellets velkomst, kom en tjener forbi med et stort, rundt fad med en masse små, fine glas. Mundvandet meldte sig, jeg så for mig en gang Martini med isklumper som velkomst til os - lige hvad jeg trængte til. Men det var det ikke! Det var te på tyrkisk, fandt jeg senere ud af. Det havde jeg gerne vidst da han faktisk gik forbi. Vi fik dog nogle glas med noget jeg identificerede som tranebærsaft. Det var nu også udmærket.

Jo de drikker te. Det gjorde et særligt indtryk en gang hvor jeg kom ind i et baglokale hvor der sad et par gutter på 20-22 år med et glas hver. Det kunne være et par rødder, men der var noget helt galt. Der var en teske i glasset! Og glasset var et af dem man ser alle vegne.

Det varer lidt inden man som dansker indser at rødderne sidder og drikker te. Men det gjorde de! - og sådan var det hele vejen igennem!

 

Og så kunne de servere is. Det var ikke bare hamher. Det var alle steder hvor vi købte is. Og repertoiret var meget større. Man hører på lydsiden at der javes med os, så vi må afbryde forestillingen!

 

Og så blev der sunget - eller hvad man skal kalde det. Så er vores kirkeklokker alligevel diskretionen selv.

 

Det var bare det jeg ville sige, hej!

 

PS. Ja, og så var vi forresten også i hamam. Jeg snuppede lige et billede fra damernes afdeling: