Drama i Store Heddinge.

Koncerten i Store Heddinge kirke var en af vores bedste koncerter – men den indeholdt et drama som jeg ikke er sikker på jeg nogen sinde fortalte fuldt ud.

Vi var installeret i Esbønderup og skulle af sted til Store Heddinge om eftermiddagen i et antal biler. Da vi havde kørt lidt var der en der spurgte: ”Så I om Tine kom med i en af de andre biler? Hun gik ind efter et eller andet da vi kørte.” Det var der ingen der havde set. Det var i gamle dage, før mobiltelefonen. Vi kørte hele vejen til Store Heddinge med den usikkerhed. Tine skulle synge den lange solo i Britten. Og Leif havde forladt os dagen inden, for han var korrepræsentant, Jyske operas kor, og skulle være dommer i en ansættelsesaudition på vores koncertdag. Han havde fundet et lokaltog hvormed han lige kunne nå det, forsikrede han. Sådan noget er slet ikke mig, og jeg brugte mange kræfter i bilen på at se ud som om jeg bevarede roen. Det var meget strengt, og der var meget langt!

Tine var der, men Leif endnu ikke. Mit indre var så oprørt at jeg for at komme af med det, fandt et lokale for mig selv hvor jeg skyggeboksede i flere minutter, til jeg var ret udkørt. Det skulle ud af kroppen. Jeg tror det hjalp.

Leif kom, og det blev en god koncert, men her og der med tempo i overkanten, stressreminiscenser?