Fri vilje, stadig et problem?

 

Forfatterinfo

·           Cand. scient i fysik og matematik fra KU, 1971.

·           Kursus i Tid og rum, ét semester, på SDU i Odense.

·           Toårigt undervisningsforsøg oprettet på mit initiativ, hvor fagene filosofi og fysik søgtes integreret mest mulig.

 

Abstract

Den frie viljes problem har beskæftiget tænkere siden oldtiden. Med Benjamin Libets neurologiske eksperimenter i 1980’erne fik problemet et helt nyt empirisk argument, som skærpede det og gav anledning til intensiveret forskning, som imidlertid ikke har kunnet skabe afklaring.

Problemerne findes ikke ude i verden. De skabes sammen med vores tænkning, og visse problemer fastholdes i uløselighed så længe vi tænker på den måde som skabte problemerne. Når varige problemer plager, må vi forny tænkningens præmisser hvilket faktisk betyder et nyt paradigme.

Grundlaget for et sådant blev allerede lagt af kvantemekanikken i slut-20’erne. Den kvantemekaniske belæring er Niels Bohrs konklusioner, en radikalt anden verden (anerkendt af fysikerne) og en radikal ny opfattelse af vores bevidsthed i forhold til verden (slet ikke bredt anerkendt af fysikerne).

Bohrs eksplicitte indsigt og implicitte intuition er artiklens inspirationskilde til at give et eksempel på hvorledes et nyt paradigme kan fjerne den frie viljes problem.

 

 

 

Artikel

·         Kan man være et personligt menneske uden at føle og tage eget ansvar for sig selv over for sig selv? (ansvar i betydningen ’stå ved’).

·         Kan vi omgås hinanden som personer uden at kræve et tilsvarende ansvar af hinanden? Svarene giver sig selv.

At tage eget ansvar betyder ikke blot at man tager ansvar for sine handlinger. Ansvar praktiseres også gennem sproget hvormed vi grunder over os selv, meddeler os til hinanden, øver indflydelse på hinanden, stiller vores krav, afstemmer vores forventninger og udvikler vores samfund. Ansvaret via sproget i tanke og i tale er måden hvorpå vi definerer os selv både personligt og som art.

Men det har en afgørende implikation: Mit ansvar giver kun mening for mig i forbindelse med noget jeg selv har valgt. Så når vi tager ansvar for vores udsagn og vores handlinger, oplever vi naturligvis at vi selv har valgt dem. Og når vi faktisk har valgt og ikke bare undladt at vælge, så er det naturligvis fordi vi har haft en vilje til at vælge.

Således opstår fænomenet ’vilje’. I handlingsøjeblikket er det vores indre oplevelse af at have magten til at udføre en ønsket handling. Vilje kan ikke tilskrives andet og mere indhold.

Når vi lægger den indiskutable umiddelbare betydning i de begreber vi anvender til grund, så kommer vi frem til at vilje følger af begreberne: Person, ansvar, valg.

Og, som det i almindelighed er tilfældet, så kan vi se tilbage på at der i handlingsøjeblikket var mulighed for at træffe mange andre valg. Vi havde frit valg.

Således opstår den ’frie’ vilje. Det er en virkelig følelse – blandt alle de følelser og indre oplevelser som udgør vores bevidste indre liv.

På den anden side… Når vi iagttager naturen, så har den fra tidernes morgen udviklet sig helt uden vores tilstedeværelse. Naturen har udviklet sig styret af kausaliteten i naturens egne love. Vi fortsætter betragtningen fra denne synsvinkel: Som følge af disse naturlove gør Homo sapiens sit indtog som en del af denne natur, indiskutabelt. Kan vi springe ud af og derpå efter forgodtbefindende gribe ind i naturlovenes kausalitet? I så fald er homo sapiens en mirakuløs undtagelse i hele denne udvikling. Giver det mening?

Ikke for naturvidenskaben. Betragtet fra dens synsvinkel, så kan vi ikke gribe ind i naturlovene. Der er ikke mulighed for at en fri vilje kan gøre sig gældende. Vi er altså uden ansvar, og er altså intet.

Hvor er fejlen?

 

Filosofisk var denne konflikt allerede iagttaget i oldtiden. I middelalderen var den især en udfordring for kristendommen hvor Gud kunne spille en rolle svarende til de generelle naturlove. Den alvidende Gud måtte så allerede kende fremtiden, og hvordan kunne mennesket så få indflydelse og føle sit ansvar? Var Gud så alligevel ikke alvidende, eller har mennesket ikke en fri vilje? Eller? – og mange logiske krumspring har været forsøgt. Mange blev koblet til forskellige fremstillinger af menneskets forhold til Gud.

I renæssancen fik naturlovene en ny status med Galilei, Descartes og Newton som hovedpersoner. Herefter folder naturvidenskaben sig eksplosivt ud og afdækker meget omfattende lovmæssigheder. At finde sådanne er videnskabens egentlige raison d’etre. Lovmæssigheder beskriver verden deterministisk.

Determinisme betyder at den øjeblikkelige tilstand er en lovbundet følge af den foregående og determinerer entydigt den kommende tilstand. Naturvidenskabens voldsomt stigende betydning og ufattelige succes de følgende århundreder skærpede diskussionen, for naturvidenskabens opfattelse af naturen, levner ikke plads til en indgribende vilje. Så har vi ikke noget ansvar, og så er vi ikke personlige individer, og det er i himmelråbende modstrid med den virkelighed vi faktisk oplever. Er det så en anden virkelighed? Det vil vise sig!

 

Diskussionen om den frie vilje fik for ca. et halvt århundrede siden tilføjet endnu en udfordring, en meget konkret empirisk neurologisk kendsgerning i form af skelsættende eksperimenter foretaget af psykologen Benjamin Libet. Interessen for hjernen og midlerne til at kortlægge de nerveprocesser som hører til forskellige sanseindtryk, emotioner og motoriske handlinger m.m. var nået et stade, hvor man kunne gøre sig håb om at finde et videnskabeligt svar på spørgsmålet: Hvordan kan vi indplacere den frie vilje i den store viden om hjernen der er opnået? Det første nærliggende spørgsmål er så: Hvornår i forhold til en ønsket handling sætter viljen gang i de nerveprocesser som fører til handlingen? Libets forestilling var følgende:

"Hvis en bevidst intention eller beslutning om at handle skal indlede en viljesbestemt begivenhed, så må den subjektive oplevelse af denne intention gå forud for, eller i det mindste falde sammen med begyndelsen af de særlige processer i hjernen, der formidler handlingen.

Således som vi oplever at være herre i eget hus, må det være en selvfølgelig forventning - som straks giver hele problemstillingen den ultimative udfordring, for hans eksperimenter viste det modsatte. De særlige processer som formidler en handling kan iagttages 0,35 sekunder inden beslutningen om at udføre handlingen opleves. De er altså ikke sat i gang af det der opleves som en vilje. Så går der yderligere 0,2 sekunder fra beslutningen opleves til handlingen udføres, men neurologisk og deterministisk var handlingen i gang inden. Libet kunne ikke acceptere sit eget forskningsresultat. Den frie vilje måtte reddes - in casu ansvaret. Selv fandt han i form af de sidste 0,2 sekunder at der var plads til et bevidst veto, altså en fri uvilje. Det er tydeligvis et ret desperat forsøg på at redde ansvaret. Og helt absurd i forbindelse med problemets kerne, (u)viljens mulighed for at gribe ind i naturlovene. Stadig efter 50 år kan man opleve en hjerneforsker rejse rundt i landet og underholde med forskningens forbløffende indsigter fremførende netop dette tidlige løsningsforsøg fra ophavet selv.

Med Libets eksperimenter fik forskningen et nyt konkret arbejdsgrundlag. En omfattende forskning forsøger stadig at nærlæse og fortolke de fysiologiske eksperimenter for at finde en placering af et viljesindgreb i den ellers kategoriske determinisme. Ofte foregår det ved en fortolkning/udvanding af viljesbegrebet så det ikke strider mod determinismen. Og stadig mere fantasifuldt, meget mere – men uden at komme til en opfattelse der fuldt ud omfatter vores oplevelse af ansvar og altså anerkender vores følelse af at være os selv.

Vi søger videre efter problemet.

 

Videnskab dyrkes altid inden for bredt vedtagne rammer om grundlæggende betingelser for videnskabelig virksomhed. Disse rammer udgør det aktuelle paradigme ifølge Thomas Kuhn. Implicit følger også en grundlæggende forestilling om menneskets position som iagttager af verden.

I vores paradigme opfattes problemerne som hørende hjemme i verden, og forskningen, forskernes bevidsthed, placerer sig iagttagende uden for og forsøger at finde virkeligheden som den er i sig selv og forestiller sig dermed af kunne afklare problemerne. Men vi er uundgåeligt en del af naturen, og at placere sig uden for kan man kun ved hjælp af fantasien. Vores nuværende verdensbillede er åbenbart et resultat af vores evner for at fantasere. Det er ikke tillidsvækkende, for grundlæggende er det jo omsonst at prøve at indrette verden efter bevidstheden, hvorimod der er perspektiv i at indrette bevidstheden efter verden. Dér vil vi nu tage fat.

 

Følgende - egentlig oplagte – påstand ’problemerne findes ikke i verden. De opstår som følge af den måde vi går til dem på’ stiller os i en helt anden position. Så holder vi os ikke udenfor, vi er en del af verden, vi ser den ikke udefra, og vi må forsøge at orientere os under de vilkår. Det er vores bevidsthed der er udfordret og herom handler det følgende.

 

Bevidstheden. Ja, hvad er bevidstheden? – spørger bevidstheden. Denne væmmelige selvreference gør det umuligt for bevidstheden at give et svar ud over hvad den ser i sig selv, som i et spejl. Bevidstheden er den ultimative selvreference. Den er et selvberoende, selvgenererende fænomen og er ikke andet eller mere end hvad den ser i sig selv. Den er uden bestemmende årsag og er altså arbitrær eller kontingent med et fagudtryk. Men for den selv (=os selv!) er det vores primære virkelighed, og det er dér vi oplever hele vores liv med alt hvad vi har set og gjort og følt og lagt til vores selvskabte ’jeg’. Men i et givet samfund er den generelle opfattelse af bevidstheden og verden kulturelt midlertidig og lokal. Bevidstheden så sig selv anderledes i middelalderen, og den ser sig selv anderledes i buddhismen i dag, f.eks.

 

En ny forestilling om os selv i forhold til verden burde være fristende at afprøve stående over for fundamentale uløselige problemer som f.eks. ’den frie vilje’.

Men allerede for et århundrede siden var det ikke bare fristende, men nødvendigt. For da åbenbarede atomernes verden sig med egenskaber ingen havde kunnet forestille sig. De fysiske udfordringer blev ved kvantemekanikken løst i løbet af tre dramatiske årtier. De mentale udfordringer som nødvendigvis følger af så radikal en ny fysik er imidlertid slet ikke slået igennem.

For at fastholde og levendegøre den udfordring må vi derfor gå mere i detaljer med hvad det er for uafviselige kendsgerninger som afgørende udfordrer vores bevidsthed.

 

Det er interessant at tage det historiske med, for det var en grænseløs dramatisk revolte både fysisk og mentalt. Dertil er det en enestående påmindelse om arten af overraskelser vi kan møde fra verden. Og det er vi absolut uvillige til at indse hvis vi overhovedet kan slippe.

Som lyn fra en klar himmel skete det, tilmed i en tid hvor fysikerne mente sig færdige med at forstå verden. Hvad der manglede af undersøgelser blev opfattet som oprydningsarbejde. Michelson: ”Fremskridtene i fysikken skal søges på den sjette decimal”.

Så opdagede Max Planck i år 1900 lysets kvantisering, og i løbet af få år var tavlen visket helt ren. Alt det grundlæggende vi troede om naturen viste sig at være, ja fantasi. Verden og vores forhold til den måtte tænkes helt forfra.

Det var allerede den gang en uafviselig indikation på et forestående paradigmeskift.

 

Da de første atomare fænomener viste sig, troede man slet ikke man ville kunne nærme sig en forståelse, da de foregik i en verden som var utilgængelig for os på grund af vores grove makroskopiske sanser og hjælpemidler. Men det viste sig alligevel at man kunne komme i kontakt med den atomare verden. De grove hjælpemidler kunne indrettes så de atomare fænomener kunne give sig til kende på forskellig vis.

Det er det første nye vilkår for vores forhold til naturen: I den udstrækning den atomare natur overhovedet træder frem for os, er det altid i forbindelse med en makroskopisk opstilling. Og som det skal vise sig, tilmed i den forstand at den træder frem på en måde der afhænger af vores valg af registreringsmiddel. Vi er i dén grad en uadskillelig del af verden. Dvs. vi kan ikke danne os billeder set udefra af verden som den er i sig selv. Denne mulighed er en selvfølgelig forudsætning for den klassiske fysik. Vi ser nu helt konkret at vi er en uadskillelig del af verden.

Rækken af fundamentale nyskabelser i den nye fysik adskiller sig indbyrdes meget i art, men i graden af provokation er de alle ultimative. Vi skal vi her koncentrere os om bare én: Verden afslørede sig med tilsyneladende modsigelser.

Den eksemplariske forsøgsopstilling til demonstration af dette er dobbeltspalteeksperimentet med elektroner. Elektronerne registreres punktvis, dvs. som partikler, på et stykke film, men på en sådan måde at de undervejs forbi dobbeltspalten har optrådt som bølger. De lander nemlig som resultat af bølgeinterferens bag spalterne. Elektronerne kan afskydes enkeltvis, så den enkelte elektron som lander som partikel på filmen, må som bølge have passeret gennem begge spalter, for den har interfereret med sig selv, jf. figuren.

Hvis man prøver at indrette opstillingen så man kan registrere elektronpassagen ved spalterne, så finder man at den enkelte elektron som partikel helt naturligt passerer gennem kun den ene af spalterne. Men samtidigt forsvinder bølgeadfærden, interferensen.

Hvis elektronen altså registreres som partikel ved spalterne, så har den ikke også haft bølgeegenskaber ved spalterne. Ved passagen af spalterne er en elektron enten bølge eller partikel afhængigt af om vi registrerer den ved spalterne eller ej. Dermed kan vi ikke frembringe en modsige.

Denne dualitet hvor to uforenelige fremtrædelsesformer er på tale, men den ene udelukker den anden, døbte Bohr komplementaritetsprincippet. Det er et helt nyt, men herefter nødvendigt vikår i vores forhold til naturen.

 

Om netop dobbeltspalteeksperimentet siger Richard Feynman, nobelpristager og en af de mest indflydelsesrige amerikanske fysikere i det 20. århundrede med uvurderlige bidrag til teorien for kvanteelektrodynamik:

”Jeg mener jeg med sikkerhed kan sige, at der er ikke nogen der forstår kvantemekanik… Lad være med at blive ved med at sige til dig selv ”Jamen hvordan kan det lade sig gøre?” for du bliver trukket ind i en blindgyde hvorfra ingen endnu er undsluppet. Ingen ved hvordan det kan lade sig gøre”

Man frarådes at stille spørgsmål! - en særpræget videnskabelig doktrin.

Et sådant dilemma kan menneskeheden ikke leve med på langt sigt.

En har sagt - det kunne være Feynman: ”Lad vær og tænk! Bare regn!”. Det er vist blevet en sovepude, for kvantemekanikken som fysisk teori er et under af præcision og ufattelig i omfanget af arbejdsområder.

 

Hvad er det så for en verden vi ser på? Uden en opstilling hvor elektronen optræder med bølge- eller partikelegenskab, så eksisterer den i kvantemekanikken i form af en matematisk repræsentation som indgår i beskrivelsen af atomer. Igennem denne repræsentation giver fænomenet ’elektron’ grundstofferne deres kendte kemiske egenskaber og er dermed grundlaget for vores virkelighed. Så elektroner er uden at være noget i sig selv.

 

De to i denne sammenhæng afgørende fundamentale nyheder er

·         komplementaritetsprincippet, som fjerner den logiske modstrid når blot modsætninger ikke kan optræde samtidigt

·         at man må opgive en beskrivelse af en verden som den er i sig selv; fysikeren (vores bevidsthed) blev selv en definerende del af den iagttagede virkelighed.    

Som mere end antydet er der blandt fysikerne ikke enighed om den filosofiske tolkning af kvantemekanikken. Det er også svært.

Derom handlede den legendariske og forbilledligt oplysende diskussion mellem Einstein og Bohr, startende på Solvaykonferencen i 1927 og uden afgørelse ved Einsteins død i 1955. Einstein kunne ikke forlade den lokale realisme. Enhver som ikke har været dybt inde i kvantemekanikken uden tilmed at synke en stor klump, vil støtte Einstein opfattelse. Den er helt grundlæggende i vores verdensopfattelse. På den baggrund er det derfor helt ufatteligt at det afgørende eksperiment i 1982 bekræftede Bohrs konklusion af kvantemekanikken. Det var umuligt for Bell som fandt den teoretiske mulighed for at afgøre striden og for Aspect som gennemførte forsøget. Bell udtaler efter Aspects forsøg: ”Jeg har igen og igen læst de steder i Bohrs tekster hvor jeg mener han forsøger at forklare udfaldet. Det er sort snak for mig.” og Aspect selv udtalte at han var stærkt forbløffet.

 

Som konsekvens heraf må vi være parate til fuldstændigt at nytænke vores bevidsthed i forhold til verden.

Og det er vi så. Med komplementaritetsprincippet som ny mulighed foretager jeg så det store for nuværende dristige skridt at acceptere princippet også i andre end atomare sammenhænge når blot samtidig forekomst er udelukket.

Pointen i forbindelse med en frie vilje fremstår nu ved at indse at aktuel forskning forsøger inden for én kategori at behandle fænomener som tydeligvis tilhører to disjunkte kategorier. Begreber herfra kan ikke behandles under ét.

I Libets eksperiment er de fysiske fænomener, de neurologiske målinger og den resulterende handling, veldefinerede. Men viljen er udefinerbar. I forskningen omkring Libets eksperiment kaldes den også beslutning, bevidsthed, opstået ønske, bevidsthed om ønsket m.m. Det er åbenbart at dette element i forsøget tilhører en anden kategori. Det er ikke et neurologisk eller fysisk registrerbart fænomen. Viljen opleves.  

Og lige så snart der åbnes for at operere med to kategorier, får vi øje på ’bevidsthed’, ’vilje’, ’beslutning’, ’ansvar’ og ’jeg’et m.m. og spørger forbløffet: Hvad laver de begreber i hjerneforskningen som udefra måler elektriske potentialer og tolker dem i neurofysiologiens ramme? Hvad er i denne sammenhæng en ’vilje’ der som første årsag kan træffe en beslutning, og 0,35 sekunder inden personen bliver bevidst om det (her er det helt absurd at tale om vilje) starte den sammenhængende neuronproces som udfører beslutningen? eller som fri uvilje i de sidste 0,2 sekunder kan bremse de neuronfyringer som i organismen er lige på trapperne til at udføre handlingen?

Disse begreber kan ikke behandles i neurofysiologi. Neurofysiologi er vores liv beskrevet udefra. Men vi oplever og lever vores liv indefra. Det er strengt personligt. Jeg kan fortælle om mine indre oplevelser, men som de oplevelser de er, kan ingen få direkte kendskab til dem andre end mig. Virkelig eksistens har de kun som oplevelse i mig i absolut modsætning til de videnskabelige begreber som har samme grad og art af eksistens for alle som snakker om dem. Så kan de behandles videnskabeligt. For videnskaben er mine indre oplevelser utilgængelige som primære forsøgsobjekter. For mig er de en personlig realitet. Min person og mit levede liv opbygges i form af disse indre oplevelser og fastholdes i erindringen og udtrykkes i sproget.

De to separate kategorier er

    Verden videnskabeligt iagttaget

    Vores individuelle indre liv oplevet.

Begreber fra de to kategorier kan ikke forholde sig til hinanden. Vi kan opfatte begge kategorier, men de eksisterer med karakteristika som er uafhængige af hinanden. I den første kategori gælder determinisme, i den anden opleves livet med fri vilje. Således ophæves modsætningen. 'Kontra' placeret mellem 'fri vilje' og 'determinisme' giver ikke mening. Så længe problemet lever, er der tale om en kategorifejl.

 

Vi slutter af med at illustrere hvor svært det har været at fordøje den nye verden i forbindelse med paradigmeskift.

Det aristoteliske verdensbillede (forfinet af Ptolemæus) med Jorden som universets centrum var virkeligheden på den tid, den aristoteliske virkelighed. Det blev fortrængt af det kopernikanske fordi mange iagttagelser faldt på plads på en simplere måde. Kopernikus’ arbejde blev faktisk anerkendt på et tidligt tidspunkt af den katolske kirke som udgav hans verdensmodel i 1543. Den blev i forordet karakteriseret som en interessant teoretisk øvelse. Men det blev tilføjet at det naturligvis ikke havde noget med  virkeligheden at gøre.

Men det blev virkeligheden gennem en hård kamp hvorunder Giordano Bruno mistede livet, og Galilei reddede kun sit ved at aflægge falsk vidnesbyrd.

Paradigmeskiftet afsluttedes med Newtons love. I et brev til Richard Bentley skrev Newton selv:

”At et legeme kan virke på et andet på afstand gennem vacuum uden at betjene sig af noget som helst gennem hvilket deres virkning og kraft kan for­midles fra det ene til det andet, er for mig så absurd en tanke at jeg tror intet menneske som har anlæg for at tænke fornuftigt, kan tilslutte sig den.”

– rent vanvid. Men de virkede, og så blev det til virkelighed.

- indtil Bohrs postulater i 1913, i hans atommodel. Så gentager det sig. Hør f.eks. Ehrenfest, en nær ven til både Bohr og Einstein. Han sagde på et tidligt tidspunkt: ”Hvis det er sådan vi i fremtiden skal dyrke fysik, så må jeg helt opgive fysikken.” Han kom nu efter det senere.

Feynmans position er et oplagt signal om et forestående paradigmeskift. Det der senere bliver helt naturligt, præsenterer sig i det hensygnende paradigme som absurd.

 

På den baggrund har jeg fundet mod til at skitsere et muligt nyt paradigmatisk verdens- og bevidsthedssyn inspireret af arven efter Bohr. Komplementaritetprincippet kom til verden som en nødvendighed. Det er kommet for at blive, og måske for at blive løsning på flere problemer. Princippet kan fjerne den frie viljes problem.

Og det psyko-fysiske problem forsvinder i samme ombæring som vi tilegner os Bohrs verdensbillede. Det fremstår med en åbenbar lighed med Spinozas verdenssyn.

Der kan drages nogle meget inspirerende paralleller mellem Descartes (1596 – 1650) og klassisk fysik og Spinoza (1632 – 1677) og kvantemekanikken.

I Wikipedia præsenteres Descartessådan:

”Descartes står som den ubestridte grundlægger af den moderne filosofi. Han var den første til at formulere omverdensproblemet og den moderne dualismeSjæl-legeme problemet er en konsekvens af hans dualisme. Alle problemer er stadig genstand for intensiv forskning.”

I omverdensproblemet betragter han verden udefra og ser derfor en verden der er uafhængig af betragteren. I verden ser han de to substanser, det materielle og det åndelige. Det blev det selvfølgelige grundlag for den klassisk fysik og den tekniske udvikling som derefter fulgte.

Det havde allerede slået an da Spinoza formulerede sit verdensbillede. Det var radikalt anderledes og anderledes subtilt. Med begejstring opdagede jeg Spinoza. Han betragtede verden som en enhed, universet og Gud er det samme, og – nok en gang - mennesket er en integreret del i den helhed. ”Vi er en uadskillelig del af verden” konkluderede vi efter erfaringer fra atomernes verden. Det er altså i fuld overensstemmelse med Spinozas opfattelse. Når Bohr omtalte den kvantemekaniske belæring tilføjede han ofte ”når vi betragter den verden hvoraf vi selv er en del”. Spinozas verdenssyn medførte også at han så et mentalt komplementaritetsprincip nødvendigt for bevidsthedens orientering i den verden hvoraf den selv er en del. Således er Spinoza udlagt i Den Store Danske:

”En tanke kan således enten studeres som en hjerneproces eller som en bevidsthedsakt, men ikke på begge måder samtidig, da det er ét og det samme, der fremtræder som hjerneproces og som bevidsthedsfænomen.”

For nyligt har jeg fundet endnu en interessant udlægning af Spinoza:

Gud er således både ånd og natur, og mennesket har både udstrækning, fordi vi har en krop, og er tænkende, fordi vi har sjæl og bevidsthed. De to ting hænger sammen sådan, at når kroppen legemligt mærker noget, lader det bevidstheden danne sig en forestilling om det.”

Det er meget lig den måde hvorpå denne artikel naturligt afsluttes.

Som resultat af naturlovene og stadig som en uadskillelig del af naturen udfolder vores liv sig set udefra efter naturens love. Når man har haft et husdyr i sit familieliv, er man ikke i tvivl om at dyrene har det samme følelsesliv som vi og de samme sociale kompetencer. I følelseslivet oplever vi og dyrene livet.

Til forskel har vi bare et sprog hvori vi kan udtrykke vores iagttagelse af det vi gør, spontant i samme øjeblik vi iagttager det. Sproget udvider vores livsoplevelse - og volder problemerne. Sproget indeholder en struktur og logik som kræver sin ret af os. Når vi iagttager vores handlinger og udtrykker dem i sprog, knyttes vores ansvar for os selv straks dertil, og det udbygger vores 'jeg'. Således danner vi vores personlighed omkring vores handlinger. Vi er vores handlinger. "Det var mig der gjorde det. Det var mit valg". Når andre handlemuligheder er til stede, vil jeg betragte valget som frit. 'Vilje' er vores følelse af at forårsage handlingen så vi kan tage ansvar for den og være os selv, og nix weiter.

Hermed opløses den frie viljes problem, og Libets resultat anviser hvordan vi må opfatte sammenhængen: Aktionen må nødvendigvis være i gang inden reaktionen. Handlingen må være startet inden den kan iagttages af bevidstheden. Libets resultat er en selvfølgelighed. Filosoffer og psykologer kan hermed befries fra udsigtsløse hovedbrud, blive i deres kategori og koncentrere sig om det de er gode til.