Den frie vilje

- en paradigmatisk løsning?

 

Stort set alle filosoffer siden Aristoteles har været omkring problemet om menneskets frie vilje. Flere hævder med stolthed at de har analyseret problemet til bunds og dermed løst det. Endnu flere finder det endnu ikke løst.

Filosoffen Arno Victor Nielsen, som er ekspert i at sætte problemer på plads præcist hvor de står, siger det således:

”Man kan godt lave en naturvidenskabelig konstatering af, at vi ikke har fri vilje. Men vi kan ikke acceptere det”.

Her er de to uforenelige positioner sat skarpt op over for hinanden, og det ses at problemet ikke kan løses inden for én kategori.

Nærværende tekst prøver at påvise at problemet skyldes en kategorisammenblanding - og at en løsning vil kunne findes i et nyt paradigme gennemtvunget af kvantemekanikken.

1. Man kan godt lave en naturvidenskabelig konstatering af, at vi ikke har fri vilje, …”

Ja, netop en naturvidenskabelig konstatering. I nyere tid af R. E. Hobart (Fri vilje er utænkelig uden determinisme, 1934) og Moritz Schlick (Problems of Ethics, 1939). De beholder begrebet fri vilje, men omfortolker det, så ’vilje’ mister det indhold som stiller den i modsætning til determinismen.

Om ’fri vilje’ skriver positivisten Schlick at et menneske er frit når det ikke handler under tvang, og at menneskets vilje adlyder psykologiens love som er naturlove, som slet og ret udtrykker hvilke ønsker det faktisk har under de givne omstændigheder. Det kalder han fri vilje, men vilje i almindelig betydning er der ikke tale om. Mennesket kan ikke vælge, kun handle efter lovgivne ønsker, determinisme.

Begrebet ’vilje’ hører ikke hjemme her.

R. E. Hobart har, som det allerede fremgår af titlen ovenfor, helt samme syn på fri vilje og determinisme. Og alligevel siger han samme sted: ”Det er i det store og hele en erfaring at vi har en fri vilje. Denne kendsgerning er langt mere sikker end nogen filosofisk analyse.” Det siger han efter at have gennemført en filosofisk analyse af problemet. Den frie vilje der omtales i citatet, kan derfor ikke være et resultat af analysen, men må være en fri vilje af en anden kategori, en intuitiv erfaring som trumfer analysen. Han ser altså, uden vist at være klar over det, at Arno Victor Nielsens konstatering rummer en afgørende udfordring:

2. ”…men vi kan ikke acceptere det”.

Vi kan ikke acceptere det, for det strider mod vores grundlæggende livsoplevelse, vores ”…erfaring at vi har en fri vilje.” Er det så bare en indbildning, eller er det en erfaring som kan være essentiel for vores liv, og som derfor slet ikke kan ignoreres?

Eksistentialismen med bl.a. Søren Kierkegaard og Jean-Paul Sartre gjorde det eksistentielle valg afgørende for menneskets levede liv i modsætning til den naturvidenskabelige verdensforståelse. Dette valg er appellerende knyttet til en fri vilje som har afgørende betydning.

Sartre siger i Eksistentialisme er humanisme, 1946: ”der er ikke nogen determinisme, mennesket er frit, mennesket er frihed.”

Determinisme hører ikke hjemme her.

 

Problemet med fri vilje kontra determinisme har åbenbart disse to uforenelige sider. Til gengæld har vi altså med positivismen og eksistentialismen fået karakteriseret to uafviselige, men divergerende opfattelser af den frie vilje.

Så begynder fremstillingen i det ydre at ligne et tilsvarende problem ved kvantemekanikkens fødsel i 1927. Problemet fandt sin konsistente filosofiske afklaring med det komplementaritetsprincip som Bohr udtænkte bl.a. som løsning på den kvantemekaniske bølge-partikel-dualitet. En fuldstændig beskrivelse af f.eks. en elektron eller en foton kan ikke ske ved enten kun at betragte bølgeegenskaber eller kun partikelegenskaber. Begge egenskaber hører med til en fuldstændig beskrivelse, men de kan principielt ikke iagttages samtidig. Valget af eksperiment afgør, hvad man observerer.

Problemet med den frie vilje kan naturligvis ikke løses blot ved analogibetragtninger. Men de kan være inspirerende. Så lad mig fremhæve de betingelser som ligger bag komplementaritetsprincippets anvendelse i fysikken:

1.     Der foreligger to uforenelige iagttagelser vedrørende samme fænomen (objekt).

2.     Den ene iagttagelse opstår under betingelser som udelukker den anden.

3.     Tilsammen rummer de den fuldstændige viden man kan opnå om fænomenet.

I hvor høj grad ligner det så situationen som behandles i nærværende tekst?

Ad 1: Determinismen og den frie vilje i eksistentialismens betydning er uforenelige.

Ad 2: Eksistentialismens tilgang til livet udelukker den naturvidenskabelige og omvendt.

Ad 3: Det er givetvis brutalt at sige at emnet så er fuldstændigt belyst. F.eks. vil forskellige religiøse forestillinger være overset.

Men hvis vi nu alligevel vil undersøge om komplementaritet kan være en mulighed i forbindelse med den frie viljes problem, så drejer det sig om hvorvidt vi med vores bevidsthed kan acceptere det. Og så må vi spørge: Hvad er egentlig vores bevidsthed? Og i samme øjeblik opdager vi at det er vores bevidsthed selv der spørger. Den ser sig selv som i et spejl og ser naturligvis det den er, uanset hvad den er. Den er kun i kraft af sig selv og har derfor klare træk af illusion – og denne illusion rummer hele vores livsoplevelse, det er der vi er! Mens bevidstheden eksisterer, tror den at den må være, hvad den er - uden at vide hvad den er. Den kan næsten ikke andet. Alting ses fra bevidsthedens synsvinkel. Den kommer let til at opfatte sig selv som altings urokkelige, objektive dommer. Jeg er parat til at relativere bevidsthedens selvopfattelse.

I hver en menneskekrop, i al fortid, nutid og al fremtid, opstår (uforklarligt for sig selv) en specifik bevidsthed med et 'jeg' som yder sin indsats i evolutionen (informationsbearbejdning og -formidling) i en meget begrænset årrække, og så er den væk. Bevidstheden opstår, den ligger ikke på nogen måde i generne. Enæggede tvillinger er genetisk identiske, men i dem opstår to helt separerede, unikke bevidstheder.

I denne bevidsthed/illusion opstår 'selv', 'ego', 'valg', 'vilje', 'ansvar', ’værdier’, 'meningsfylde', 'formål' m.m. i menneskekroppen i løbet af de første leveår som følge af kulturel påvirkning. Begreberne opleves isoleret af det enkelte menneske og eksisterer kun som sådan i en menneskealder ad gangen. (Disse begreber må vel nærmest henføres til psykologien.) Det er en misforståelse at prøve at behandle dem inden for en naturvidenskabelig ramme. Hertil hørende begreber eksisterer uafhængigt at de enkelte mennesker, overlappende og udfordrende adskillige generationer.

Når Bohr senere omtaler kvantemekanikkens erkendelsesteoretiske belæring til os, ledsages det næsten altid af, ”når vi skal forholde os til den verden hvoraf vi selv er en del”. I mine øjne er dette nye erkendelsesvilkår, selvreferencen, Bohrs væsentligste budskab til eftertiden. Det varsler et paradigmeskifte, det næste store efter renæssancen. I det nuværende paradigme problematiserer vi slet ikke bevidstheden. Den står uantastet uden for og kigger på problemerne. Det er denne position kvantemekanikken rokker ved. Bevidstheden er sammenfiltret med verden, en integreret del af den verden den iagttager (naturligvis!?).

Under dette vilkår er komplementaritetsprincippet bevidsthedens nødvendige værktøj i fysikken for at kunne forlige sig med verden som den fremtræder. Selvreferencevilkåret er totalt opfyldt for bevidstheden selv. Komplementaritetsprincippet vil måske kunne indgå som en naturlig, generel forståelsesramme for vores bevidsthed i et nyt paradigme.

Når vores bevidsthed er det som enhver tids paradigme har gjort den til, så vil den, som den har gjort i hele menneskekulturens udviklingshistorie, gennem paradigmeskift ændre sig i overensstemmelse med fundamentalt nye udfordringer den møder.

 

 

Efterskrift 1

Der er lang vej endnu både med hensyn til den frie vilje og kvantemekanikken.

Den udfordring fysikerne mødte med kvantemekanikken, har slet ikke fundet sin afklaring i bevidstheden blandt verdens fremmeste fysikere. Nobelpristager og en af de mest indflydelsesrige amerikanske fysikere i det 20. århundrede med uvurderlige bidrag til teorien for kvanteelektrodynamik, Richard Feynman, siger:

Jeg mener jeg med sikkerhed kan sige, at der er ikke nogen der forstår kvantemekanik… Lad være med at blive ved med at sige til dig selv ”Jamen hvordan kan det lade sig gøre?” for du bliver trukket ind i en blindgyde hvorfra ingen endnu er undsluppet. Ingen ved hvordan det kan lade sig gøre

Med hensyn til den frie vilje i vores liv er der helt åbenbart også lang vej endnu. Men lad mig foreslå:

Vi lever vores liv eksistentialistisk og beskiver os selv positivistisk, og der er ikke tale om konflikt. Det er komplementære positioner som ikke kan indtages samtidigt. Det er så afgørende at disse positioner markerer sig klart og udelukker hinanden:

·   De to filosofier opfatter sig selv som værende i modstrid med hinanden.

·   Den eksistentialistiske handler om det subjektivt oplevende, den positivistiske om det objektivt beskrivelige.

·   Den eksistentialistiske oplever livet med værdier, valg og ansvar, den positivistiske beskriver fænomenerne værdiløst set udefra.

·   Den eksistentialistiske ser fremad og koncentrerer sig om valget for fremtiden, den positivistiske ser tilbage og behandler indhøstet erfaring.

·   Det er i den frie viljes domæne vi er, men i determinismens vi forstår naturvidenskabeligt.

·   Det ene områdes begreber er totalt individuelle, det andet områdes begreber er kulturelt universelle.

Vi har alle adgang til begge perspektiver, blot ikke samtidigt. Hvis vi imidlertid ser en lidenskabelig overvægt af det ene, så får vi en Søren Kierkegaard, hvis det er af det andet, får vi en Moritz Schlick. Ved lige at gentage navnene for os selv indser vi at ingen af perspektiverne kan afvises. Og da de samtidigt er modstridende, så er komplementariteten uundgåelig!

 

Efterskrift 2

De dybe spørgsmål i vores kulturs historie indeholder ofte en dualitet, om det så er Platon, Descartes, Spinoza, Yin-Yang eller kvantemekanikken. Komplementaritetsprincippet, som allerede har vist sin nødvendighed i kvantemekanikken, kan udvide og berige vores forståelse i forbindelse med dualieter. F. eks løser komplementaritetsprincippet umiddelbart problemet 'fri vilje' kontra 'determinisme'. For så forsvinder "kontra" bibeholdende den umiddelbare betydning af ’fri vilje’.

En grundigere fremstilling af min måde at tænke på findes her: En anden forståelse af forståelse.

 

Denne lange tekst i linket behandler vanskelighederne når man holder bevidstheden udenfor. De plager alle forsøg på forståelse af de klassiske problemer, det psyko-fysiske og den fire viljes problem. Problemerne er kort fremstillet her:

http://psy.au.dk/fileadmin/Psykologi/Forskning/Preben_Bertelsen/den_fri_vilje.pdf

Preben Bertelsens afsluttende løsning som ser udefra, er en selvrefererende og selvopretholdende konstruktion som oveni ikke overkommer den ene del af det psyko-fysiske problem, hvordan formidler det øvre niveau, det psykiske, sin struktur, hvor viljen eksisterer, til det det nedre, det fysiske? Meddelelser den anden vej, vores oplevelsers opståen på grundlag af den fysiske struktur, vil altid være et mirakel – som jeg ser det!

 

Preben Bertelsen, meget, meget grundigere:

http://psy.au.dk/fileadmin/Psykologi/Forskning/Forskningsenheder/Journal_of_Anthropological_Psychology/Volume_2/preben_bertelsen1.pdf