Så har vi alligevel en fri vilje
Afvist kronikforslag
Jævnligt bringer Informatíon indlæg om den frie viljes
problem. De gør sig alle bemærket ved at hævde, at videnskaben har afsløret at
vi ikke har en fri vilje, at vore handlinger er kroppens lovmæssige,
deterministiske, reaktioner på ydre stimuli. I nyere tid har især berømte
eksperimenter foretaget i 1980’erne af psykologen Benjamin Libet givet en helt
konkret udfordring. Interessen for hjernen og midlerne til at kortlægge de
nerveprocesser som hører til forskellige sanseindtryk, emotioner og motoriske
handlinger m.m. var nået et stade, hvor man kunne gøre sig håb om at finde et
videnskabeligt svar på spørgsmålet: Hvordan fungerer den frie vilje? Hvornår i
forhold til en ønsket handling sætter viljen gang i de nerveprocesser som fører
til handlingen? Libets forestilling var følgende:
"Hvis en bevidst intention eller
beslutning om at handle skal indlede en viljesbestemt begivenhed, så må den
subjektive oplevelse af denne intention gå forud for, eller i det mindste falde
sammen med begyndelsen af de særlige processer i hjernen, der formidler
handlingen.“
Det er den umiddelbare forventning - som straks
forårsager problemstillingen, for hans eksperimenter viste det modsatte. De
særlige processer som formidler handlingen er i gang 0,35 sekunder inden
beslutningen opleves. De er altså ikke sat i gang af det der opleves som en
vilje. Så går der yderligere 0,2 sekunder fra beslutningen opleves til
handlingen udføres.
En omfattende forskning forsøger at nærlæse de
fysiologiske eksperimenter for at finde en indgang for et viljesindgreb i den
ellers kategoriske determinisme. Libet selv fandt at der i de sidste 0,2
sekunder var plads til en fri uvilje. Det er tydeligvis svært.
Ved læsning af litteraturen omkring eksperimenterne og
deres tolkning springer det i øjnene at terminologien er uklar. Vilje er ikke
defineret, og kaldes også beslutning, bevidsthed, opstået ønske, bevidsthed om
ønsket m.m. Det kan give afsæt til mange forskellige forsøg på at løse
problemet.
En ”løsning”, kompatibilismen, som argumenterer
spidsfindigt for at der ikke er nogen modsætning mellem fri vilje og
determinisme, blev eksemplarisk lanceret af R. E: Hobart i 1934 med titlen Fri
vilje er utænkelig uden determinisme. Det siger sig selv at begrebet fri
vilje hos ham ikke er det som er på tale i Libets eksperiment.
I Mærk verden beskæftiger Tor
Nørretranders sig over 90 sider med forsøgene på at udlægge Libets
eksperimenter. Han når til: ”Det er ikke svært at sluge, hvis man accepterer
den enkle indsigt at selvfølgelig har vi en fri vilje, men vi har den bare ikke
bevidst". Her er det svært overhovedet at tillægge vilje en betydning.
Selv med den bedste vilje.
Dertil kan det komme, når man forsøger at inddrage
begreber som slet ikke kan indpasses i denne videnskab som beskæftiger sig med
måling og tolkning af elektriske potentialer. Hvad er en ’vilje’ der som første
årsag kan starte en neuronproces, tilmed inden personen bliver bevidst om det?
Eller som fri ’uvilje’ i de sidste 0,2 sekunder kan bremse de neuronfyringer
som i organismen er lige på trapperne til at udføre handlingen?
Situationen rummer to modstridende kategorier klart
udtrykt af Arno Victor Nielsen, filosof:
”Man kan godt
lave en naturvidenskabelig konstatering af, at vi ikke har fri vilje. Men vi
kan ikke acceptere det”.
Basta! Selvfølgelig har vi en fri vilje.
1) Kan man være et menneske uden ansvar for sig selv? 2) Giver ansvar nogen mening uden fri vilje?
Selvfølgelig har vi en fri vilje. Hvis vi vil bruge
ord og begreber i den umiddelbare betydning, så har vi en fri vilje. Men der
kan ikke lægges mere i begrebet end selvansvarlighed. Det er til gengæld
fuldstændigt afgørende for vores selvopfattelse og for vores omgang med
hinanden, for vores gensidige ansvarlighed, for vores liv.
Der er altså en afgørende kategori ved siden af
naturvidenskaben.
Vi må operere med to disjunkte kategorier, en ydre,
naturvidenskaben, rationaliteten, og en indre, de indre oplevelser, følelser,
vores selvforestillinger, vores ’jeg’.
Vores bevidsthed vil kunne acceptere en sådan
dualitet, og så vil problemet være løst.
Fra oldtiden, senere kanoniseret af Descartes og
Newton og indtil og med Einstein, har vi ment vi kunne danne os
tilfredsstillende viden om verden ved at forestille os den betragtet udefra,
fra en guddommelig synsvinkel. Nu står vi foran et meget stort paradigmeskift,
for allerede tvunget af kvantemekanikken må vi se os placeret som en
uadskillelig del af den verden vi prøver at forstå. I den udstrækning vi
overhovedet kan komme i kontakt med atomare fænomener, er vi nemlig selv en
integreret del af dem. Tilmed har det vist sig at naturen fremstår på
uforenelige måder afhængigt af vores iagttagelse. Men naturen undgår
modsigelser, for i disse tilfælde er kun én iagttagelsesposition mulig ad
gangen. Niels Bohr var filosoffen bag det komplementaritetsprincip som fjernede
modsigelsen i naturen. Det er en meget radikal ændring af vores vilkår som
iagttagere af den verden hvoraf vi selv er en del.
Men de filosofiske konsekvenser er endnu ikke slået
igennem. Pionererne, de fysikere som i begyndelsen af 1900-tallet blev slået
omkuld af den nye virkelighed, de rejste sig igen med den dybeste påvirkning af
det de havde været igennem og indså de store filosofiske implikationer af deres
nye viden. De udrykker tanker jeg her prøver at fremdrage. Senere hen er der -
stort set - blot tale om begejstret brug af kvantemekanikken. En af brugerne,
en hædret nobelpristager og en af de mest indflydelsesrige amerikanske fysikere
i det 20. århundrede med uvurderlige bidrag til teorien for kvanteelektrodynamik,
Richard Feynman, siger:
”Jeg mener jeg med sikkerhed kan sige, at der er
ikke nogen der forstår kvantemekanik… Lad være med at blive ved med at sige til
dig selv ”Jamen hvordan kan det lade sig gøre?” for du bliver trukket ind i en
blindgyde hvorfra ingen endnu er undsluppet. Ingen ved hvordan det kan lade sig
gøre.”
Man frarådes at stille spørgsmål! - en særpræget
videnskabelig doktrin. Dette dilemma vil vedvarende udfordre bevidstheden
indtil den finder sig selv i en ny udgave hvor dilemmaet er forsvundet. Det nye
paradigme banker på.
Til overvejelse præsenteres her en mulighed for vores
bevidsthed i et nyt paradigme:
Den komplementære tilgang kan anvendes over for
fænomener hvor der foreligger to hinanden udelukkende indfaldsvinkler som giver
forskellige iagttagelser af samme fænomen. Ydre og indre iagttagerpositioner er
af den art. De adskiller sig klart:
· I den ydre position beskriver vi fænomenerne
objektivt udefra og opbygger vores kollektive virkelighed med videnskab.
I den indre oplever vi livet subjektivt indefra og opbygger
’jeg’et med værdier, frie valg, ansvar m.m.
·
Den ydre kategoris begreber er kulturelt universelle.
Den indres begreber er totalt individuelle og midlertidige.
· I den ydre position ser vi tilbage og behandler
indhøstet erfaring. I den indre ser vi fremad og koncentrerer os om
valget for fremtiden.
·
Det er i den ydre vi forstår. I den indre, med fri
vilje og ansvar, lever vi.
Vores indre oplevelser opstår på grundlag
af de input vores bevidsthed får fra verden, herunder vores krop. Vi
registrerer kroppens handlinger, og det er klart at handlingerne må være i gang
inden de kan registreres af bevidstheden. Derfor er Libets resultat helt
forventeligt.
'Vilje' beskriver så vores indre oplevelse i
handlingsøjeblikket af de handlinger, som former vores ’jeg’ og som vi senere
vil tage ansvar for, for at opretholde vores integritet. Vi ved at vi kunne have handlet anderledes (forudsat andre muligheder forelå). Derfor oplever vi
viljeshandlingen som fri.